Menuluk

Privatkunderådgivining

Et netværk for dig, der arbejder som privatkunderådgiver og ønsker at sætte fokus på din karriereudvikling. Du bliver en del af et netværk, hvor du udvikler dine karriereambitioner i et tæt samspil med en gruppe ligesindede privatkunderådgivere fra andre banker og afdelinger

Netværk for privatkunderådgivere er for dig, som ønsker at sætte fokus på din karriereudvikling. Du bliver en del af et netværk, hvor du udvikler dine karriereambitioner i et tæt samspil med en gruppe ligesindede privatkunderådgivere fra andre banker og afdelinger.

Hvert møde har et afgrænset tema, hvor der vil være et oplæg og en præsentation af konkrete værktøjer, der knytter sig til temaet. De første fire møder er tilrettelagt på forhånd og bliver ledet af en professionel facilitator.

Temaer for møderne

  • Netværk og relationer
    Hvordan du opbygger og vedligeholder dit netværk – fokus på at lave en netværksstrategi, som bedst muligt understøtter dine karriereambitioner.

  • Karriereudvikling
    Fokus på forskellige karrieremuligheder og hvordan man bedst tilrettelægger en karriere ud fra egne ønsker til faglig udvikling, jobsikkerhed og økonomi m.m. 

  • Ekstern og intern profilering
    Sådan sikrer du fortløbende at være synlig og attraktiv i forhold til nye opgaver både i egen organisation og eksternt.
  • Egen karriereplan
    På det sidste møde samler vi trådene i en skitseret plan for din videre karriere. I bliver desuden sat i makkerpar, så I har en til at hjælpe jer med at fastholde udviklingen.

Det får du ud af de enkelte møder

  • En forståelse for dynamikkerne i et godt netværk, hvor du ikke investerer for meget tid, men sikrer dig gode relationer til at nå dine karrieremål.
  • En forståelse for hvordan en karriere kan udvikle sig, og hvordan du bedst selv kan være med til at påvirke udviklingen.
  • Et indblik i hvad der er vigtigt at signalere ud ad til for at være attraktiv både i egen organisation og eksternt.
  • En karriereplan – en afklaring i forhold til dine ønsker for karrieren samt både kortsigtede og langsigtede mål for hvordan du realiserer dine ønsker.

Det koster 1.000 kr. at deltage i netværket.

Prisen inkluderer:

  • Fire tilrettelagte og faciliterede møder.
  • PowerPoint-oplæg og materialer, der bliver udleveret hver gang.
  • Hjælp fra facilitatoren til at fortsætte som netværk efterfølgende og på den måde få et vigtigt fagligt sparringsrum med andre privatkunderådgivere i tiden fremover.

Netværk for privatkunderådgivere – interesseret?

Hvis du vil deltage i et netværk, så kom på interesselisten ved at skrive til os på netvaerk@finansforbundet.dk. Når der er 12 på listen, fastlægges datoerne for netværket. Du har en sikker plads, hvis du kan på de valgte datoer - ellers er du ikke forpligtet til at deltage.

Husk at skrive dit medlemsnummer og "Netværk for privatkunderådgivere i [den by du ønsker]" i emnefeltet.

Finansforbundet tilbyder netværk følgende steder i landet:

  • København
  • Aarhus
  • Aalborg
  • Kolding

Skriv også, hvis du ønsker netværk i andre byer.