Menu luk

Hul på svære debatter ved landsmøde

Det fleksible arbejdsliv efter corona-krisen, dataetik og udvikling af fremtidens velfærd. Finansforbundets delegerede arbejdede med komplekse emner på det ekstraordinært landsmøde i Aalborg, hvor også forholdet til Fagbevægelsens Hovedorganisation blev drøftet. Finansforbundets formand, Kent Petersen, er glad for de mange input fra deltagerne.

"Det var rigtig godt, at vi fik holdt et ekstraordinært landsmøde. Jeg synes, vi fik taget godt hul på debatten om nogle af de meget svære udfordringer, vi står overfor".

Sådan lyder sammenfatningen fra Finansforbundets formand, Kent Petersen, ovenpå det ekstraordinære landsmøde i Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor 179 delegerede i løbet af mandagen arbejdede med at udvikle forbundets politik i forhold til tre temaer:

”Det fleksible arbejdsliv er på grund af nedlukningen accelereret voldsomt, og vi fik gode input til, i hvilken retning vi skal arbejde videre med det tema. På samme måde var der gode debatter om velfærdssamfundet og de dagsordener, der måske er lidt bredere i det, men som også har betydning for os som fagforening. Hvordan skal vi fx udvikle og supplere vores overenskomst med blandt andet sundhedsforsikring, samtidig med at vi har en forpligtelse i forhold til, at så mange som muligt i samfundet er godt dækket”.

Mennesket først

Også gruppedrøftelserne om det tredje tema ved mødet, dataetik, synes formanden gav godt afkast. Finansforbundet skal arbejde for et dataetisk kodeks og nedsættelsen af et dataetisk råd i samarbejde med arbejdsgiverne, lød en konklusion.

”Dataetik er et tema, der er virkelig svært at få grebet fast om, for data er overalt og udgør både et enormt potentiale og en kæmpe udfordring. Det åbner en masse gråzoner, for hvordan sikrer vi os f.eks. mod misbrug uden at afskære kunder og brugere fra service? Det er vanskeligt, men der blev arbejdet meget engageret, og vi fik blandt andet fastslået det overordnede: Nemlig at det er afgørende, at vi sætter mennesket først og styrker det etiske blik på, hvordan data kan og skal bruges".

Første dag på landsmødet, hvor der blev arbejdet med de tre temaer, var tilrettelagt som en slags rollespil, hvor rammen var Folketinget, med tre ministre, en formand og ni politiske partier (Finansforbundets kredse) med formænd, næstformand, ordførere og udvalgsmedlemmer. Nogle af de delegerede havde roller som pressechefer og journalister, der skulle kommunikere og referere lovgivningsprocessen, som mundede ud i politiske dokumenter om temaerne.

Næste skridt

På andendagen var der mere klassisk debat og naturligvis kommentarer til formandens beretning, især til den del, der handlede om forholdet til Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

”På seneste landsmøde vedtog vi et strategisk partnerskab med FH, så det er naturligt, at vi nu debatterer, hvordan det går og hvordan vi arbejder videre herfra. Det er ikke noget, vi skal træffe beslutning om nu, men det er et emne med mange forskellige holdninger, så jeg er glad for, at vi fik indledt en god debat om det”, siger Kent Petersen.

Også jobløn fik ord med på vejen, blandt andet fordi der er problemer med at implementere ændringerne i virksomhederne. Det lovede han at forfølge.

”Udbyttet af det ekstraordinære landsmøde var for mig både de supergode input, men også det sociale. Det at kunne mødes fysisk igen er der virkelig meget energi i”.