Menu luk

Ledelse (nye ledere)

Et netværk for nye ledere (max. 4 års lederanciennitet) i finanssektoren. Her kan du drøfte og søge løsninger på de udfordringer, der typisk rammer dig, som er ny leder eller leder med få år i ledelsesrollen.

Finansforbundets faciliterede udviklingsnetværk er specielt for nye ledere (max. 4 års lederanciennitet) i finanssektoren. Her kan du drøfte og søge løsninger på de udfordringer, der typisk rammer dig som er ny leder eller leder med få år i ledelsesrollen.

Udviklingsnetværket er en hybrid i mellem lederuddannelse og netværk. Derfor arbejder vi med en vekselvirkning mellem teori, effektive ledelsesværktøjer og jeres egen praksis med de helt konkrete ledelsesdilemmaer I møder i hverdagen.

Som deltager i udviklingsnetværket vil du

  • få konkrete ledelsesværktøjer, der hjælper dig i forhold til udvalgte ledelsesudfordringer, herunder bl.a. ledelsesbalancen, motivationsteori og karrieremodellen samt delegering og feedback.
  • blive udfordret og mere afklaret i forhold til din lederrolle
  • arbejde med, hvordan du skaber de bedst mulige resultater for din virksomhed og for dig selv
  • få mulighed for at afprøve tanker og idéer i et trygt rum - inden du ruller dem ud i din egen organisation
  • etablere uvurderlige relationer til andre ledere

Din organisation får

  • En leder med styrkede kompetencer til ledelse
  • En leder med et stærkt netværk, der kan hjælpe med hurtigere veje til konkrete løsninger
  • En leder der kan teste sine idéer af i et "ufarligt" forum inden eksekvering
  • En leder der får løbende sparring på ledelsesrollen fra ligesindede
  • En leder som får et grundlag for at skabe bedre resultater

Form og forløb

Udviklingsnetværket består af fire moduler med undervisning, dialog og netværksaktiviteter. Herefter hjælpes I som gruppe videre som selvorganiseret netværk - det er nemlig vores ambition, at I holder fast i hinanden.

  • Modul 1: Kommunikation og samarbejde. Heldagsmøde om hvordan du optimerer din dialog og dit samarbejde med medarbejdere, chef-kolleger og din egen chef. Inden mødet laver du en typeprofil og sender resultatet til vores netværksfacilitator. Vi arbejder med profilen på dagen i en interaktiv workshop.
  • Modul 2: Din ledelsesmæssige balance. Halvdagsmøde med fokus på skiftet fra faglig specialist til leder. Hvordan balancerer du mellem at være faglig spydspids og leder?
  • Modul 3: Få opgaverne løst. Halvdagsmøde om, hvordan du sikrer, at de daglige opgaver bliver løst, samtidig med at gejsten holdes oppe hos medarbejderne.
  • Modul 4: Den udfordrende mellemlederrolle. Halvdagsmøde om, hvordan du håndterer krydspresset mellem den overordnede ledelse og medarbejderne.

Den første modul afholdes i lokaler, som Finansforbundet stiller til rådighed, men vi opfordrer til, at de efterfølgende tre sessioner afholdes i deltagernes virksomhed.

Der vil være lidt forberedelse til alle sessioner, og I vil også blive bedt om at finde sammen i små to- eller tremandsgrupper, så I kan sparre med og udfordre hinanden mellem sessionerne. Det kan både være fysisk og via f.eks. skype.

Udviklingsforum har plads til 18 aktive og engagerede nye ledere (og ledere med op til 4 års erfaring som leder), så der er både mulighed for at få et bredt netværk og finde nogen, man klikker særlig godt med.

Underviser og facilitator

Torsten Laursen fra Qant underviser og faciliterer i netværket. Torsten har lang erfaring med ledertræning, facilitering af netværk og som leder på flere niveauer. Han har som virksomhedsrådgiver arbejdet med ledelses- og forretningsudvikling i en lang række offentlige og private organisationer.

Praktik

Det koster 2.500 kroner at deltage i de første fire sessioner (alt inkl.).

Netværket tilbydes i henholdsvis København, Kolding og Århus.

Bliv skrevet på interesselisten ved at skrive til os på netvaerk@finansforbundet.dk.