Menu luk

Etiske regler

Formålet med regelsættet er, at alle medlemmer kan udvise korrekt adfærd, når de rådgiver og servicerer kunderne og omgås hinanden.

Regelsættet blev første gang udarbejdet i 1996 af Finansforbundet Assurandørernes Etikudvalg, og det er senest revideret på kredsbestyrelsesmødet den 7. februar 2003.

Finansforbundet Assurandørernes etiske regler (pdf) 

Regelsættet

§ 1: Formål

Stk. 1. De Etiske og Kollegiale Regler skal sikre, at assurandører tilsluttet Finansforbundet Assurandørerne fremstår som garanter for sober og hæderlig forsikringsskik i forbrugernes/kundernes bevidsthed.

Stk. 2. Reglerne skal desuden sikre professionel kompetence og adfærd i udøvelsen af erhvervet som assurandør såvel over for forbrugere/kunder som over for kollegaer.

Stk. 3. Dette opnås bl.a. ved, at assurandører tilsluttet Finansforbundet Assurandørerne sikrer og vedligeholder deres faglige viden og kompetence, samt ved at assurandørerne udviser etisk/hæderlig adfærd både over for kunder og kollegaer.

Stk. 4. Udvalgets formål er desuden at udarbejde skriftlig udtalelse og responsa til brug for offentlige myndigheder, besvare sagkyndige spørgsmål til brug for retten, advokater ved domstolsbehandling m.v.

§ 2: Uddannelse

Stk. 1. Assurandører skal enten selv eller i samarbejde med selskabet sikre sig, at de altid er i besiddelse af en sådan faglig viden, at de er i stand til at yde den bedst mulige rådgivning og service.

Stk. 2. Dette kan bl.a. ske ved deltagelse i efter- og videreuddannelse, kurser på Forsikringsakademiet og ved interne kurser i selskabet.

§ 3: Hæderlighed

Stk. 1. Assurandører tilsluttet Finansforbundet Assurandørerne skal udvise en etisk korrekt/hæderlig adfærd over for forbrugere/kunder bl.a. ved at yde en rådgivning og service, som sætter kunderne i stand til at træffe en beslutning på et samlet seriøst grundlag, og så forsikringsløsningen svarer til kundernes- og forbrugernes reelle behov.

Stk. 2. Assurandørerne har pligt til at sikre sig, at kunderne/forbrugerne ved aftalers indgåelse har forstået, hvad der er forsikringsmæssig dækning for, således at eventuelle misforståelser så vidt muligt undgås.

Stk. 3. Assurandører må ikke ved fortielser eller misinformationer medvirke til, at forbrugere/kunder træffer beslutning på et ukorrekt/forkert grundlag.

Stk. 4. Assurandører skal primært varetage sine rådgivende opgaver og bl.a. medvirke til, at kunder/forbrugere opfatter, at rådgivning er mere væsentlig end salg af forsikringer.

§ 4: Tavshedspligt

Stk. 1. Assurandører tilsluttet Finansforbundet Assurandørerne er omfattet af fuld tavshedspligt om kunderne og disses forhold samt de private oplysninger, informationer og den viden, der erhverves i forbindelse med erhvervet.

§ 5: Diskriminering

Stk. 1. Assurandører tilsluttet Finansforbundet Assurandørerne må ikke medvirke til, at kunder på grund af deres race, religion, køn og andre grundlovsfæstede rettigheder tilbydes ringere vilkår end de normalt gældende for den konkrete/bestemte type forsikring.

§ 6: Kollegial adfærd

Stk. 1. Assurandører tilsluttet Finansforbundet Assurandørerne skal medvirke til at skabe respekt om den eksaminerede assurandør, især ved at optræde loyalt over for alle andre kollegaer.

Stk. 2. Assurandører tilsluttet Finansforbundet Assurandørerne har pligt til at overholde de til enhver tid gældende vedtægter for Finansforbundet Assurandørerne, jfr. regler om loyalitet.

Stk. 3. Assurandører tilsluttet Finansforbundet Assurandørerne må ikke tale og/eller skrive nedsættende om kollegaer eller medvirke til at udbrede ukorrekte eller vildledende oplysninger om kollegaer og andre selskaber.

§ 7: Stående udvalg under kredsbestyrelsen

Stk. 1. På kredsbestyrelsens konstituerende møde nedsættes Etikudvalget. Det udpeges af og blandt hovedbestyrelsens medlemmer, og det består af tre (3) medlemmer og én (1) suppleant samt en sekretær.

Stk. 2. Udvalgets medlemmer udpeges fra henholdsvis en stor assurandørforening, fra en mellemstor og fra en lille assurandørforening.

Stk. 3. Udvalget holder mindst møder, når der foreligger en konkret sag, og når kredsstyrelsen pålægger udvalget en opgave.

Stk. 4. Udvalget udarbejder en forretningsorden, som forelægges kredsbestyrelsen til godkendelse. Ændring af forretningsorden og regelsæt skal godkendes af kredsbestyrelsen.

§ 8: Sags- og klagebehandling

Stk. 1. Klagen og/eller sagen indgår til Finansforbundet Assurandørerne med bemærkninger fra medlemmet og assurandørforeningen.

Stk. 2. Sekretæren forelægger sagen for udvalget efter indhentet udtalelse fra den/de omfattede assurandørforening(er).

Stk. 3. Sagen drøftes på et udvalgsmøde, eller såfremt særlige forhold gør det nødvendigt ved skriftlig høring blandt udvalgets medlemmer.

Stk. 4. Afgørelse med begrundelse sendes til assurandørerne, og kopi sendes til den/de berørte assurandørforening(er).

Stk. 5. Finder Etikudvalget, at sagen bør sanktioneres med bøde eller eksklusion, behandles sanktionens form af kredsbestyrelsen, jævnfør Finansforbundet Assurandørerne og Finansforbundets vedtægter, med indstilling fra udvalget.

Stk. 6. Etikudvalget får af kredsbestyrelsen delegeret kompetence til at afgøre sager med irettesættelse og påbud, jfr. Finansforbundet Assurandørernes vedtægter.

Stk. 7. Sager om responderende virksomhed og besvarelse af spørgsmål i forbindelse med retssager, jfr. § 1, stk.4, behandles direkte i et udvalgsmøde, og kredsbestyrelsen får sagen forelagt til efterretning. For behandling af disse sager kan der kræves honorar.

§ 9: Afgørelser i Etikudvalget

Stk. 1. Etikudvalget skal så vidt muligt opnå enighed. Er dette ikke muligt, træffes beslutninger ved afstemning og ved almindeligt flertal blandt udvalgets medlemmer.

Stk. 2. Alle afgørelser truffet i Etikudvalget forelægges kredsbestyrelsen til orientering eller efterretning.

Stk. 3. Fra alle møder i Etikudvalget skrives referat, som tilgår kredsbestyrelsen i kopi til orientering.

Kontakt os

32 96 46 00

Du er velkommen til at rine til vores administrator.

Du kan også skrive til post@assurandor.dk