Menuluk

Farvel til næsten 200 medarbejdere

Med 60 frivillige fratrædelser og 120 afskedigelser i Danmark har Danske Banks medarbejdere fået en hård start på det nye år.

4. mar 2020
3 min
Af Daniel Løvbjerg Jørgensen
dajr@danskebank.dk

 

Foto: Petra Kleis

I begyndelsen af februar meddelte Danske Bank, at 75 medarbejdere havde ansøgt om frivillig fratrædelse, efter at banken åbnede for fratrædelseskataloget i januar. 60 ansøgere fik løbepas til at finde nye udfordringer på eller uden for arbejdsmarkedet.

Kort før redaktionens lukning indløb så nyheden om, at Danske Bank den 27. februar ville afskedige 120 medarbejdere. I alt siger man altså farvel til næsten 200 ansatte i Danmark.

Begrundelsen er, at koncernen ønsker at nedbringe sine omkostninger og tilpasse organisationen.

"Det giver ingen mening", konstaterer kredsformand for Finansforbundet i Danske Bank, Kirsten Ebbe Brich.

"Vores kolleger i koncernen har gennem lang tid været underlagt et rigtig højt arbejdspres, og vi har endnu ikke set lettelser i arbejdsbyrden, som berettiger, at man skiller sig af med erfaren og kompetent arbejdskraft", siger hun.

Ikke desto mindre er det en realitet. Mens de frivilligt fratrædende forlader koncernen i løbet af foråret, bliver de afskedigede fritstillet på forskellige tidspunkter over de kommende måneder.

"Det er hårdt for en arbejdsplads at miste hænder. Dels bliver vi rystede af at miste gode kolleger i en hård periode, og dels bliver vi utrygge ved oplevelsen af, at ledelsen skærer ned, selvom vi har travlt. Det er i hvert fald ikke noget, der øger engagementet blandt medarbejderne", siger kredsformanden med henvisning til koncernens mål om, at 90% af medarbejderne skal være engagerede i 2023.

Dårlig planlægning

Finansforbundet i Danske Bank har altid været stor fortaler for omplacering: At arbejdsgiveren forsøger at finde en ny plads til folk, som ledelsen mener, kan undværes, hvor de er nu.

Selvom koncernen formelt har haft ansættelsesstop siden oktober 2019, ser Finansforbundet i Danske Bank stadig nye kolleger træde ind ad døren – ikke mindst oplever man, at der i stort omfang ansættes vikarer til AML-opgaver.

"Det skriger til himlen, at man fyrer dygtige og erfarne medarbejdere på den ene side af gaden og ansætter vikarer på den anden side. Det er dårlig planlægning af ledelsen. Når der så åbenlyst er behov for arbejdskraft i nogle dele af koncernen – som tilmed kan varetages af vikarer – er det meningsløst at fyre mennesker, der har dedikeret år af deres liv til Danske Bank", mener Kirsten Ebbe Brich.

Selv om visse AML-opgaver kun skal løses i en begrænset periode, mener hun stadig, at man burde holde på egne folk frem for at ansætte vikarer.

"Mange af vores medlemmer har haft et langt arbejdsliv i Danske Bank. De har været loyale og har fulgt med tiden, selvom filialer er lukket og organisationen lagt om et utal af gange. De er vant til at omstille sig, og når AML-opgaven er løst, er der sikkert nye funktioner, som de også kan lære at løse", siger hun.