08-10-2019

PayPal først på det kinesiske marked

Den kinesiske centralbank har godkendt PayPals ansøgning om at købe hovedparten af en lokal udbyder af betalingsløsninger online og bliver dermed den første udenlandske operatør på det kinesiske marked.

 
Af Bjørn Willum, freelancejournalist

​PayPal bliver den første udenlandske operatør til at krydse klinger med WeChat Pay og Alipay på de to kinesiske betalingsgiganters hjemmebane.

Det står klart efter Kinas centralbank har givet grønt lys til, at den amerikanske betalingsgigant køber 70 procent af Gopay, en kinesisk udbyder af online-betalingsløsninger til virksomheder indenfor både e-handel, international handel og rejser.

Dermed bliver PayPal nemlig den første udenlandske indehaver af et kinesisk betalingslicens foran blandt andre Visa og Mastercard, der fortsat står i kø.

USA har presset på for at Kina åbner sit ekspanderende marked for betalingsløsninger, og i begyndelsen af sidste år meddelte den kinesiske centralbank at man fremover ville behandle indenlandske og udenlandske betalingsoperatører ens.

Tredobling af marked

Brugen af kreditkort er ikke udbredt i Kina, men til gengæld vokser andelen af kinesere, der betaler med mobilen hastigt, og mobilbetalinger har for længst distanceret brugen af kontanter.

Konsulentfirmaet Frost & Sullivan vurderede i begyndelsen af i år, at markedet for mobilbetaling vil tredobles mellem 1997 og 2023 til over 650 billioner kroner eller hvad der svarer til knap fem procent af de samlede finansielle transaktioner i landet sidste år.

Indtil videre er markedet for mobile betalingsløsninger totalt domineret af de to techgiganter Tencent og Alibaba der ejer betalingstjenesterne WeChat Pay og Alipay, som er integreret i deres respektive apps. Ifølge en rapport fra Brookings Institutions Center on Regulation and Market, sidder de to på henholdsvis 39 procent og 53 procent.

På verdensplan rundede WeWhat Pay og Alipay en milliard brugere i henholdsvis 2018 og 2019, mens PayPal reklamerer med 286 millioner aktive brugere i dag.

Kaster sig over Indien

Kinesiske og amerikanske investorer har hidtil haft svært ved at trænge ind på hinandens markeder, men har kastet sig ind i konkurrencen om andre lande i Asien, ikke mindst Indien, der menes at have i omegnen af 450 millioner mobilkunder - eller dobbelt så mange som USA ifølge tal fra pWc.

Også her boomer mobilbetalinger. Den indiske centralbank forventer, at antallet af brugere af mobile betalingsløsninger vil stige fra 100 millioner i dag til 300 millioner i løbet af de kommende tre år.

Ifølge et studie baseret på download af apps foretaget af konsulentfirmaet Kalagato sidder to lokale selskaber, Paytm og PhonePe, på henholdsvis 42 procent og 33 procent af markedet for mobile betalingsløsninger i Indien, skriver Financial Times. Paytm er støttet af Alibaba, mens PhonePe ejes af den amerikanske supermarkedskæde Walmart.  

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår