Menuluk

Kan trivsel rammesættes i overenskomsten?

Svaret hænger og blafrer i luften et stykke tid endnu. De centrale forhandlinger om en ny overenskomst for os, der er ansat i den finansielle sektor, er først lige startet op.

29. jan 2020
2 min

Det er ikke så mærkeligt, at mange af os bliver optaget af spørgsmålet om, hvordan vi både på kort og langt sigt kan stå distancen og navigere i forhold til fx digitalisering, lovkrav, grænseløst arbejde, vold og trusler, kompleksitet, fleksibilitet, tilstrækkelig kompetenceudvikling og fritid med familie og venner! Hertil kommer, at ressourcerne synes at blive færre og færre, fordi vi skal være mere og mere omkostningseffektive. Et stillesiddende arbejde kan udfordre fysikken, så vi skal også huske at prioritere bevægelse hver dag. Du kan sikkert nævne mange flere ting, der påvirker din trivsel. Der er nok at tage fat på, hvis vi alle skal trives både fysisk og mentalt.

Vi skal kunne være hele mennesker

Jeg synes faktisk, at vi har fokus på mange ting her i Jyske Bank. Vi har med Team Arbejdsmiljø en afdeling, der ikke beskæftiger sig med andet end arbejdsmiljø. I Jyske Bank Kreds har vi Line og Selma, der kun arbejder med arbejdsmiljø. I samarbejde med områdetillidsmændene kan jeg se, at deres indsats på trivselsområdet virkelig batter. Det kan være gode råd til bevægelse, som de har skrevet om i dette nyhedsbrev. Det kan også være gode råd omkring andre trivselspåvirkende faktorer til den enkelte medarbejder, til lederen eller til begge. Vi har tilmed en portal med arbejdsmiljø på JB United, hvor vi kan hente inspiration som medarbejder, som leder, som lokal arbejdsmiljøgruppe.

Det til trods tyder mange ting på, at vi med fordel kan gøre meget mere, fordi det faktisk er svært for mange af os at være hele mennesker i et virvar i mange ofte modsat rettede krav. Og det, der kan hjælpe dig er ikke det samme som det, der kan hjælpe mig. Ansvaret for trivsel kan være fælles eller individuelt. Din leder kan give dig rammer, som hjælper dig. Andre gange skal du sætte helt nødvendige grænser op for dig selv for at være i flow. Du har formodentlig heller ikke de samme behov hele livet igennem.  Så der er ikke noget quick fix, ingen hurtig genvej til trivsel.

Vi kan ikke løse alle trivselsproblemer med regler. Men jeg håber, at vi med denne overenskomst for alvor får taget hul på den helt nødvendige debat om det holdbare arbejdsliv, hvor du som medarbejder har de bedste rammer for at trives på din arbejdsplads.