Menu luk

Sådan får du mere arbejdsglæde

Få indsigt i de faktorer, der har størst betydning for din trivsel på arbejdet og få gode råd til at øge arbejdsglæden hos dig og dine kollegaer

Når du trives på dit arbejde, har det en direkte positiv betydning for dit helbred og dine muligheder for at lykkes i dit arbejdsliv.

Hvornår og i hvilke sammenhænge, vi hver især oplever arbejdsglæde er meget individuelt. Det skifter typisk også i løbet af et arbejdsliv. Hvad der skaber arbejdsglæde for dig, er derfor ikke nødvendigvis det samme, som får dine kolleger til at trives på jobbet.

Det er derfor en god idé at reflektere over, hvilke grundlæggende behov du har, som du gerne vil have tilgodeset for at trives i dit job.

Der er generelt 9 faktorer, som beviseligt øger trivslen på arbejdet og derfor kan siges, at definere det ”gode” job.

Ni faktorer i det gode job

Indflydelse på eget arbejde:

Det drejer sig især om indflydelse på dine egne arbejdsforhold, planlægning og udførelse af arbejdet, arbejdsstedets indretning, hvem du arbejder sammen med og arbejdstidens placering.

Mening i arbejdet:

Dit arbejde skal give mening. Eksempelvis skal du kunne se, hvordan du bidrager til det samlede produkt eller til den primære serviceydelse på din arbejdsplads. Du skal kunne se det overordnede formål med virksomhedens produktion. Bidrager denne produktion til noget værdifuldt for kunderne eller samfundet?

Forudsigelighed:

Information til tiden skaber forudsigelighed, og forudsigelighed mindsker utryghed og uvished. Det er dog et godt job - på en god arbejdsplads ikke meningen, at du skal kunne forudsige alle de enkelte detaljer i arbejdsdagen. Forudsigelighed handler om de store linjer.

Social støtte:

Kan komme fra både dine kolleger og fra din leder. Støtten kan både være praktisk og psykologisk. Det vigtige er, at støtten gives til dig på den rette måde og på det rette tidspunkt.

Belønning:

Løn, frynsegoder, karriere, påskønnelse og anerkendelse er eksempler på belønning. Det vigtige med belønning er, at den skal stå i forhold til din indsats. Ellers vil du opfatte det som uretfærdigt.

Krav i arbejdet:

Krav i arbejdet må hverken være for høje eller for lave. De skal være passende. Det er vigtigt, at du ved, hvilke krav der stilles til dig. De skal være klare, og du skal vide, hvornår arbejdet er udført godt nok. Krav kan være kvantitative (arbejdsmængde og tempo), følelsesmæssige og sociale.

Tillid: 

Det handler om de forventninger din ledelse og du har til hinanden. Kan I regne med hinanden og har du tillid til det, som dine kolleger og ledelsen siger. Har din ledelse tillid til, at du og dine kolleger kan udføre et godt stykke arbejde. Synes du f.eks. at man gør, hvad man siger, og siger, hvad man gør i din virksomhed og handles der gennemskueligt og forklarligt.

Fair behandling:

Oplever du at tingene går ordentligt for sig? Føler du dig tilstrækkeligt inddraget i beslutningsprocesser, og er der en fair fordeling af goder? Føler du dig anerkendt og belønnet for din indsats? Behandles du og andre med respekt og værdighed?

Samarbejde:

Det handler især om, hvorvidt du, dine kolleger og ledelsen formår at arbejde konstruktivt og effektivt sammen om den kerneopgave, arbejdspladsen er sat i verden for at løse.

Råd udviklet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø NFA.

Sådan kan du arbejde med din egen trivsel

Hvis du har lyst til at gå et spadeskridt dybere i forhold til at tage temperaturen på din trivsel på arbejdet, kan du også stille dig selv en række spørgsmål, som kommer rundt om alle de ni faktorer for det gode job.

Det drejer sig om spørgsmål, der relaterer sig til din virksomhed, dit job og dine opgaver, din udvikling, relationen til din nærmeste leder og dine kolleger samt din balance mellem arbejde og fritid. Spørgsmålene er fra bogen ”Manual til et bedre arbejdsliv” af erhvervspsykolog Marianne Boje Andersen.

