Menu luk

Indflydelse er ikke noget, man får - det er noget, man tager

Sektoren blev opfordret til at skrue bissen på ved seminar for Danske Banks tillidsrepræsentanter. Indflydelse var det samlende tema, som blev angrebet fra mange vinkler.

10. okt. 2022
6 min

”Jeg synes, finanssektoren er for dårlige til at sige fra. Nogle gange er man nødt til at være et monster, når man møder et monster”.

Michael Kristiansen, politisk kommentator og tidligere spindoktor, opfordrede finanssektoren til at gøre op med sin rolle i samfundsfortællingen efter finanskrisen. I stedet for at lægge sig fladt ned og undskylde, burde finanssektoren træde i karakter og kæmpe sin sag, mente han.

Opfordringen faldt i forbindelse med det årlige seminar for Danske Banks tillidsrepræsentanter på Munkebjerg Hotel ved Vejle.

Her var flere andre ude med samme budskab. Den ligeledes tidligere spindoktor, Noa Redington, var med på monster-billedet:

”Arnepension caster finanssektor som monster. Det er fuldstændig omkostningsfrit for Mette Frederiksen”, sagde han – med henvisning til, at finanssektoren er blevet pålagt at finansiere størstedelen af Arne-pensionen, der giver mennesker med mange års tilknytning til arbejdsmarkedet mulighed for tidligere pension.

Noa Redington opfordrede Finansforbundet til at arbejde for at synliggøre, hvor mange mennesker, der arbejder i sektoren og sige fra overfor erhvervsminister Simon Kollerup:

”I skulle måske sige til ham, at det ikke er rimeligt, at I bliver behandlet på den måde”.

Som altid var debatlysten stor, da 150 tillidsrepræsentanter var samlet på Hotel Munkebjerg til årets TR-seminar. Foto: Martin Dam Kristensen

Gå i krig

Også debattør og tidligere Venstre-politiker, Søren Pind, opfordrede forsamlingen til at gå på barrikaderne. Han indledte sit oplæg med at konstatere, at han lige på det tidspunkt var i en shitstorm i forbindelse med et omdiskuteret tweet:

”Så det er dejligt at være med bankfolk - I ved, hvordan det er at være udsat for”.

Det udløste almindelig latter i salen, hvor omkring 150 tillidsrepræsentanter var samlet, og Søren Pind brændte godt igennem med synspunkter som:

”Jeg kan ikke forstå, at I ikke slår igen”.

Han opfordrede igen og igen sektoren til at kæmpe sin sag og dyrke fortællingen om banken som central samfundsspiller.

”Man skal turde sige: Vi er vigtige, og jeg vil ikke finde mig i at blive kaldt alt muligt grimt, fordi jeg arbejder i en bank. Finanskrisen er lang tid siden, og I slæber jer stadig langs jorden. I bliver trådt på og hånet”.

Indflydelse og loyalitet

Det samlende tema for årets seminar var indflydelse. Målet var at gøre den enkelte deltager opmærksom på, hvordan man opnår indflydelse og arbejder bevidst med den som tillidsrepræsentant – til gavn for medlemmerne.

Finansforbundet har samlet stærke muskler at spille med, var deltagerne i en paneldebat på scenen enige om. Blandt andet sagde formand for Finansforbundet, Kent Petersen:

”Uden at sætte os selv op på en piedestal, er vi meget stærke og magtfulde i den finansielle sektor, med gode relationer til ledelserne”. Han byggede videre på det monster-billede, der allerede var bragt i spil af spindoktorerne:

”Nogle gange møder vi et monster på direktionsgangen og skal selv være monstre, fx i forbindelse med fyringsrunder. Men det kan vanskeliggøres af, at vores medlemmer er meget loyale overfor deres arbejdsgivere. Det kan være lige før medlemmerne tager ledelsens parti”.

Kirsten Ebbe Brich, kredsformand i Danske Bank, oplever også, at: ”Vi står et forholdsvis godt sted i forhold til indflydelse”.

Hun nævnte blandt andet den interne undersøgelse af chikane, der har været i banken som et eksempel, hvor kredsen har haft stor indflydelse. Ledelsen lytter eksempelvis også, når kredsen påpeger at bankens billedmateriale ikke kun skal vise unge mennesker, men også de mere grå i toppen.

”Store fyringsrunder har vi mere begrænset indflydelse på. Vi kan ikke stoppe det eller sørge for, at ingen flyttes til Polen. Vi har indflydelse via jobmatch, men det går alt for langsomt med at udvikle det”.

