Menu luk

Husk at give din mening til kende

Svar ærligt på spørgsmålene og lad dine svar tage udgangspunkt i en længere periode og ikke kun i nuet, lyder opfordringen fra Finansforbundet Sydbank Kreds i forhold til SEU’en, der løber af stablen de næste par uger.

2. sep. 2020
1 min

Sydbank Engagements Undersøgelse (SEU) gennemføres fra onsdag 2. september til tirsdag 15. september, og det er vigtigt, at du deltager i den. Svarene danner nemlig grundlag for de handleplaner om arbejdslivet i banken, der efterfølgende vedtages og føres ud i livet.

Ligesom sidste år gennemføres SEU af konsulentfirmaet Ennova, og undersøgelsen er 100 procent anonym.

Finansforbundet Sydbank Kreds opfordrer til, at du svarer ærligt på spørgsmålene.

”Hvis man ikke svarer ærligt, kan man jo risikere, at der laves handleplaner, som ikke har det rigtige formål. For eksempel giver det ikke en god hverdag, hvis man svarer positivt i den forventning, at man så slipper for at lave handleplaner. Det gør ikke noget ved en eventuel udfordring”, siger Kim Holmer, næstformand i kredsen.

Det er vigtigt for undersøgelsens kvalitet, at du også skriver uddybende kommentarer dér, hvor det er muligt. Tal alene er ikke lige så uddybende.

” Når du skriver kommentarer, så tænk over formuleringen – både i forhold til at være anonym, så ikke dit team eller afdeling fremgår, men vær også gerne konstruktiv. Dine svar må gerne være tænkt generelt og ikke kun i nuet, hvor man kan være præget af en god eller dårlig oplevelse”, opfordrer Kim Holmer.

”SEU’en er din mulighed for at give din mening til kende og for at gøre en forskel i forhold til medarbejdertilfredsheden. Hvis du er i tvivl om spørgsmålet, så brug din tillidsmand – hun eller han er dit naturlige talerør”.

Seneste nyt