Menu luk

Diversitet i den finansielle sektor

Måske er der nu håb om større fokus på området, efter den flotte pris, Danish Diversity Avards 2022, gik til tre stærke kvinder fra Jyske Bank. Det mener formand Pia Anne Beck Stæhr, kredsformand i Finansforbundet Kreds Øst.

14. jun. 2022
2 min

Måske er der nu håb om og tro på, at fokus på området er på vej, her i slipvinden af den meget flotte Danish Diversity Avards 2022, som gik til tre stærke kvinder fra Jyske Bank.

Det var nysgerrighed fra de tre kvinders side, der førte til succes med at få mangfoldighed på agendaen på deres arbejdsplads.

Det kræver ildhu og mod at udfordre ledelsen på blandt andet deres valg af topledelse. Her er det nemme valg oftest at pege på en mand. Gerne en mand, der ligner forgængeren og det velkendte - og fortsætte i samme dybe spor.

Men verden er foranderlig, og vi skal som sektor følge med udviklingen.

Hvad sker der, når der vises mod og man tager en anden type, måske en kvinde? Eller måske en, med en helt anden baggrund end ’Sprunget fra bankvirksomhed til bankvirksomhed’. Hvad sker der, når der kommer nye øjne på ”Vi plejer” og ”Her er vi alle sådan (ens)”? Hvis man i stedet får en ind i folden, som tør udfordre og lave nye dagsordner? En, der tænker større, en, der viser os, at verden kan blive stor, hvis man tør gå andre og nye veje?

For år tilbage havde en af sektorens virksomheder fokus på at turde prøve noget andet. Virksomheden havde ansat mentalt handicappede til at gøre rent i virksomheden og satte en ære i, at alle mennesker skal accepteres, som de er. Man blandede med stor succes medarbejdertyper, drog nytte af forskellighederne - og dertil kom glæden ved at stille arbejdspladser til rådighed til udfordrede, som ellers oftest kun får kommunale tilbud, hvor det er ’one size fits all’.

Diversitet handler om repræsentation af forskellige grupper, ikke kun om køn – men også mennesker med synlige eller usynlige handicaps. At blande faggrupper og turde satse på en anderledes jobansøger, der har lyst og mod til at prøve en anden jobvej. At turde åbne døre og huske, at ofte er det forskelligheden, der gør os bedre sammen, som får os til at blive nysgerrige på hinanden. Tilmed viser undersøgelser, at vi kan opnå større trivsel og gavne på bundlinjen.

Vi er inde i en tid, hvor der er kommet flygtninge fra Ukraine til landet. Nogle med uddannelser, der enten er sektorrelateret eller måske noget helt andet, der vil kunne bruges enten i administration, kantine eller andet sted i virksomheden. Her vil man som virksomhed kunne være med til at gøre en forskel for et menneske og være med til at tage samfundsansvar.

Der er masser af muligheder, hvis man tør gribe stafetten og lade banksektoren gå forrest og vise, at hos os er der plads til diversitet.

Seneste nyt