06-03-2018

Ny finansiering til start ups ser dagens lys

Virksomheden Blockshipping vil udvikle verdens første register over shippingcontainere ved hjælp af Nordens første shipping-relaterede ICO (Initial Coin Offering), der er en ny form for crowdfunding. Copenhagen FinTechs direktør Thomas Krogh Jensen roser projektet, som flere firmaer under Copenhagen FinTech Lab deltager i.

Af
Carsten Jørgensen cjo@finansforbundet.dk
 

​Initial Coin Offerings (ICO) er en form for crowdfunding, hvor start up-virksomheder ved at udstede sin egen kryptovaluta skaffer finansiering. I 2017 hentede opstartsvirksomheder over fire milliarder dollars på verdensplan gennem omkring 250 ICOs.

Forleden annoncerede den danske start up Blockshipping Nordens første shipping-relaterede ICO i forbindelse med, at firmaet vil udvikle verdens første register over de mere end 27 millioner shippingcontainere, som en lang række aktører i shippingbranchen til sammen benytter. Projektet har potentiale til årligt at reducere omkostningerne i den globale containershippingindustri med 5,7 mia. dollars om året og til at nedbringe den årlige globale CO2-emission med mere end 4,6 mio. tons.

Blockshippings ICO er ikke blot den første shipping-ICO i de nordiske lande. Det bliver også den første ICO, der vil være baseret på det dansk-udviklede 'ICO 2.0 Framework', som forventes at blive offentliggjort sideløbende med starten på Blockshippings offentlige token-salg, der starter den 15. april.

Formålet med The ICO 2.0 Framework er at bidrage til at højne kvaliteten af fremtidige danske ICO'er, så de:

  1. er 100% i overensstemmelse med gældende dansk lovgivning,
  2. stræber efter de højeste standarder når det kommer til sikkerhed og kvalitet af kodning,
  3. fremmer åbenhed, gennemsigtighed og retskaffenhed, og
  4. følger et strengt code of conduct angående kommunikation og relationship management over for sine interessentgrupper. 

 

Kammeradvokaten med i projektet

The ICO 2.0 Framework er blevet til i et tæt samarbejde mellem Blockshipping og Blockshippings ICO-rådgivere, der består af Danmarks største advokatfirma Kammeradvokaten/Poul Schmith og Nordens første konsulentvirksomhed med fokus på rådgivning, kommunikation og PR inden for fintech, Norfico - Nordic Fintech Consulting. 

"Vi har det seneste halvandet års tid investeret massivt i at opbygge et fintech-team, som giver mulighed for at rådgive inden for nogle områder, der er særligt komplicerede. Der var det interessant at tage en sag som denne, hvor der ikke er nogen fortilfælde i Danmark", siger Tanja Lind Melskens, advokat og leder af fintech-teamet hos Kammeradvokaten til Børsen.

Thomas Krogh Jensen, direktør for Copenhagen FinTech, er positiv over for Blockshippings projekt, som flere af Copenhagen FinTech Labs virksomheder er involveret i, og han ser store perspektiver i det ICO 2.0 Framework, der om kort tid lanceres.

"Det er spændende nyt for det danske fintech-økosystem, og det er absolut et vigtigt skridt mod en blåstempling af ICO's som finansieringsmulighed for danske fintech start ups, at Kammeradvokaten er med i arbejdet", siger Thomas Krogh Jensen til Nyhedsbrevet Finans.

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår; Fintech & IT