10-12-2018

Opholdskrav er usmidigt og udansk

FTFa’s formand Steen Lund Olsen, der også er næstformand i Finansforbundet, kritiserer regeringens lovforslag om, at dagpengemodtagere skal have opholdt sig syv ud af de seneste otte år i et EU- eller EØS-land. ”Det er udansk at udelukke nogle fra at få dagpenge, fordi de har valgt at rejse ud i verden og få nye erfaringer og kompetencer eller blot at passe et job i den virksomhed, de er ansat i”, siger han.

Af
Carsten Jørgensen cjo@finansforbundet.dk
 

​Et lovforslag fra regeringen, der 3. behandles torsdag den 20. december i Folketinget og ventes at træde i kraft den 1. januar 2019, indfører et opholdskrav for ret til dagpenge. Et medlem af en arbejdsløshedskasse skal som udgangspunkt have haft ophold i Danmark, et andet EU-land eller EØS-land eller Schweiz i mindst syv ud af de seneste otte år.

"Det er udansk at udelukke nogle fra at få dagpenge, fordi de har valgt at rejse ud i verden og få nye erfaringer og kompetencer eller blot at passe et job i den virksomhed, de er ansat i. Og det er kritisabelt, at man vil lade loven gælde med tilbagevirkende kraft, så de personer, der for eksempel har arbejdet et par år i USA eller i Asien siden 2012, vil blive ramt", siger Steen Lund Olsen, formand for FTFa og næstformand i Finansforbundet.

Familie, som har været med den pågældende person i udlandet for at arbejde eller studere, risikerer også at blive ramt. Steen Lund Olsen peger endvidere på, at opholdskravet er svært at administrere for a-kasserne.

"Ifølge lovforslaget skal vi a-kasser nu finde ud af, hvor vores medlemmer har opholdt sig de seneste otte år, hvilket er meget usmidigt", siger formanden for FTFa.

Lovforslaget skal finansiere en del af regeringens skatteaftale med Dansk Folkeparti, der blev indgået i februar 2018.  Socialdemokratiet har tidligere overvejet at støtte lovforslaget, hvis opholdskravet blev ændret til syv ud af ti års ophold i Danmark, EU eller EØS, men har nu meldt sig blandt kritikerne, som tæller en stor del af arbejdsmarkedets parter – a-kasser, fagforbund og arbejdsgiverforeninger.

Ifølge Beskæftigelsesministeriets beregninger vil cirka 4.500 blive berørt af et opholdskrav på syv ud af otte år.

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår