10-12-2019

Udlændinge er godt for innovationen

Det danske it-arbejdsmarked kan ikke brødføde os, så vi er dybt afhængige af at få udlændinge ind”, siger Lene Baia, der er leder af Danske Banks Development Center i Brabrand.

 
Af Marie Evald

​Ahmet fra Tyrkiet, Iustin fra Rumænien, Mayam fra Iran og Alexandru fra Moldova er inden for de seneste år trådt ind på kontorerne i den røde murstensbygning, der huser Danske Banks Development Center Aarhus i Brabrand.

Alle kommer fra forskellige steder i verden, men har stærke digitale kompetencer tilfælles.

Lene Baia er Development Director i afdelingen for Retail Investment IT i Danske Bank og ansvarlig for 100 it-medarbejdere, primært softwareingeniører, fordelt på kontorer i Danmark, Indien og Litauen.

Lene Baia ansætter i gennemsnit 20 nye om året og har bevidst fokus på at tage imod arbejdskraft, der ikke taler dansk.

"Jeg begyndte for alvor at rekruttere it-specialister med udenlandsk baggrund for fire år siden. Det danske it-arbejdsmarked kan ikke brødføde os, så vi er dybt afhængige af at få udlændinge ind", siger hun.

At få en tysker, en iraner eller en kroat ind på kontoret er ifølge Lene Baia godt for forretningen.  

"Ud over at vi får tilført de nødvendige it-kræfter, så er mange nationaliteter på samme arbejdsplads også et plus for innovationen. Det lyder som en kliché, men diversitet gør arbejdet sjovere og giver bedre resultater", konkluderer hun. 

Ikke behov for at tage særligt hensyn

For Lene Baia er det at onboarde en udlænding ikke noget, som kræver flere kræfter, end hvis personen havde haft et rødbedefarvet pas.

"Jeg bruger ikke ekstra tid, fordi vedkommende er fra et andet land", fortæller Lene Baia og uddyber:

"Det er helt naturligt for os, at alle er lige, uanset om de er født i Danmark, eller om de er født et andet sted, og om de taler sproget eller ej".

"For mig har det aldrig været nogen stor ting at ansætte en udlænding. Men jeg dramatiserer det heller ikke. Jeg fokuserer på det rent faglige – arbejdsopgaverne. I starten er kollegerne måske lidt tøvende og tænker: Åh nej, skal vi nu til at tale engelsk og tage særligt hensyn? Men så viser den nyansatte sig at være kompetent og leveringsdygtig, og så lægger de ikke længere mærke til, om han er fra Iran, Canada eller Litauen – så er han bare en del af teamet".

Lene Baia tilføjer:

"Naturligvis er der praktikken omkring sproget – det skal være på plads. Derfor tilbyder vi vores ansatte engelskkurser, for arbejdssproget i koncernen er engelsk".

Mange udlændinge på erhvervsakademierne

Hvert år uddanner landets otte erhvervsakademier mange hundrede engelsktalende dimittender. De kommer til Danmark fra hele verden for at uddanne sig sammen med de danske studerende. De fleste ønsker at blive og arbejde i Danmark. Under deres studium skal de i praktik, og derigennem får flere af dem job. Erhvervsakademierne uddanner blandt andet finansøkonomer, finansbachelorer, it-teknologer, webudviklere, digitale konceptudviklere og datamatikere.

TAGS:

Fintech & IT