Din virksomhed
  • Kan du anbefale din virksomhed til andre?
  • Føler du dig hjemme i virksomhedens kultur?
  • Giver formålet med din arbejdsplads dig en følelse af, at dit arbejde er vigtigt?
Dit job og dine opgaver
  • Er du stolt af og trives du i dit job?
  • Har du hver dag mulighed for at gøre det, du er bedst til på din arbejdsplads?
  • Får du den løn og status, du mener du bør have?
  • Har du den indflydelse på jobbet, som du ønsker?
  • Kan du normalt løse dine opgaver inden for normal arbejdstid?
  • Er du engageret i dine opgaver?
  • Er der god overensstemmelse mellem dine udfordringer og dine kompetencer?
  • Ved du, hvad der forventes af dig – er din rolle klar?
  • Oplever du, at din mening betyder noget på din arbejdsplads?
  • Har du de materialer og det udstyr, du skal bruge for at udføre et godt arbejde?
  • Har du indenfor den seneste uge modtaget anerkendelse eller ros for at have udført et godt arbejde?
  • Har du klare, meningsfulde og realistiske mål for dit arbejde?
  • Giver dit job dig også plads til den ro og koncentration, du har brug for?
Din udvikling
  • Får du opgaver, der udvikler dig?
  • Får du den efteruddannelse, du har brug for og fører dit job dig i den rigtige retning?
  • Har du haft muligheder for at lære og vokse på din arbejdsplads det seneste år?
  • Inden for det seneste halve år, er der nogen på din arbejdsplads, som har talt med dig om din udvikling?
  • Stiger din arbejdsværdi gennem dit aktuelle job?
Din leder
  • Har din leder overblik over din virksomheds/afdelingens mission og mål?
  • Skaber din leder korpsånd?
  • Ved du, hvor du har din leder?
  • Giver din leder løbende konstruktiv feedback på dine resultater?
  • Kender din leder dit potentiale?
  • Støtter din leder dig i dine overvejelser om karriere og efteruddannelse?
  • Virker det som om din leder kan lide dig som person?
Dine kolleger
  • Har du det samarbejde med dine kolleger, som du har brug for?
  • Har du tillid til dine kolleger?
  • Er dine kolleger fagligt kompetente?
  • Er du respekteret af dine kolleger?
  • Får du god feedback fra dine kolleger?
  • Har du den vidensdeling med dine kolleger, som du ønsker?
  • Passer det sociale samvær til dine behov og ønsker?
  • Er der en eller flere på din arbejdsplads, som opmuntrer dig til udvikling?
  • Er dine kolleger engagerede i at udføre et godt arbejde?
  • Er der én eller flere kolleger, som virker til at kunne lide dig som person?
Din balance mellem job, familie og fritid
  • Er der god balance mellem dit arbejdsliv og de ønsker, du har til dit familieliv og privatliv?
  • Føler du, at du har nok tid til din familie?
  • Føler du, at du har nok tid til dine venner?
  • Har du nok egen tid?
Karrieresamtale

Ønsker du hjælp til at opnå bedre trivsel?

Har du nogle arbejdsmæssige trivselsudfordringer, du har brug for at tale om? Hvis du foretrækker en uvildig person udenfor din virksomhed, kan du booke en gratis trivselssamtale med en konsulent i Finansforbundet.

Book en samtale

Sådan øger du dine kollegers trivsel

Alene det, at du trives, betyder noget for dine kolleger. Det har en positiv afsmittende, kollektiv effekt.

Men du kan også aktivt være med til at skabe trivsel for andre, hvis du bidrager til et godt samarbejde og en god stemning i din afdeling og på din arbejdsplads generelt.

Her er nogle eksempler på initiativer, du kan tage for at øge dine kollegers trivsel.

  • Ros/anerkend dine kolleger for deres indsats på forskellige områder, hvad enten det er fagligt eller socialt. Det får dem til at vokse.
  • Når du møder om morgenen hils og smil sødt til dine kolleger.
  • Hvis nogle af dine kolleger virker pressede, så spørg, om du kan give dem en hjælpende hånd. Det kan være, at du selv får brug for det på et tidspunkt.
  • Hvis en kollega har været sygemeldt over en længere tid, så send dem en sød hilsen. Vis at du tænker på dem.
  • Udvis tillid til dine kolleger og fokuser på gensidig respekt. Det fremmer et godt samarbejde.
  • Bidrag til en kultur, hvor I ofte giver hinanden konstruktiv feedback. Det udvikler ikke kun den, du giver feedbacken til, men også dig selv.
  • Del din viden med dine kolleger. Der vil givet være situationer, hvor du selv vil blive glad for at få den viden, du har behov for.
  • Deltag, når der tages initiativ til socialt samvær. Social kontakt er livsforlængende og relationer er grundlaget for al samarbejde.

 

Husk, at når du gør andre glade, bliver du automatisk selv mere glad.