Menu luk

Mød kandidaterne: Suppleanter

Pierre Christensen og Ester Ribas stiller op som suppleanter på Finansforbundet i Nordeas generalforsamling 20. marts 2021

11. mar. 2021
4 min

I alt to suppleanter stiller op til de tre suppleant-pladser. På generalforsamlingen skal der stemmes om, hvem der skal vælges som hhv. første- og andensuppleant.

Angelika Schiøtz, som oprindeligt havde stillet op, har i mellemtiden trukket sit kandidatur af arbejdsmæssige årsager.

Læs her kandidatpræsentationer for formand og bestyrelsesmedlemmer.

Find mere information om Finansforbundet i Nordeas generalforsamling 20. marts her. Det er ikke længere muligt at tilmelde sig generalforsamlingen med stemmeret.

Læs herunder præsentationer for de to suppleant-kandidater:

  • Pierre Christensen
  • Ester Ribas

Pierre Christensen

Opstiller til nyvalg som suppleant

”Jeg vil arbejde for, at du får bedre arbejdsvilkår og mere indflydelse på dit job.
Fagforening – vil du have mere – så stem på Pierre”

Vigtigste mærkesager

  • Kompetenceudvikling – hver medarbejder skal have sin egen uddannelseskonto/beløb
  • Målrettet og direkte kommunikation til medlemmer og bankens ledelse
  • Fortsat forbedring af lønsystemet – med fokus på sammenhæng mellem PLD og uddannelsesplan

Hvorfor stiller du op?

For mig er fagforeningsarbejdet vigtigt, og jeg vil gerne tættere på og involvere mig mere. Jeg ser Finansforbundet i Nordea som en kompetent mod- og medspiller til bankens ledelse. Det er vigtigt, at vi konstruktivt bidrager til fortsat samarbejde, og at vi taler vores medlemmers sag i stort og småt. Jeg har efter mange år som tillids- og fællestillidsrepræsentant nu har stor lyst til at tage det næste skridt og tilbyde min assistance, hvis der skulle blive brug for den. Det er vigtigt, at vi har suppleanter klar til at træde til, når/hvis behovet melder sig.

Hvorfor skal medlemmerne stemme på dig?

Helt generelt vil jeg gerne arbejde for, at Nordea bliver endnu bedre for kunderne – og som arbejdsplads for dig og mig.

Du skal stemme på mig, fordi jeg har stor erfaring som FTR/TR i mere end 15 år og har deltaget i adskillige arbejdsgrupper i banken og på sektorniveau og derfor har en rigtig god fornemmelse for, hvad der rør sig i sektoren, og som har indflydelse på din hverdag i banken. Der skal ikke herske tvivl: Jeg er klar fra dag 1 til at gå ind i FiNs bestyrelse, hvis kredsen beder om min assistance. Jeg bakker fuldt op om den siddende bestyrelse og mener, at vi har et super godt hold. Men der skal også være nogen på reservebænken, som kan og vil træde til. Her er jeg klar til at blive skiftet ind, hvis behovet opstår.

Nuværende job

Jeg arbejder til dagligt i Business Banking, Strategy & Business Execution (Erhvervskunder), hvor jeg arbejder som Senior Business Developer med primært fokus på den Digitale Signering og den digitale rejse i vores omgang med kunderne. Jeg arbejder som implementeringsansvarlig for Nordea Business (netbank til erhvervskunder), WoW-uger (Way of Working-temauge i Business Banking) og med at vi forbedrer kundeoplevelsen hos vores erhvervskunder.

Ester Ribas

Opstiller til nyvalg som suppleant

”Den største gave i livet er at kunne gøre en forskel for et andet menneske – jeg vil bruge min styrke til at hjælpe andre”

Vigtigste mærkesager

  • Trivsel & omsorg
    Engagerede medarbejdere er det største aktiv for enhver virksomhed.
    Trivsel giver engagerede medarbejdere.
    Omsorg giver trivsel og loyalitetsfølelse.
    Omsorg er at støtte medarbejdere i særlige livssituationer (f.eks. personlig krise, sygdom i familien eller andet), at værdsætte dem for dem de er og ikke blot for det arbejde de udfører samt at anderkende dem som HELE mennesker og ikke blot som ressourcer.
  • Balance & meningsfuldt arbejdsliv
    Der skal være balance mellem arbejde og fritid. Der skal være respekt for den enkeltes individuelle personlige og faglige behov.
    Vi skal have et arbejde, som sikrer personlig vækst og giver os følelsen af, at vi bidrager til det fælles bedste.
  • Relationer
    Forholdet mellem medarbejder og arbejdsgiver skal være opbygget af menneskelige relationer og ikke baseret på transaktioner (”noget-for-noget-mentalitet”).

Nuværende job

Jeg er Business Developer i Debt Collection DK (Inkasso), hvor jeg beskæftiger mig med projektarbejde i form af transitions, optimeringer og simplificeringer etc.

Jeg har været tillidsmand i knapt 9 år, hvoraf 4 af dem har været i Nordea.

Hvorfor stiller du op?

Jeg stiller op for at gøre en forskel og for at gøre din, min, VORES stemme gældende, i en verden, der forandrer sig alt for hurtigt.

Til at gøre opmærksom på, at der bag ved hver skærm sidder et MENNESKE – og ikke bare et tal!
Et menneske der skal høres og der skal LYTTES til.

Jeg vil arbejde benhårdt på at skabe gode rammer og løsninger for medlemmerne. På at skabe endnu bedre relationer mellem medarbejdere og ledere samt styrke broen mellem Finansforbundet i Nordea og medlemmerne.

Jeg ser suppleantposten som en mulighed for at komme tættere på Finansforbundet i Nordea og være tættere på, hvor der er størst mulighed for påvirkning og indflydelse.

Hvorfor skal medlemmerne stemme på dig?

Du vil få en suppleant, der er 100 % dedikeret. Jeg har masser af gå-på-mod, er kommunikativt stærk og er ikke bleg for at stille spørgsmål eller stå ved min mening.

Min erfaring fra tillidsrepræsentanthvervet kombineret med mine personlige kompetencer gør mig i stand til at kæmpe for, at Nordea er en god, attraktiv og udviklende arbejdsplads for dig.

Seneste nyt