Menuluk

Når et medlem bliver opsagt...

Er du eller en af dine kolleger blevet opsagt, får du her en kort introduktion til, hvad du som medlem gennemgår.

1. apr 2020
2 min
Af Daniel Løvbjerg Jørgensen
dajr@danskebank.dk

Tillidsmanden er med til samtalen

Skal et medlem opsiges, har lederen pligt til at indkalde tillidsmanden til samtalen. Tillidsmanden er klædt på til at møde medlemmet og kan både forholde sig til juridiske spørgsmål og følelsesmæssige reaktioner.

Finansforbundet i Danske Banks juridiske konsulenter underviser og sparrer med tillidsmanden både før, under og efter samtalen med medlemmet, så tillidsmanden kan håndtere både situationen og de spørgsmål, medlemmet måtte have.

Individuel juridisk rådgivning

Når et medlem bliver opsagt, står vedkommende i en meget uvant situation. Finansforbundet i Danske Banks juridiske konsulenter kan rådgive medlemmet om deres situation, mens de gennemgår opsigelsen og vurderer, om begrundelsen for opsigelsen, opsigelsesvarsel, eventuel godtgørelse, fritstilling og tabsbegrænsning, overholder de regler, der er i funktionærloven og overenskomsten.

Vurderer juristerne, at din opsigelse ikke er i overensstemmelse med gældende regler, kan de på dine vegne indlede en drøftelse med HR i Danske Bank.

Informationsmøder i Finansforbundet

Finansforbundet vil gerne give medlemmet det bedst mulige afsæt for at komme videre i sit arbejdsliv. Medlemmet vil derfor blive indkaldt til et informationsmøde med andre opsagte, hvor de vil møde:

  • en jurist fra Finansforbundet, der gennemgår vilkårene i opsigelsen
  • en karriererådgiver fra Finansforbundet, der vil fortælle om Finansforbundets tilbud til opsagte medlemmer
  • en konsulent fra Finansforbundets A-kasse, der vil fortælle om a-kassens tilbud til opsagte samt kort om dagpengesystemet.

 

Rådgivning

Har du spørgsmål til overenskomsten eller dit ansættelsesforhold, kan du kontakte Finansforbundet i Danske Banks juridiske konsulenter på tlf. 45 14 01 11 eller finansforbundet@danskebank.dk

Telefonen er åben mandag til torsdag fra 8.30 til 16.00 og fredag fra 8.30 til 15.00.