30-04-2019

Sløseri skyld i tab ved netbankindbrud

Sidste år lykkedes det kriminelle at stjæle 14,2 millioner kroner fra danskernes bankkonti. Over en tredjedel af tabene skyldes indbrud af kriminelle tæt på ofrene. Derfor er rådet fra Finans Danmark: vær fornuftig og del aldrig dine personoplysninger.

Af
Naja Schyberg Petersen nsp@finansforbundet.dk
 

​Tyveri fra din netbank er ikke altid gennemført af fremmede, som hacker sig ind på din konto. En tredjedel af de 14,2 millioner kroner, som kriminelle i 2018 stjal fra danskernes bankkonti, er nemlig stjålet af personer tæt på ofrene. Det fortæller Finans Danmark ud fra bankernes egne indberetninger.

"Mange af tyverierne ville ikke være sket, hvis ofrene havde holdt deres password og brugernavn for sig selv og opbevaret deres NemID nøglekort et sikkert sted. Derfor er første råd: hold dine personoplysninger for dig selv", siger digitaliseringsdirektør i Finans Danmark, Michael Busk-Jepsen.

Hans andet råd er at få hente og installere NemID-appen. Den tilføjer et ekstra lag sikkerhed gennem log-in i app'en og transaktionsgodkendelse, foruden det password (eller fingeraftryk) på telefonen eller tabletten, som appen er på.

"Det hjælper til en større sikkerhed, da de kriminelle har brug for yderligere oplysninger for at kunne komme ind i din netbank", siger Michael Busk-Jepsen.

De kriminelle tæt på ofret kan typisk være familiemedlemmer, bofæller, tidligere ægtefæller samt ansatte i dit hjem så som plejepersonale og lignende. De enten svindler sig til oplysningerne eller får dem oplyst frivilligt af ofret.

Stigning i netbankindbrud

Det er i alt lykkedes for kriminelle at få ulovlig adgang til danskernes bankkonti 620 gange, hvilket er en stigning i forhold til året før på 3,2 millioner kroner. I 2017 lød beløbet på 10,9 millioner kroner gennem 533 indbrud, hvor der i 2016 var 424 indbrud, som førte til et tab på 7,2 millioner.

"Et stadigt stigende antal transaktioner foretages via netbank i takt med den digitalisering, som ses i resten af samfundet. Derfor er det også forventeligt, at vi ser en stigning i antallet af tyverier", siger Michael Busk-Jepsen og fortsætter:

"Vi ville selvfølgelig hellere have set et fald fra året før frem for en stigning på omkring 30 procent. Men det er et acceptabelt tab, hvis vi ser på tabet i sammenligning med det beløb, som dagligt strømmer gennem netbankerne. I Storbritannien ser man eksempelvis et tab ti gange så stort som vores - så vi ligger fornuftigt til sammenligning". 

Ikke bankers ansvar alene

Banker investerer massivt i systemer, som skal afsløre svindel – eksempelvis sms-koder, hvis en person vil overføre et større beløb til en udenlandsk konto eller ved køb på nettet. Den type 'ekstra sikkerheds lag' er med til at gøre tyveri mere besværligt for kriminelle, fortæller Michael Busk-Jepsen.

"Men systemerne er ikke 100 procent sikre. Man kan ikke understrege nok, at bankerne ikke kan være alene om at forhindre tyverierne. Det er lige så vigtigt for den enkelte at være fornuftig og passe på sine oplysninger".

 

Udvikling i netbankindbrud

2010: tab på 433.043 kroner gennem 6 indbrud

2011: tab på 159.668 kroner gennem 4 indbrud

2012: tab på 6,3 millioner kroner gennem 56 indbrud

2013: tab på 5,3 millioner kroner gennem 71 indbrud

2014: tab på 320.713 kroner gennem 10 indbrud

2015: tab på 830.153 kroner gennem 5 indbrud

2016: tab på 7,2 millioner kroner gennem 424 indbrud

2017: tab på 10,9 millioner kroner gennem 533 indbrud

2018: tab på 14,2 millioner kroner gennem 620 indbrud
(Kilde: Finans Danmark

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår