29-10-2019

Negative renter er New Normal

Udsigten står på negative renter, så langt øjet rækker, og det truer bankernes klassiske forretningsmodel. Men kommer vi tilbage til den gamle rentemarginal? Måske er negative renter bare en ”New Normal”, siger økonomiprofessor Torben M. Andersen og peger på strukturelle forhold som lav vækst, demografi og opsparingsoverskud.

Af
Carsten Rasmussen cr@finansforbundet.dk
 

​Kan det virkelig passe, at alle kunder en dag betaler for at have penge stående på en konto i banken? Den dag er slet ikke så langt væk.

Som den første har Jyske Bank varslet, at kunder med kontante formuer over 750.000 kroner skal betale negative indlånsrenter. Virkeligheden er meget snart, at flere banker tager det historiske skridt at sende de negative renter videre til kunderne.

Ganske vist har Danske Bank og Nordea foreløbig afvist at følge trop med negative renter.

Men hvad gør de små og mellemstore pengeinstitutter, hvor det går rigtig godt med kundefremgang og relativt store indlånsoverskud? De mener sig hårdt ramt på indtjeningen af en negativ rente på minus 0,75 procent, så de håber, at Nationalbanken kan finde pengepolitisk rum til at hæve det beløb, bankerne kan have stående i Nationalbanken til nul procent i rente via foliorammen.

Ingen hjælp

Samme øjeblik Nationalbanken fulgte ECB og sænkede sin rentesats for at presse inflationen op, kom der kritik fra bankerne, der alle som en har indlånsoverskud.

"Man burde se på, om det kan fungere med en højere folioramme. Nationalbanken kan måske lade sig inspirere af ECB's udmelding om et tolagssystem", siger direktør i Lokale Pengeinstitutter Jan Kondrup og fortsætter:

"De negative renter er foranlediget af den uheldige verden, vi har i det sydlige Europa, der sidder med gældsproblemer og pressede banker. For at afhjælpe det holder ECB renterne kunstigt lave, og det smitter af på Danmark", siger han.

Men nationalbankdirektør Lars Rohde har over for bankerne slået fast "med syvtommersøm", at han ingen grund ser til at hæve deres folioramme.

Hvis de lave renter skyder hul i bankernes forretningsstrategi baseret på rentemarginalen, må de tjene pengene på anden vis. I september sagde Lars Rohde til landets bankdirektører: "En løsning kan også være konsolidering".

Men det er ikke en løsning på de negative renter, mener Jan Kondrup:

"Næsten alle pengeinstitutter nærmest 'svømmer' i likviditet på grund af den store opsparingsiver hos kunderne. Hvis du har to pengeinstitutter med likviditetsoverskud, hjælper det ikke at slå dem sammen".

Også Finans Danmark har direkte bedt om politisk hjælp til at hæve foliorammen for bankerne, hvilket Nationalbanken har afvist, med henvisning til at det vil betyde en overførsel af midler fra staten til bankerne.

Minusrenter er et vilkår

På et møde for de danske bankers direktører i september sagde nationalbankdirektør Lars Rohde direkte, at det ikke er Nationalbankens opgave at friholde bankerne for strukturelt lave renter.

Ved samme lejlighed påpegede han, at de lave renter fra 2012 til 2018 samlet kostede de danske banker fire milliarder kroner. I samme periode udgjorde bankernes indtjening 218 milliarder kroner.

Der er lidt forvirring om, hvordan Nationalbanken bruger foliorammen. Hertil svarer Nationalbanken:

"Foliokonti er et pengepolitisk instrument og ikke et instrument til at understøtte bankernes indtjening".

Pengepolitikkens eneste formål er at holde kronens kurs fast over for euroen, at sikre fastkurspolitikken:

"I den nuværende situation vil en forhøjelse af foliorammen reducere gennemslaget fra indskudsbevisrenten til pengemarkedsrenterne. En betydelig udvidelse af foliorammen vil derfor kræve en nedsættelse af indskudsbevisrenten for at sikre samme gennemslag til pengemarkedsrenterne og dermed holde kronekursen fast. Det er der samlet set ikke vundet noget ved".

På spørgsmålet om, hvad det betyder for bankernes forretningsmodel, svarer Nationalbanken:

"Som bank må man være klar til løbende både at tilpasse forretningsmodellen til de stigende krav til regulering og digitalisering og at håndtere udfordringer som lavrentemiljøet og geopolitiske risici som handelskrig og Brexit".

Økonomerne diskuterer

Udsigten til negative renter, så langt øjet rækker, påvirker en række økonomiske sammenhænge, som vi ellers har taget for givet. At renten har holdt sig lav i så lang tid, på trods af at priserne på både boliger og aktier bare stiger og stiger med uhørt hast, er ikke efter de økonomiske lærebøger.

Som tidligere overvismand og formand for Velfærdskommissionen er professor Torben M. Andersen ikke "bare" en økonom, der forholder sig teoretisk, når han skal forklare de negative renter.

"Der er dybden af finanskrisen, som man forsøger at komme ud af ved at føre en mere lempelig pengepolitik, der har medvirket til, at det generelle renteniveau har været faldende meget længe. Blandt økonomer er der blevet talt om, hvorvidt vi kommer tilbage til de gamle velkendte renteforhold, men det er ikke sket", siger Torben M. Andersen og tilføjer:

"Nogle taler om en New Normal, vi skal vænne os til. Selv om økonomien har det bedre end under finanskrisen, er der ikke kommet gang i inflationen".

