Menuluk

Vi er ikke skabt til at sidde ned hele dagen

Med få greb kan du få bagdelen op ad stolen til gavn for din krop og dit helbred.

25. sep 2019
3 min
Af Daniel Løvbjerg Jørgensen
dajr@danskebank.dk

I urtiden brugte vi vores tid på at jage og samle føde for at overleve. I dag bruger vi en stor del af vores dag foran en skærm, og mange af os gør det siddende. Faktisk sidder det gennemsnitlige menneske ned i 8 timer om dagen, og mange af dem, der har stillesiddende arbejde, sidder ned i helt op til 15 timer dagligt.

Det er hårdt for kroppen at sidde i så mange timer, men ifølge Arbejdstilsynet er det ikke selve siddestillingen, der giver os smerter i ryg og nakke. Det er den manglende variation.

"Musklerne bliver ømme, fordi det er de samme muskelfibre, der laver alle de små gentagende bevægelser. Det er derfor vigtigt, at du skaber variation i arbejdet, og vær opmærksom på, at du ikke sidder i den samme stilling hele tiden", forklarer professor Karen Søgaard til Arbejdstilsynet.

Ifølge Arbejdstilsynet viser forskning, at danskerne i gennemsnit sidder ned i 7-10 timer i døgnet. Udover at det svækker muskler og led, giver det også risiko for overvægt, diabetes, hjerte-kar-sygdomme og endda tidlig død. Derfor er det vigtigt, at man putter bevægelse ind i hverdagen, hvor det er muligt, skriver Arbejdstilsynet på sin hjemmeside.

En god huskeregel er, at den bedste arbejdsstilling altid er den næste. Variation er nøglen til at undgå smerter, da mange af os sidder så stille, at 30 minutters motion om dagen ikke engang er nok til at opveje de helbredsmæssige konsekvenser.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

SÅDAN FÅR DU MERE MOTION IND I HVERDAGEN

Før du går på arbejde

  • Tag cyklen til arbejde eller til stationen, hvis du kan.
  • Prøv at parkere på den parkeringsplads, der ligger længst væk fra indgangen

Når du er på arbejde

  • Hvis du har hæve/sænkebord, kan du justere det op, hver gang du skal til pause, hente kaffe eller til møde. Det tvinger dig til at tænke over, om du skal stå lidt op og arbejde, når du kommer tilbage til dit bord.
  • Sæt en timer til at minde dig om, at du skal ændre din arbejdsstilling hver halvanden time og gerne oftere. Rejs dig op, stræk dig, skift stilling, gå rundt, mens du taler i telefon.
  • Lav walk & talk-møder, når det er muligt.
  • Lav gerne elastikøvelser 3 gange 10 minutter ugentligt.
  • Aftal med dine kolleger, at I alle sammen er opmærksomme på det, så det også bliver en fælles aktivitet i løbet af arbejdsdagen at røre sig.

Efter arbejde

  • Leg aktive lege med dine børn, hvis du har nogen. I kan fx lege tagfat, dåse-skjul, hvem kommer først eller tag på legepladsen, hvor du også selv kan lege med.
  • Gå ture – og prioritér tid til det. Du kan gå med din partner, en ven eller veninde, dine forældre eller børnene. Gider dine børn ikke at gå, kan de evt. cykle ved siden af. Du kan også gå en tur og tale i telefon med din mor eller en veninde.

Kilde: Arbejdstilsynet og Danica Pensions folder om stillesiddende arbejde