Samtidig gjorde både hun og Kent Petersen opmærksom på, at en del af indflydelsen/lobbyismen er umulig at føre bevis for.

”Vi kan komme med forslag til ledelsen, som de bruger, uden at vi ved det. Vi kan bare konstatere, at de har gjort det, vi foreslog – om det var fordi, vi sagde det, får vi ikke vished om”, sagde kredsformanden.

Samtidig pegede Kent Petersen på, at det at få indflydelse kræver respekt:

”At få indflydelse er en langstrakt proces. Du kan have de bedste ideer, men hvis folk synes, du er en klovn, får du ikke indflydelse. Du skal først skabe respekt om den, du er”.

”Jeg synes, finanssektoren er for dårlige til at sige fra. Nogle gange er man nødt til at være et monster, når man møder et monster”.
- Michael Kristiansen, politisk kommentator og tidligere spindoktor
Michael Kristiansen og Noa Redington indledte TR-seminaret og kom med en opsang ti sektoren. ”Jeg synes, finanssektoren er for dårlige til at sige fra. Nogle gange er man nødt til at være et monster, når man møder et monster ”, sagde Michael Kristiansen med henvisning til finanssektorens rolle i samfundsfortællingen efter finanskrisen. Foto: Martin Dam Kristensen

Tag indflydelsen

Områdetillidsrepræsentant Benedicte Holmbo Kjølby fortalte om sin erfaring med at få indflydelse:

”Da jeg begyndte i 2019, skete der ikke rigtig noget. Jeg følte ikke, at jeg havde nogen indflydelse, jeg troede, at den ville komme af sig selv”.

Efterhånden lærte hun, at det handlede om at positionere sig, hvis man skal høres og sætte aftryk på tingene:

”Jeg var nødt til at gøre en indsats og tage fat i lederne en efter en, banke på og invitere mig selv på møder”.

Hvis man bankede på hos Brian Mikkelsen, da han var erhvervsminister for Venstre, ville man få svært ved at få en aftale. Den nuværende direktør i Dansk Erhverv var også en af gæsterne på scenen, og han fortalte, at han – uden overdrivelse - blev kontaktet af hundredvis af lobbyister.

”Det mest afgørende for, om jeg lyttede, var saglighed, saglighed, saglighed”. Andre bud på maksimal indflydelse på det politiske plan var ”Penge, penge, penge”, fra Noa Redington, der henviste til 3F’s indflydelse i den forbindelse. Michael Kristiansen var ikke helt enig:

”Det er rigtigt, at penge spiller ind. Men du kan ikke i længden øve politisk indflydelse, hvis du ikke har substans”.

"Vi står et forholdsvis godt sted i forhold til indflydelse” og nævnte blandt andet den interne undersøgelse af chikane, der har været i banken som et eksempel, hvor kredsen har haft stor indflydelse.
- Kirsten Ebbe Brich, formand for Finansforbundet i Danske Bank

100 dages planer

Substans blev der arbejdet med i grupper i såkaldte indflydelsesværksteder, hvor der blev lagt konkrete 100 dages planer for de forandringsønsker, grupperne definerede.

Det kunne fx være ønske om at få flere medlemmer eller få en sammenlægning mellem afdelinger til at fungere. Områdetillidsrepræsentanterne har fået til opgave at følge op og holde snor i at planerne skrider fremad som aftalt.

Også debattør Søren Pind opfordrede til at gå på barrikaderne. Han indledte sit oplæg med at konstatere, at han lige på det tidspunkt var i en shitstorm i forbindelse med et omdiskuteret tweet: ”Så det er dejligt at være med bankfolk - I ved, hvordan det er at være udsat for kritik”. Foto: Martin Dam Kristensen

Tillidsrepræsentanterne fik også mulighed for at styrke samarbejdet og rykke tættere på hinanden ved fysiske øvelser i praktiske sko udendørs.

Der blev danset, leget og løst opgaver i teams, under stor koncentration og en del latter.

Foruden ikke så få smerteudbrud, da deltagerne testede deres evne til at bruge vejrtrækning til at flytte egne grænser. Sko og strømper røg af, inden de stod tæt sammen i kar med hakket is. Deltagerne forsøgte at holde ud så længe så muligt med hjælp fra den netop tillærte vejrtrækningsøvelse, før de overgav sig og humpede rundt på stivfrosne tæer.

Som en deltager konstaterede udvejs i øvelserne, tjente de flere formål for ham:

”Man kan ikke holde ud kun at sidde ned i dagevis. Og samtidig kommer vi tættere på hinanden. Netværk er  også noget at det helt centrale ved sådan et seminar”.

Seneste nyt