Menuluk

En helt anden ro ind i hverdagen

For 44-årige Søren Genefke, der er tillidsmand og specialist i Jyske Banks kundecenter i Silkeborg, har corona-tiden åbnet hans øjne for, hvor presset et hverdagsliv, han og familien levede, før pandemien ramte Danmark. Han håber, at nogle af de erfaringer, de enkelte medarbejdere har haft, kan føre til en mere fleksibel og mindre presset måde at strukturere arbejdslivet på i fremtiden.

1. jul 2020
5 min
Af Sabina Furbo
sf@finansforbundet.dk

Hvordan har du oplevet det at arbejde hjemme under Corona?

”Jeg oplevede, at jeg pludselig fik en helt anden hverdag og rytme, end jeg er vant til. Vi har tre børn, der alle skal afsted i skole eller børnehave og som har mange fritidsaktiviteter hele ugen og selv har jeg en halv times kørsel til og fra arbejde. Så jeg var vant til en meget travl hverdag med mange faste rutiner. Det at blive tvunget ud af den rytme, har været helt fantastisk, for det har åbnet øjnene for os, hvad det er for et liv, vi lever.

Jeg er også vant til at arbejde i et storrumskontor, hvor der er mange afbrydelser. Som specialist sidder jeg med en viden, som folk har brug for, men jeg kunne mærke, at jeg fik meget mere fra hånden derhjemme, end jeg normalt ville gøre. Der kom et helt andet arbejdsflow ind - og mine kollegaer kunne jo stadig indhente viden fra mig. Jeg har også været glad for at komme tilbage, men der er også en side af mig, der er meget introvert og godt kan lide ro. Jeg har ikke brug for at tale og kommunikere hele tiden, så det passede min natur og min personlighed at arbejde hjemme.

Det mest udfordrende var teknikken. Især de første par uger var der mange udfordringer. Jeg er også vant til at have to store skærme, men herhjemme var jeg begrænset af, at jeg kun havde en gammel bærbar. Men det var et spørgsmål om tilvænning”.

Hvilke refleksioner har du gjort dig på baggrund af din oplevelse?

”Vi – min kone og jeg - har haft mange refleksioner om, hvor vidt det helt grundlæggende er værd at fortsætte med det travle liv. Vi oplevede også, at vi alle var langt mere veludhvilede, når vi vågnede, fordi vi kunne tillade os at sove lidt længere.

Jeg har også reflekteret over, hvordan vi som familie fik det til at fungere med de rammer, der var mulige, fordi der jo ikke var andet valg. Vi kom også meget tættere på vores børn og de kom meget tættere på hinanden som søskende. Vi havde en forestilling om, at vi var sådan nogle, der fulgte ret godt med i vores børns skolearbejde. Men efter den her periode - hvor vi også har skullet sørge for, at de fik lavet lektier og hjælpe dem, når de havde brug for det - kan vi godt se, at der også var meget vi missede, fordi vi ikke havde tiden.  Vi kunne også bruge mere tid sammen på at lave aftensmad og gøre det til en hyggestund. Så det har i bund og grund været fantastisk at få muligheden for at være sammen på en helt anden måde”.

Hvad har du gjort dig af refleksioner som tillidsmand?

”Vi går ofte og siger, ”bare vi havde mere tid” – og nu fik vi den tid. Så jeg tænker, at det giver en ny vinkel på, hvordan vi kan skabe en hverdag, hvor vi ikke er så pressede. Livet handler ikke om kun om at få en kalender til at gå op, men også om nærvær og ro. Det har sat sine spor, men det kan være svært at holde fast i, når vi begynder at åbne op. Men det er gode snakke at have.

Så det er vel nærmere en bevidsthed om, at vi ikke behøver at stresse, for det skal nok gå og at der er ting her i verdenen, som vi ikke kan styre og som vi derfor ikke behøver at stresse over. Vi finder løsninger og perioden viser jo også, at vi er meget omstillingsparate, når det gælder.

Så synes jeg også, at der er en refleksion om, at der ikke er nogen af os, der er uundværlige, så der er ingen grund til at stresse afsted om morgenen. I det store og hele har det ikke den store betydning. Det går nok. Vi blev jo tvunget til at stoppe op og mærke efter, når livet kører på rutine, så mærker vi ikke, at vi faktisk lægger et enormt stort unødigt pres på os selv.

Det er meget forskelligt, hvordan folk har det med at arbejde hjemme, så jeg kunne godt tænke mig, at det blev mere fleksibelt for de, der har behovet og det kunne gavne familielivet. Det er et af de områder, hvor vi kunne gøre noget godt for worklife balance. Hvis blot teknikken og en god arbejdsstation er på plads. Det har ikke været så brugt her i banken, men den her tid har jo vist, at vi har kunnet bevare en fornuftig servicegrad her i Kundecentret”.

Har du gjort dig nogle refleksioner om arbejdsmiljøet?

”Hvis folk skal arbejde mere hjemme, så skal der helt sikkert være nogle krav og forventninger til arbejdsstationen og teknikken. Ligesom der skal fokus på, at du også skal huske dine pauser, selvom du arbejder hjemme.

Som tillidsmand skal vi også ud at vejre stemningen blandt medlemmerne – for det er jo meget forskelligt, hvordan folk har oplevet det. Nogle har følt sig ensomme, mens andre har haft det godt. Så det skal der jo tages højde for.

Ledelsesopgaven forandrer sig jo også, hvis vi i fremtiden får flere hjemmearbejdspladser. Det er jo vigtigt, at der er en kontakt til medarbejderen og fokus på, hvordan det går.

I det hele taget ser jeg, at der er sået nogle frø i den her periode i forhold til, hvordan vores arbejdsliv skal se ud og hvad arbejdsmarkedet kan forvente af medarbejderne. Jeg tror, at mange fremover vil efterspørge muligheden for at kunne arbejde hjemme”.