14-05-2019

Techgiganter får banklicens i Hong Kong

Kinas største techgiganter har fået banklicens i Hong Kong og dermed et brohoved uden for deres hjemmemarked til at true den etablerede banksektor. De har ikke bare adgang til enorme mængder data om deres kunder. men også enormt meget kapital i ryggen, påpeger analytikere.

 
Af Bjørn Willum, freelancejournalist

Finansmyndighederne i Hong Kong har udstedt såkaldt 'virtuelle banklicenser' til tre af Kinas største techgiganter, nemlig e-handelsplatformen Alibaba, internetselskabet Tencent og mobilproducenten Xiaomi.

Det har ifølge analytikere potentiale til at revolutionere markedet for bankydelser til privatkunder og små- og mellemstore virksomheder - akkurat som de har gjort på deres kinesiske hjemmemarked.

"De er en trussel mod eksisterende institutioner", siger Ian Brown fra konsulentfirmaet Capco Digital til Financial Times.
Truslen er i første omgang især rettet mod de internationale storbanker HSBC og Standard Chartered, der i årtier har domineret banksektoren i det asiatiske finanscentrum.

30 procent af markedet på spil

Goldman Sachs vurderer i en analyse, at udfordrerbanker kan sætte sig på op til 30 procent af indtjeningen fra banksektoren i Hong Kong. 

"Lanceringen af virtuelle banker i Hong Kong, der er en hovedkomponent i Smart Banking Initiatives, vil bestemt lette finansiel innovation samt øge kundernes erfaring og finansiel inklusion", lyder det fra Hong Kong Monetary Authority.

"Ifølge deres forretningsplaner har disse fire nye godkendte virtuelle banker til hensigt at lancere deres tjenester om mellem seks til ni måneder", oplyser finansmyndigheden, der også har godkendt den kinesiske forsikringskoncern Ping Ans ansøgning om banklicens.

Ekstremt velkapitaliserede

I modsætning til andre udfordrerbanker har de kinesiske techvirksomheder ikke bare adgang til enorme mængder data om deres kunder. De har også enormt meget kapital i ryggen, påpeger analytikere.

"Vi har set mange udfordrerbanker og fintechs komme på markedet i Storbritannien, og i mange tilfælde kæmper de om de samme kundegrupper. Forskellen her i Hong Kong er, at aktionærerne og dem, der bakker dem op, er ekstremt velkapitaliserede og ekstremt store", siger James Lloyd fra konsultantfirmaet EY til Bloomberg TV.

Tencent har således allieret sig med ingen ringere end den statsejede Industrial and Commercial Bank of China, verdens største bank mål på aktiver under forvaltning. Xiaomi har skabt et joint venture til lejligheden med en investeringsbank ejet af det Hong Kong-baserede AMTD Capital Group. Alibaba lancerer sin bankforretning i Hong Kong via sin filial Ant Financial, der står bag betalingssystemet Alipay - verdens største online-betalingsplatform. 

Finanssektorens kampplads

Lloyd mener, Hong Kong dermed vil blive en "prøvesten" for de kinesiske techgiganter.
"Det er ikke svært at forestille sig, at flere af disse spillere har lokale, regionale og endda globale ambitioner", supplerer han i Financial Times.

Også i USA har bankerne længe været bekymret for at blive undermineret af techgiganter.

"De vil alle sammen tage brødet ud af munden på os", sagde JP Morgans topchef Jamie Dimon allerede tilbage i 2015. Dengang med henvisning til Silicon Valley. "Hver eneste af dem vil forsøge på det".

"Der foregår nogle tektoniske forskydninger, der er drevet af techvirksomheder og det geopolitiske miljø", tilføjede Barclays topchef Joe Staley to år senere. 

"Alle banker er meget fokuserede på betalingsområdet. Det kan være finanssektorens kampplads de kommende 15 år".

TAGS:

Fintech & IT