23-09-2019

Ny bank forventer at få 100.000 kunder

Facit Bank, der slår dørene op til vinter, skal på klassisk bankmanér tjene penge på renteforskellen mellem indlån og udlån, fortæller bankdirektør Jesper Lyhne. Målet er at få over 100.000 kunder i Danmark, Norge og Sverige – en del af dem fra L’easy og andre varemærker i 3C Retail-koncernen.

 
Af Helle Sindal, freelancejournalist

​At starte en helt ny bank er ikke en opgave, man render ind i hver anden dag. De seneste 10 år har Finanstilsynet givet licens til fem nye pengeinstitutter.

"Det er hårdt arbejde, men først og fremmest er det spændende og sjovt at kunne sætte sit eget præg på en ny virksomhed", fremhæver direktør Jesper Lyhne, som står i spidsen for den nye Facit Bank.

Banken fik licens fra Finanstilsynet i august, og i løbet af efteråret arbejder Jesper Lyhne sammen med indtil videre 20-25 ansatte på at gøre Facit Bank klar til åbning i løbet af vinteren.

"Regler og reguleringer bestemmer naturligvis en del, men der er vide rammer for selve udformningen", fortæller han.

For eksempel er det vigtigt at designe de digitaliserede processer, så de virker intuitive, samtidig med at der er mulighed for dialog med kunden per telefon.

Facit Bank er bank i sin reneste form med indlån og udlån, lyder Jesper Lyhnes helt korte karakteristik af banken:

"Vi låner penge af indskydere til en forholdsvis lav rente, og så låner vi pengene ud til en lidt højere rente".

Rentesatserne er ikke fastlagt endnu, men Facit Bank garanterer opsparingskunder en positiv rente på kontante indskud fra 100.000 til 750.000 kroner. Rentens størrelse vil blandt andet afhænge af bindingsperioden. 

Udlånskunderne, som Facit Bank satser på at tiltrække, er primært voksne over 21 år, som har brug for et forbrugslån på 20.000-30.000 kroner til hårde hvidevarer, nyt tv, en flytning eller regningen fra bilværkstedet. Kunderne kan maksimalt låne 200.000 kroner i banken.

100.000 kunder i tre lande

Hvis beskrivelsen af låneforretningen i Facit Bank får reklamefiguren Peter fra L'easy til at tone frem for det indre blik, giver det god mening: Den nye bank udspringer af 3C Retail-koncernen, som er ejet af den velhavende forretningsmand Niels Thorborg, og driver varemærkerne L'easy, DER og Thorn.

"Udgangspunktet for banken er lånedelen i L'easy, som typisk omfatter privatkunder med 5-6-årige låneforretninger", fortæller Jesper Lyhne.

Nuværende lånekunder bliver i L'easy, men hvis de vil låne igen, bliver det i Facit Bank. Det samme kommer til at gælde for kunder, som låner penge hos DER og Thorn, som opererer i Norge og Sverige.

Også kunder, som vil købe eller leje hårde hvidevarer og forbrugerelektronik hos L'easy, DER og Thorn, vil i fremtiden blive tilbudt finansiering i Facit Bank.

"Facit Bank lægger ud i Danmark, og når vi har opbygget erfaringer her, åbner vi i Norge og Sverige. Vores mål er at få over 100.000 kunder i de tre lande", fortæller Jesper Lyhne, som har mere end tre årtiers erfaring fra banksektoren, senest i Den Jyske Sparekasse.

3C Retail har i sin nuværende form over 100.000 kunder i Danmark, Norge og Sverige.

Stramninger giver nye muligheder

På bundlinjen er målet, at den samlede forretning i Facit Bank skal være i balance om to-tre år.

Udover at tjene penge på forskellen mellem renterne på ind- og udlån i et marked præget af ekstremt lave renter fremhæver Jesper Lyhne de strammere regler for udlån som en af årsagerne til, at det giver mening at åbne Facit Bank:

"Markedet for udlån er i forandring. Myndighederne har haft stort fokus på, at kreditgivning skal være forsvarlig. Man må kun give lån til kreditværdige kunder, og udbydere af kviklån mm. skal have overblik over kundernes økonomiske forhold. Stramningerne påvirker markedet og giver en anden spilleplade end hidtil. Der vil givetvis være nogle aktører, som forsvinder, og det giver nye muligheder for en forretning som vores", forventer Jesper Lyhne. 

Han mener, det er godt, at forbrugere og låneudbydere er sikret bedre i dag, men understreger samtidig, at markedet for mindre forbrugslån skal fungere på rimelige vilkår.

"Man skal kunne få et lån under rimelige forhold og relativt enkelt – ellers er der en gruppe forbrugere, som bliver skubbet ud på et gråt lånemarked", siger han.

Facit Bank har ingen fysiske filialer, men kunderne kan kontakte hovedkontoret midt i Odense på telefon og web alle ugens dage i tidsrummet 8 til 22.

Har en kunde godt overblik over sine udgifter og giver banken adgang til e-skat, kan en låneansøgning behandles i løbet af en time, lover Jesper Lyhne.

Som Facit Banks nærmeste konkurrenter peger han på Basisbank, Coop Bank, Express Bank og de øvrige banker i markedet for forbrugslån.

"Vi skal selvfølgelig have nogle konkurrencedygtige priser for at stå stærkt i kampen om kunderne", bemærker han.

Finansfolk til specialstillinger

Facit Bank har meldt sig ind Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og tegner overenskomst for medarbejderne med Finansforbundet.

"Vores grundbemanding består dels af folk fra den finansielle sektor, dels af andre faggrupper, for der er en del opgaver, som ikke kræver bankuddannelse", forklarer Jesper Lyhne.

Til specialstillinger som compliance, kreditvurdering og risikostyring henter banken erfarne folk fra den finansielle sektor, mens unge medarbejdere står for it, kontrakter og bankarbejde i sin enkleste form.

"Det er sjovt at arbejde sammen med et miks af unge og mere erfarne medarbejdere - i modsætning til mange steder i den finansielle sektor, hvor der er en overvægt af ansatte på min egen alder", siger den 53-årige bankdirektør. 

Det er i øvrigt ikke første gang, han er med til at starte en bank. I 2012 stod han i spidsen for etableringen af Landbrugets FinansieringsBank, som i kølvandet på finanskrisen skulle hjælpe landbrug, som var midt i generationsskifter og rekonstruktioner, med lån og garantier. Fem år senere var han med til at afvikle banken, hvis forretninger overgik til administration ved DLR Kredit. 

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår