Menuluk

Uddannelse giver Dorthe mere selvtillid i jobbet som rådgiver

Efter 12 år som privatrådgiver gik Dorthe i gang med en HD-uddannelse på deltid. Den nye ballast af viden og faglighed giver indre ro, og hun føler sig mere sikker, når hun svarer på spørgsmål fra kunderne.

Spejl Dig I Andre (Dorte)
  • Dortes udvikling

  • Treårigt deltidsstudium

    Akademiuddannelsen i finansiel rådgivning

    Treårigt deltidsstudium

    Akademiuddannelsen i finansiel rådgivning

    Hvad jeg fik ud af det: ”Jeg fik banket nogle faglige ting på plads, og det giver mig en indre ro at vide, at mine kompetencer er i orden. Jeg udfordrede mig selv ved at skrive opgave om et kompliceret emne, og det gik over al forventning”.

    Varighed
    3 år
    Pris
    43.950 kr
  • Kursus

    "Opdag nye sider af dig selv"

    Kursus

    "Opdag nye sider af dig selv"

    Gå-hjem-møde arrangeret af Finansforbundet om at bruge sine styrker til at skabe et godt netværk og opnå succes i sit arbejdsliv. På scenen: Netværksekspert Susie Lynge og skuespiller Hella Joof.

  • Studie

    Toårigt deltidsstudium på Syddansk Universitet i Odense.

    Studie

    Toårigt deltidsstudium på Syddansk Universitet i Odense.

    Pris
    65.400kr

Nysgerrighed og lysten til at prøve noget nyt har fået Dorthe Quist, 39 år, til at kaste sig over lærebøgerne og gå i gang med en HD-uddannelse.  

”Der er mange ting på jobbet, man bare gør per automatik og har på rygmarven. For mig gør det en stor forskel at vide, hvorfor vi gør det”, fortæller Dorthe, som er privatrådgiver i Sparekassen Kronjylland i Odense.

”Jeg har fået mere selvtillid og hår på brystet af at få banket nogle faglige ting på plads. Jeg ved, at mine kompetencer er i orden. Det giver en indre ro”, uddyber hun.

Dorthe havde mulighed for at læse videre efter sin uddannelse som finansiel rådgiver, men hun ville hellere ud og have nogle praktiske erfaringer.

”Så gik årene, og vores små knaldperler kom til”, fortæller Dorthe, som er mor til tre.   

Da børnene nåede skolealderen, blev der også plads til fagbøger og opgaveskrivning, så hun tog fat på akademiuddannelsen i finansiel rådgivning, som med den rette sammensætning af fag giver adgang til 2. del af HD-uddannelsen.

Ikke nok at være sød og god at snakke med

Nogle af fagene på uddannelsen var helt nye for Dorthe, mens andre var gamle kendinge - troede hun i hvert fald:

"Jeg har haft samfundsfag før, men jeg kunne intet huske. Jeg har fået mange ahaoplevelser, og det har været virkeligt spændende at dykke ned i, hvordan samfundet hænger sammen, og hvad der påvirker samfundsøkonomien”.

Også i forhold til kunderne oplever Dorthe, at det er et stort plus at vide, hvordan verden er skruet sammen. Mange følger med i nyheder om Trump, Brexit, negative renter og hvidvaskskandaler og vil gerne vide, hvordan udviklingen påvirker deres privatøkonomi.

”Det er ikke nok, at jeg er sød og empatisk. Jeg er også nødt til at kunne svare ordentligt på kundernes spørgsmål, så de føler sig trygge”, siger Dorthe, som klart fornemmer, at kunderne værdsætter at tale med en vidende og kvalificeret rådgiver.

Fra berøringsangst til fordybelse i pension

Bankkunder er i dag selvkørende på mange fronter, så rådgiverjobbet er under forandring. Det bliver mere specialiseret og handler om tilværelsens større økonomiske beslutninger. Så det er en god idé at finde et område og dykke ned i det, pointerer Dorthe.

I den afsluttende opgave på akademiuddannelsen i finansiel rådgivning valgte hun at fordybe sig i pension – et område, som hun ellers hidtil er krøbet uden om på jobbet: 

”Jeg havde stor berøringsangst i forhold til pensioner, for det er et kæmpe område med faldgruber, der kan have store økonomiske konsekvenser for kunderne. Men i stedet for at vælge et mere sikkert emne som boligkøb, valgte jeg at udfordre mig selv og tænkte: det her er svært, så det gør jeg!”  

Så måtte det briste eller bære – og uanset hvilken karakter Dorthe fik, var hun sikker på at få et fagligt udbytte. Opgaven var svær og krævede kræfter, men det var indsatsen værd: Dorthe fik et flot 10-tal, og i dag er hun pensionsansvarlig i banken.

”På det område har jeg ændret mig meget rent fagligt.”

Ingen strømlinet karriereplan

I efteråret 2019 skiftede Dorthe job og rykkede fra Nordfyns Bank til Sparekassen Kronjyllands nye afdeling i Odense, som er den første og eneste på Fyn.

”Jobbet trak i mig, for det gav mig mulighed for at være med til at opbygge en afdeling og en kundekreds helt fra starten”, fortæller Dorthe.

Hendes nye chef er ligesom den forrige interesseret i at have medarbejdere, som udvikler sig:

”Jeg har kun mødt forståelse og opbakning fra mine ledere, selvom uddannelsen kræver en del, og det er svært at give sig 100 procent på jobbet”.

Dorthe har været til undervisning fem hverdage og to aftener per semester, og dertil kommer en masse hjemmearbejde.  

”I en periode brugte jeg to timer hver aften, når ungerne var puttet”, fortæller Dorthe. 

I september 2020 begynder Dorthe på 2. del af HD-uddannelsen i organisation og ledelse på Syddansk Universitet.

”Det er stadig min indre nysgerrighed og lyst til prøve noget nyt, der er drivkraften. Jeg har ikke lagt en strømlinet karriereplan i retning af et lederjob. Jeg uddanner mig og holder øje med udfordringer - så må vi se, hvad der sker”, slutter hun.