Menu luk

Kents Corner: Fokus på mental sundhed og trivsel

Kære tillidsvalgte

Finansforbundet sætter i de kommende måneder fokus på temaet 'Mental sundhed og trivsel i et arbejdsliv under forandring'.

Det gør vi, fordi alt for mange sygemeldes og i værste fald afskedigedes som følge af mistrivsel og stress.

Dette må og skal vi aldrig acceptere, og som fagforening er det en af vores fornemmeste opgaver at arbejde for at undgå, at det kommer så vidt.

Vores indsatser for at forbedre trivsel og mindske stress har stået på længe. For udfordringerne er på ingen måde nye. Slet ikke.

Når vi – trods vores og andres indsats – stadig er udfordret af mistrivsel og stress, er det fordi, vi som mennesker er forskellige og påvirkes mentalt af forskellige ting.

'One size doesn’t fit all' hvad løsninger angår, og hertil kommer at vores arbejde – og det vi udfordres af – hele tiden ændrer sig .

Men der er heldigvis stadig meget, der kan gøres.

Derfor samler vi nu et udpluk af vores indsatser på trivselsområdet. Holdninger, politikforslag, medlemshistorier, ny viden, podcasts, medlemstilbud mm.

Det gør vi på en temaside, som løbende vil blive udbygget med nyt og relevant indhold. Du finder siden her.

Jeg håber, du vil gå ombord i temasiden, og at indholdet vil inspirere dig og dine kollegaer i jeres arbejde.


Venlig hilsen

Kent Petersen
Formand