Vi venter altså på inflationen?

"En inflation tæt på nul er ikke godt. To procent er mest gunstigt for en økonomisk vækst. Men selv om arbejdsløsheden er lav, er der ikke kommet gang i inflationen. Måske gør globaliseringen det svært at presse lønstigninger igennem, eller måske er den underliggende produktivitet for lav".

Demografien med en aldrende befolkning spiller også ind. Befolkningen sparer rigtig meget op, og den opsparing bliver placeret i obligationer og aktier, hvilket presser afkastet ned, forklarer Torben M. Andersen:

"Der er en kæmpe usikkerhed omkring dette emne, hvor det er svært at udtale sig skarpt".

Hvis vi er på vej ind i en recession, og renten er under nul, hvad kan Nationalbanken så gøre?

"Der er bred enighed om, at pengepolitikken ikke rigtig kan gøre mere, hvis renten er nul eller negativ. Hvis der kommer en nedgangskonjunktur, bliver der mere diskussion om finanspolitikken".

En situation med et større udbud af statsobligationer vil presse renten op, måske i et niveau, hvor det er destabiliserende, så ingen kan være sikker på, at finanspolitikken klarer problemet, siger Torben M. Andersen:

"Vi er presset op i et hjørne, hvor vi ikke har instrumenter til at gøre noget ved en negativ udvikling på globalt plan, og det presser de økonomer, der skal komme med anbefalinger".

Værktøjet amputeret

CBS-professor Jesper Rangvid, der har studeret rentens udvikling indgående, og som formand stod bag den officielle danske rapport om årsagerne til finanskrisen, hører til blandt dem, der mener, at det var godt, at centralbankerne under finanskrisen sænkede renterne drastisk.

Men nu er vi nået til et punkt, hvor yderligere rentesænkninger ikke har stor effekt, påpeger Jesper Rangvid:

"Man ville have folk til at låne nogle penge. Det er jo et forsøg på at få forbruget op, når renten er lav, hvor det er billigt at låne. Nu har vi haft ti år med ekspansiv pengepolitik, og alligevel er der stort set ikke nogen inflation. Det er lidt paradoksalt", siger han og rejser spørgsmålet:

"Hvordan skal vi indrette os, hvis de økonomiske sammenhænge ikke er, som de plejer? Hvis vi kommer ud i en økonomisk krise, så vil vi gerne sætte renten ned, men den er allerede negativ. Så alt det gode, centralbankerne gjorde efter finanskrisen, hvor de sænkede renten og satte skub i økonomien, vil ikke have samme effekt i dag. Når renterne er så lave, bliver det svært for pengepolitikken at hjælpe økonomien, skulle et tilbageslag ske. Pengepolitikken er stort set amputeret".

Hvad gør vi så?

Jesper Rangvid svarer, at vi skal finde nye måder at modvirke kriser på. Han hører til nyere makroøkonomisk (mainstream) teori, hvilket indikerer, at under en økonomisk krise er det fornuftigt at føre ekspansiv finanspolitik. Men selv om staten øger efterspørgslen med offentlige investeringer, er problemerne ikke løst:

"Ekspansiv finanspolitik er forbundet med stor gældsætning, og mange lande har allerede gældsat sig markant mere i dag end før krisen", forklarer Jesper Rangvid, der ser både nogle sammenlignelige træk fra perioden med finanskrise og mange forskelle. Den situation, vi har nu, er, at der nærmest ikke er nogen udlånsvækst.

"De sidste par år har bankerne jo haft en ret pæn indtjening. Selv om der ikke har været udlånsvækst, så har man levet i en periode, som man ikke kan regne med bare bliver ved. Man har haft tilbageførsler af nedskrivninger. Når økonomien en dag vender, vil nedskrivningerne stige igen. En anden ting er alle de konverteringer. Bankerne har også tjent på de meget store omlægninger af realkreditlån, som jo er en følgevirkning af de lavere og lavere renter. Så længe renten er faldende, er der gang i konverteringerne, men den dag renten ikke falder eller måske stiger, kan der være grund til bekymring for den finansielle sektor", siger Jesper Rangvid om de to ting, der har trukket op i bankernes fine regnskaber.

Faktum er, at bankerne står over for en umiddelbar fremtid, hvor renterne er lave, så langt øjet rækker.

"De renteniveauer, vi har haft de seneste år, er helt usædvanlige, og det gælder også i det helt lange historiske perspektiv. Hvis vi løber ind i en ny økonomisk rystelse, så kan vi ikke gøre mere", slutter Jesper Rangvid.

På det seneste er ordet "recession" begyndt at dukke op. Tyskland er med Europas førende økonomi på vej i recession. Handelskrigen mellem USA og Kina og uvished om Brexit gør heller ikke fremtiden mere lys.

Danmarks Nationalbank har for nylig offentliggjort en analyse, som viser, at der aktuelt er hele 50 procent risiko for, at dansk økonomi går i recession inden for de kommende to år.

Selv om man ikke skal frygte, at den vil ligne finanskrisen for 10 år siden, vil der komme forandringer, som kun få, hvis nogen, til fulde forstår.

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår