Menu luk

Gode råd til dig der arbejder fleksibelt

Det fleksible arbejdsliv giver øget trivsel, når det fungerer. Men det fleksible arbejdsliv fungerer ikke af sig selv. Her får du konkrete råd til at sikre trivslen.

Grundlæggende er det nødvendigt at have fokus på de forhold på arbejdspladsen, der har betydning for, at det fleksible arbejdsliv overhovedet kan fungere.

Her kan du se en række opmærksomhedspunkter og gode råd, som du kan tage fat i, når du og dine kollegaer skal drøfte, hvordan I sammen og hver for sig kan få det fleksible arbejdsliv til at fungere.

  • Styr efter dine værdier
    Dine værdier er vigtige og giver retning, når du skal træffe beslutninger. Det gælder også i forhold til dit arbejdsliv. Derfor skal du huske at tage afsæt i dine værdier, når du skal træffe beslutninger og navigere i dit arbejdsliv.
  • Styrk jeres arbejdsfællesskaber
    Det er afgørende, at jeres arbejdsfællesskaber er rummelige og gode til at organisere arbejdet, hvis du reelt skal have mulighed for at arbejde fleksibelt. Derfor er det et vigtigt fokuspunkt at styrke arbejdsfællesskaberne i organisationen.
  • Ræk ud efter hinanden
    Nærvær med kollegaer har stor betydning for trivslen. Nærværet kan imidlertid nemmere smuldre, når man arbejder hybridt, dvs. både fra distancen og på kontoret. Derfor er det vigtigt, at I aktivt rækker ud efter hinanden, så I finder og opretholder nærværet
  • Giv plads til restitution
    Vær tydelig over for din omverden og over for dig selv i forhold til, hvornår du arbejder, og hvornår du holder fri. Husk også at holde helt fri, når du har fri, for det er i perioderne, hvor du er "off" fra arbejdet, at du for alvor restituerer.
  • Vær trofast over for dine personlige grænser
    Det er vigtigt at markere grænserne mellem arbejde og fritid. Find de grænser, der passer dig, og brug dem. Det kan fx være at stille arbejdscomputeren helt væk, så den ikke er synlig fritiden, og det kan være at slå notifikationer fra arbejdsmailen fra på telefonen, når du har fri.
  • Skab bevægelse og variation i arbejdsstillingerne
    Gør som børnene, og brug alle anledninger til at skabe bevægelse og variation i dine arbejdsstillinger. Det kan fx være altid at stå op og gå rundt, når du taler i telefon, og det kan være ikke at have kander med drikkevarer stående på bordet, så du oftere skal rejse dig for at fylde op.
Viden i perspektiv

Det fleksible arbejdsliv

Hvilke vaner og vilkår lever videre fra året, der radikalt ændrede vores måde at arbejde på? Og hvordan bevarer vi fremadrettet de bedste betingelser for et fortsat fleksibelt arbejdsliv? Få viden og inspiration her.

Læs mere