Menu luk

Søren er en leder, alle kan lide

De kalder ham ”et skoleeksempel på fremtidens leder”. Han har fokus på de gode kundeoplevelser og mener, at medarbejdere, der trives, er en forudsætning for at opnå netop det. Søren Petersen er en leder, alle kan lide.

Foto: Jonas OlufsonHan er på fornavn med de fleste af sine 220 medarbejdere, der tager sig af alt fra komplekse boliglån og realkredit til rådgivning af bankens unge kunder.

Navnet er Søren Petersen. Visitkortet siger "Områdedirektør, Danske Direkte Kunder". De pæne ord kommer fra Finansforbundets medlemmer i hans område.

"Søren er et skoleeksempel på fremtidens leder. Han motiverer samtlige kollegaer og møder dem med en positiv tilgang og respekterer alle. Han har stort fokus på vores trivsel, og hans holdning er klar: Vi skal være glade, når vi er på arbejde, og vi skal glæde os til at komme på arbejde".

Sådan skrev områdetillidsmand og personlig rådgiver Dennis Møller på vegne af medlemmerne i Sørens område, da de i 2019 indstillede Søren Petersen til et legat af Finansforbundet i Danske Banks Jubilæumsfond, der hvert år fejrer hverdagens superhelte. Legatet fik han også.

Men hvordan opnår en direktør i Danske Bank så flotte ord fra sine medarbejdere?

"Jeg ser mulighederne i medarbejderne og giver dem rammerne til at lykkes", siger han selv. "Jeg har altid arbejdet hårdt og nået mine ting, men mine medarbejdere kan ikke forventes at gøre det samme. De skal lykkes inden for den arbejdstid, de er ansat til. De skal virke og have det sjovt."

Juletræer og pejsebrænde

Søren Petersen har altid været en driftig mand. Han voksede op i Haslev, hvor hans forældre ejede en frugtplantage. Frugter er som bekendt sæsonvarer, så resten af året fik de plantagen til at løbe rundt ved at dyrke juletræer og lave pejsebrænde. Så der var altid noget at lave – uanset sæsonen.

"Jeg voksede op i en familie der var selvstændige og interesserede mig altid for tal og forretning. Efter gymnasiet blev jeg ansat som sparekasseelev den lokale Bikuben i Faxe", fortæller han.

Siden gik det slag i slag, og i slutningen af 90'erne fik han sit første lederjob.

"Det kom helt naturligt. Jeg har altid taget ansvar, og jeg er aldrig kommet sovende til noget. Når der er noget, jeg godt kan lide, har jeg aldrig talt timerne", forklarer han.

Gennem årene har han været privatchef, filialdirektør, privatdirektør, kundedirektør og er altså nu områdedirektør for 660.000 kunder.

Kender sine medarbejdere

En del af hemmeligheden bag hans succes som leder skal findes i den tid og de kræfter, han investerer i sine medarbejdere. Netop derfor er de så glade for ham.

"Det er vigtigt for mig at vide, hvor meget arbejdskraft jeg har at gøre godt med. Jeg skal vide, hvilke muligheder jeg har hos mine medarbejdere og hos mine chefer. Det ved jeg kun, hvis jeg er tæt på og ved, hvad der foregår", siger han.

Risikerer det ikke at blive til micro management?

"Det kan det godt, men omvendt kan jeg jo heller ikke være tæt på hele tiden. Det er lidt angstprovokerende, at områdedirektøren er interesseret i den enkelte medarbejder, men det giver mig mulighed for at leve op til mine mål. Man må ikke være i tvivl om, hvad man skal lave, og hvordan man løser sine opgaver. Så skal man lære det – via kompetenceudvikling eller sidemandsoplæring", svarer Søren Petersen.

Nærhed i Næstved

Netop den nærhed var en stor fordel, da han i 2016 blev områdedirektør med base i Næstved Afdeling. Ifølge den lokale tillidsmand kom Søren til en afdeling, hvor trivslen var i bund, men via en tæt dialog med alle medarbejdere fik han vendt stemningen og skabt en bedre arbejdsplads.

"Han satte sig ned og ringede ugentlig canvas til kunderne sammen med kollegerne for at vise, at det er vejen frem. Den praksis fortsatte han i de 2 år, han var her", fortæller Lone Pallisgaard Petersen, der er områdetillidsmand i Næstved Afdeling. Hun var meget imponeret over en leder, der var anerkendende og altid gav kollegerne opbakning, når de havde brug for det.

"Han holdt 1:1-samtaler med alle hver anden uge og hjalp medarbejderne med at få overblik over sagsmængde og arbejdsopgaver. Hvis der var for mange opgaver hos den enkelte, fik de hjælp til at få udjævnet arbejdsbyrden på alle skriveborde", siger hun.

Søren Petersen er enig i, at afdelingen ikke fungerede optimalt.

"Det var en afdeling, hvor man satte mål op for medarbejderne uden at fortælle dem, hvordan de skulle nå dem. Medarbejderne var ikke blevet mødt dér, hvor de var hver især", forklarer Søren Petersen.

"Vi havde jo alle sammen travlt, men vi manglede overblik over, hvad vi havde travlt med, og hvordan vi kunne hjælpe hinanden med at gøre det lidt anderledes".

I dag tager Søren stadig telefoner i frontlinjen i en time hver anden uge for at bevare fornemmelsen af, hvad der rører sig hos kunderne.

Rammer til at lykkes

Kommunikation og samarbejde er i højsædet i dag. Selvom der er et par lag af ledere mellem Søren og medarbejderne, holder han en tæt kontakt. Tillid mellem ledelseslagene og medarbejderne er vigtigt for ham.

"Jeg har en tæt kontakt til områdets tillidsmand. Det er en fortrolig kontakt mellem os, og det samarbejde er gensidigt. Når jeg har tillid til den person, så får jeg også tilliden tilbage".

Hvad gør du som leder for at skabe tillid?

"Ligegyldigt hvor du er i ledelseslaget – højt eller lavt – så skal du interessere dig for dine medarbejdere, og du skal overholde de aftaler, du laver. Troværdighed avler tillid. Jeg handler på det, jeg får at vide, og hvis jeg ikke gør, så får de også en forklaring på det".

Hvordan er en god leder i dine øjne?

"En god leder skal have en anerkendende tilgang. Alle mennesker er drevet af anerkendelse og skal have anerkendelse. Det er benzin på den motor, du bruger til at arbejde. Hvis du ikke bliver set, hørt og anerkendt, er der ikke sjovt at være."

"Du skal sikre dig, at dine medarbejdere har de rigtige rammer for at løse deres arbejdsopgaver, så du får tilfredse medarbejdere omkring dig. Og du skal være ambitiøs på egne og medarbejdernes vegne". 

Seneste nyt