05-11-2019

Topledelsen skal ind i kampen mod stress

Vi er galt afmarcherede, når det gælder forståelsen af stress, mener filosof og forfatter Mette Vesterager. Stress skal tænkes med ind i virksomhedernes strategi, ikke alene overlades til HR.

Af
Birgitte Aabo baa@finansforbundet.dk
 

​"Det må HR tage sig af".

For filosof og coach Mette Vesterager, er der ingen tvivl om, at det er den typiske reaktion hos de fleste topledelser, når det handler om at håndtere stress på arbejdspladserne, også i den finansielle sektor.

"Den holdning må der gøres op med. Det ligger mig virkelig på sinde at topledelsen skal melde sig ind i kampen mod stress og tænke det ind i strategien".

Mette Vestager mener, der er behov for strukturelle ændringer. Hun kender sektoren indefra, da hun selv tidligere har arbejdet med forretningsudvikling i Nets og også har rådgivet ledere i sektoren, ligesom hun har en del cases fra den i sine bøger, som er baseret på forskning indenfor filosofi og psykologi.

Den seneste bog er den netop udkomne 'Stress og eksistens', og handler om nye veje til at forstå og bekæmpe stress.

"Der er brug for at finde nye veje, for vi er ikke lykkedes med at gøre op med stress med den nuværende forståelse. Vi er galt afmarcherede, når vi gør det til individets problem og taler om at den enkelte skal gøres mere robust", siger hun.

Vælg fra

Hvis der er noget, der for alvor fyre op under stress, er det meningsløshed og mangel på rammer. Og netop det oplever stadig flere i arbejdslivet, for uvisheden bliver større med det højere forandringstempo, der blandt andet karakteriserer finanssektoren.

"Når man hele tiden skal noget nyt, begynder man også at tvivle på, om det man allerede kan så overhovedet duer til noget. Mange lederne er optaget af at udvise handlekraft ved at skabe forandringer, men mangler ofte forståelse for, at det tager tid at lykkes med dem".

Forandringer skaber mange muligheder, og det er den side af mønten, ledere ofte stirrer sig blinde på, siger hun:

"Tidligere blev muligheder bredt set som noget entydigt godt, nu handlingslammes vi af alle de mange muligheder. Fravalg er lige så vigtige, og det mangler ledelser generelt blik for".

Behov for rammer

På samme måde er selvledelse en stressfaktor af de store.

"Helt overordnet har mennesker brug for rammer, til at skabe mening og klarhed. Når jobbeskrivelser bliver for upræcise, når det fortaber sig, hvem ens leder er, fordi man arbejder på tværs og i projekter, når ingen kan fortælle en, hvad det egentlig er for en opgave, man forventes at løse – ja, så fører det til afmagt og avler stress".

Forfatteren påpeger også et paradoks, som er udbredt i finanssektoren:

"I et forsøg på at gøre noget ved den stigende kompleksitet og uvished, har man grebet til at måle på alt muligt og bruge det som ledelsesredskab, så mange MU-samtaler handler om evaluering gennem måltal".

Måltallene er imidlertid ofte snævre og løsrevne, og ikke dækkende for den indsats, den enkelte leverer:

"Så det efterlader stik imod hensigten ofte medarbejderne med en følelse af meningsløshed".

Stress og umulighedsopgaver

I Mette Vesteragers bog 'Stress og eksistens' interviewer hun en 39-årige it-arkitekt, der arbejder i en bank og har været sygemeldt med stress.

Han fortæller, at han især blev stresset af opgaver, der i praksis var umulige at løse, som han samtidig havde et uformelt ansvar for skulle kunne lade sig gøre. I banken var det organisatoriske også et stort problem.

"Jeg er vant til at kunne løse problemerne fagligt, og så bliver det frustrerende, når man løber hovedet ind i muren i organisationen, fordi nogle ikke vil tage nogle upopulære beslutninger eller blive færdige med at diskutere. Der var en masse modsatrettede hensyn, som skulle balanceres. Jeg er rimeligt systematisk og struktureret og er vant til, at jeg kan finde en vej ud. Men når man så ikke kan se den, men man stadigvæk er stillet opgaven, så bliver det helt på månen, ikke?"

It-arkitekten påpeger, at der i store organisationer er mange, der kan sidde helt gratis og have en mening om, hvordan ting skal laves, uden smålig skelen til, om det egentlig virker i den sammenhæng, hvor det skal gøres.

"Jeg kan mærke, at det er én af de ting, som klemme r mig. Jeg kan se, at det ikke kommer til at virke, og det tager meget af min mentale energi, fordi det er håbløst. Der er utroligt meget arbejde af rituel karakter, som skal gøres, for ellers er der nogle, der bliver tvære eller frygter, at de så ikke får deres bonus".

Som et eksempel nævner han tidsregistrering:

"Vi tidsregistrer knageme meget, og der er aldrig nogensinde nogen, der bruger det til noget som helst fornuftigt".

Og meningsløst arbejde er stressende, konstaterer han:

"Der er den der iboende frustration i at gå og lave ting, der måske ikke i sig selv er meningsløse, men dikteret på en måde, som gør det meningsløst. Og det er der sateme meget af, for nu at sige det ligeud".

TAGS:

Arbejdsliv & Personlig udvikling