Menu luk

Du skal have ret til at være hos døende på hospice

Finansforbundet Kreds Øst arbejder for at give medlemmerne ret til fri, også når nærtstående indlægges. Flere sager har vist, at der er et behov for regler på området.

31. okt. 2022
1 min

Moren lå for døden og var indlagt på hospice. Hendes voksne barn, som var medlem af Finansforbundet, ville gerne være hos hende, men der var ikke flere feriedage at tage af.

”Det endte med, at medlemmet valgte at være hos sin mor, selv om chefen ikke ville give tilladelse til det. Heldigvis endte det ikke med en fyring”, siger René Paludan, kredsbestyrelsesmedlem i Finansforbundet Kreds Øst.

Han hjalp medlemmet, og det lykkedes via gode relationer i ledelsen at få afværget, at det fik konsekvenser at vælge at være ved morens side den sidste tid:

”I sidste ende var det under en uge, det handlede om. Når man først indskrives på hospice, er der jo ofte kort tid igen”.

Finansforbundet Kreds Øst har gennem årene oplevet flere medlemmer komme i klemme på grund af manglende fridage i forbindelse med hospiceindlæggelse af nærtstående.

Derfor stiller man nu krav om, at fri til at være hos nærtstående døende på hospice skal med i den kommende overenskomst.

Orlov ophører

”Problemet er, at du kan få orlov til at passe døende, når de stadig er hjemme. Men i det øjeblik, de indlægges, forsvinder den ret. Derfor er der brug for et regelsæt på området”, mener René Paludan.

Han peger samtidig på, at det er forholdsvis få, der vil få brug for benytte sig af muligheden:

”Jeg kender til to tilfælde igennem de seneste otte-ni år. Men for den enkelte er det en rettighed, der har stor betydning, når behovet opstår. Det er ikke lige på det tidspunkt i dit liv, du har flest kræfter til at tage et slagsmål om rettigheder på arbejde”.


Emner

Seneste nyt