Menuluk

En helt særlig dag – seks Skulderklap-vindere fejret

Josephine, Mathias, Brian, Philip, Lis og Anders fik taler, frokost og et legat på 5.000 kr. hver, da årets seks modtagere af Skulderklappet blev fejret.

10. jan 2020
3 min
Af Jesper Kiby Denborg
jesper.kiby.denborg@nordea.com

Seks rigtig gode kolleger blev fejret 10. januar. De modtog nemlig Skulderklappet på Finansforbundet i Nordeas kontor i Hvidovre.

De seks er udvalgt blandt 86 kolleger, der alle var indstillet af kolleger til den fornemme pris. Skulderklappet uddeles i anledning af årsdagen for stiftelsen af det, der nu - 29 år senere - er Finansforbundet i Nordea.

Mette Balck Mejlby, næstformand for Finansforbundet i Nordea, bød prisvinderne velkommen og læste op af kollegernes indstillinger, der var fyldt med rosende og rørende beskrivelser af deres kollega:

”Det er en helt særlig dag – for os og for jer – og vi glæder os til at fejre jer seks, som har gjort noget helt særligt og fået kollegernes anerkendelse”, sagde hun.

Før legatmodtagerne tog videre til en frokost i de højere luftlag – nærmest bestemt Bojesens restaurant i Tårnet på Christiansborg – fortalte vinderne om dagen, hvor de fik at vide, at de var indstillet til Skulderklappet.

 

De seks modtagere af Skulderklappet 2020 fra venstre: Philip Fermi-Erichsen, Anders Veggerby, Lis Birthe Fog Sørensen, Mathias Rasmussen, Josephine Milton Damlund og Brian Aagaard Rundqvist.

Sådan blev det afsløret for de seks vindere

”Der blev spillet en sang, og jeg tænkte hurtigt, at der nok var en kollega, som var nomineret til Skulderklappet, men ikke at det var mig. Det, der varmer allermest, er, at kollegerne tænker på en”

”Jeg kom ind i et lokale med et kæmpe billede af mig og flag. Superfedt! Det havde jeg ikke regnet med!”

”Jeg blev indstillet hele to gange. Så to dage efter, jeg havde fået at vide, at jeg havde vundet, var jeg til et møde i min egen filial, hvor jeg fik at vide, at deres indstilling ikke var gået igennem – for man kan ikke vinde to gange”

”Vi blev indkaldt til MiFID-møde og fik at vide, det skulle holdes i kantinen, da de andre mødelokaler var optaget. Da jeg ville gå for at hente HDMI-kabler for at kunne vise præsentationen, fik jeg at vide, at det kunne vente. Og da chefen begyndte at læse op af indstillingen, faldt femøren”

”Jeg havde ikke sagt noget til konen, men min chef sendte blomsterbuketten hjem til hende, så på den måde blev jeg ’afsløret’”

”Først blev en anden nomineret læst op, så jeg slappede af og tænkte, at det var overstået. Men vi var åbenbart to. Det er altid fedest at blive nomineret af kollegerne.”

”Afdelingen mødes altid hver onsdag, så det var ikke noget særligt. Kollegaen overfor mig bestilte blomsterne, så da der blev spurgt til, hvem de var til, måtte hun komme med en hvid løgn og sige, at det var til hendes mor, der havde fødselsdag”

En stor TAK til alle de mange kolleger, som har indstillet deres helt særlige kollega til Skulderklappet 2020, og endnu engang TILLYKKE til de seks legatmodtagere:

Hverdagens helt(inde):
Josephine Milton Damlund, Erhvervs- og Privatfilial Fyn og Bornholm
Mathias Rasmussen, Transaction Monitoring DK Team 3

Stemningssprederen:
Brian Aagaard Rundqvist, Nordea Forvaltning
Philip Fermi-Erichsen, Helsingør

Vismanden:
Lis Birthe Fog Sørensen, Savings Advisory
Anders Veggerby, Landbrugscenter Jylland Nord & Øst