Menu luk

Vi var med til generalforsamling, uden at være der

Live-udsendelsen af generalforsamlingen får rosende ord med på vejen fra deltagere, der deltog online rundt om i landet. ”Vi følte os inkluderet og som en del af arrangementet”

30. mar. 2023
4 min
Dansk / English

To ud af tre deltagere i årets generalforsamling i Finansforbundet i Nordea deltog på distancen.
I et geografisk område spændt ud mellem Aalborg i nord, Sønderborg i syd, Lemvig i vest og Helsingør i øst deltog medlemmer i samlet 31 lokale arrangementer.

Muligheden for at deltage lokalt var dermed en stor succes, som også har sin store del af æren for, at der i år var rekordmange tilmeldte og næsten dobbelt så mange som året før – omtrent 900 personer.

Husk at melde dig til

En af de i alt 42 engagerede eventplanlæggere var Dorte Ramshøj Toft, rådgiver og tillidsrepræsentant i Silkeborg.

Hun havde gjort en indsats for at minde sine kolleger om at tilmelde sig det lokale arrangement, og
det gav bonus - Silkeborg blev det sted i landet, hvor flest fulgte med på distancen.

”Vi var 24 samlet fra alle tre områder her i filialen. Det var en god mulighed for på en gang at have en social stund sammen og få et godt indblik i det faglige i forhold til, hvad der arbejdes med i Finansforbundet i Nordea. Mit indtryk var, at alle fik udbytte af det, og mange roste initiativet”.
Der blev serveret mexicanske pandekager med valgfrit fyld og forskellige drikkevarer, som blev nydt, mens man fulgte med i begivenhederne i København.

Især overenskomsten, den lokale pulje til arrangementer og kampvalget fangede opmærksomheden og fik ord med på vejen lokalt.

”Nogle af deltagerne kendte ikke de opstillede; det er jo fair nok, så de satte meget deres kryds efter, hvad de hørte den aften, og hvem der talte om noget, der var aktuelt for dem.”

Tillidsrepræsentanten tror ikke, at nogen af deltagerne i det lokale arrangement ville være taget til hovedstaden for at deltage:

”Der er for langt fra det midtjyske. Men de syntes, det her var en fed måde at deltage på”, siger Dorte Ramshøj Toft, der umiddelbart er klar til at stå for et lokalt arrangement igen næste år.

Ekstremt vigtigt

I Aalborg var personlig rådgiver Niels Møller Jensen med til at arrangere aftenen, som trak 18 deltagere til tapas, som blev bestilt fra en restaurant.

”Alle er blevet mindet om af vores tillidsrepræsentant, at det er ekstremt vigtigt at deltage. Vi er et ungt team her, og for mange var det nok deres første erfaring med en generalforsamling.”

Mens der andre steder var udfordringer med at få lyden høj nok lokalt, når der samtidig var spisning i rummet, havde man i Aalborg en højttaler midt i lokalet, som sikrede, at alle kunne høre.

”Der var en seriøs tilgang til generalforsamlingen. Som formand Dorrit Brandt sagde, var det ikke bare sjov, når man har kampvalg. Der var blevet læst op på kandidaterne på forhånd.”

Kæmper for os

Niels Møller Jensen fortæller, at der var en del af deltagerne, der undervejs i generalforsamlingen blev overraskede over, i hvilken grad Finansforbundet i Nordea kæmper deres sag:

”Jeg kunne se, at det var noget, der gjorde indtryk.”

Ølsmagningen fungerede også godt i Aalborg:

”Der var et par stykker af deltagerne her, som er øl-entusiaster. De syntes, det var en sjov gimmick og var med til at skabe stemning omkring det.”

Oprindeligt var der planer om at tage en flok afsted til København, men i sidste ende var det svært for mange at få det til at gå op.

”Vores erhvervsafdeling havde nogle med fysisk, og måske lykkes det også os andre næste år. Ellers er vi helt sikkert med på en gentagelse af denne model,” siger Niels Møller Jensen.

Vi var en del af generalforsamlingen

I Aarhus havde Pia Stentoft Svendgaard, Senior AML & Sanctions Processing Specialist, samlet i alt ni kolleger om en treretters menu i et mødelokale.

”Jeg synes, generalforsamlingen blev afviklet på en fin og god måde. Det var en meget positiv oplevelse, virkelig god faktisk,” siger hun og uddyber:

”Der var en god styring af tingene, ikke en masse langtrukket, og det foregik på en måde, så vi følte os inkluderet. Der var hele tiden en opmærksomhed på, at vi var nogle, der sad lokalt, og andre, der sad hjemme for sig selv – vi var en del af generalforsamlingen, selv om vi sad et andet sted”.

Det var med til at underbygge følelsen af at være aktivt deltagende, at man kunne tage foto fra de lokale arrangementer og derefter lægge dem op, så alle deltagere kunne se dem med det samme.
Hun hæftede sig også ved, at kredsbestyrelsesmedlemmerne var opmærksomme på at tale på en tilgængelig og interessevækkende måde.

”Jeg synes også, bestyrelsesmedlemmerne udviste en ydmyghed over, at så mange bruger deres tid på generalforsamlingen. Det gjorde et godt indtryk”.

Det samme gjorde de 250 kr. pr. mand til at købe mad og drikke til deltagere i de lokale arrangementer:

”Det giver følelsen af at blive forkælet lidt. Det har en rigtig god effekt på deltagerne.”

Mere om generalforsamlingen

Vi har dækket Finansforbundet i Nordeas generalforsamling 24. marts 2023 gennem i alt 3 artikler. Her er de to andre:

Seneste nyt