10-03-2020

Lunar åbner sin nye bank

Neobanken Lunar har taget hul på sin banklicens, der betyder at nye kunder bliver kunder i Lunar selv - og ikke som hidtil hos partnerbanken Nykredit. Dermed kan og vil den filialløse bank tilbyde sin hastigt voksende kundeskare boliglån - og satser på overskud mod slutningen af i år.

 
Af Bjørn Willum, freelancejournalist

​(Artiklen korrigeret 10. marts kl. 15.50 - det er muligt at kontakte Lunar telefonisk)

Neobanken Lunar er i al stilhed begyndt at få sine helt egne kunder og kappe forbindelsen til Nykredit, som hidtil har ageret partnerbank.

Når nye kunder downloader seneste version af neobankens app på mobilen - som er eneste måde at oprette en konto - vil de efter behørig kend-din-kunde-verificering blive kunder i Lunar.

De vil dermed også få tilsendt kontoudskrifter stemplet Lunar og ikke længere Nykredit, hvilket har virket forvirrende for nogle kunder. Der i øvrigt også skal vænne sig til at kende deres bank som Lunar og ikke Lunar Way, som neobanken er blevet kaldt siden stiftelsen i 2015.

"Efter lanceringen af den nye app fredag den 28. februar klokken 9.30 skriver folk sig direkte op som kunder i den nye bank. Resten af kunderne bliver migreret over løbende, og det forventes afsluttet i løbet af foråret", fortæller Peter Smith, bankdirektør i Lunar, til Nyhedsbrevet Finans.

Vil sælge boliglån

Skiftet kommer efter det daværende Lunar Way i august 2019 fik en banklicens fra det danske finanstilsyn, som man altså nu endelig har taget i brug. Og det handler om langt mere end navn og logo på kontoudskriften.

For med banklicensen kan den filialløse bank også selv udstede eksempelvis lån og ikke bare agere lånemægler. "Al indtjening tilfalder os, vi bærer så selvfølgelig også alle omkostningerne selv", som Peter Smith formulerer det.

Og selvom man vil fortsætte med at sælge samarbejdspartneres produkter - hvilket vil sige Tryg på rejseforsikringer, Basisbank på forbrugslån og Saxo Bank på investeringer - vil man selv gå ind på markedet for boliglån. Hvilket typisk er et af de tidspunkter i livet, hvor bankkunder for alvor flytter deres bankforretninger fra et pengeinstitut til et andet.

"Vi skal i gang med udviklingen i år, men vi er nok inde i 2021 før vi kommer med noget. Det er ikke lige noget, man gør fra den ene dag til den anden", påpeger Smith, der i sit forrige job var chef for realkreditselskabet Nordea Kredit.

Ingen fast rådgiver

Det store spørgsmål bliver så, hvorvidt kunderne er parate til at søge om boliglån i en bank uden hverken filialer eller personligt tilknyttede bankrådgivere. 

"Jeg synes selv, jeg er rimelig velbevandret i finansiel viden, men da vi købte hus for ikke så lang tid siden, så ringede jeg da også til en rådgiver og fik ham til at hjælpe mig med forskellige låneberegninger, og det tror jeg helt sikkert stadig der vil være en masse kunder, der har behov for fremadrettet", siger Smith.

"Min pointe er bare, at jeg tror ikke nødvendigvis, at det skal være en person, der sidder i en filial. Jeg tror, man kan løse det problem på rigtig mange forskellige måder. For nogle kunder vil det være fint, at vi har en computer bagved der regner det ud for dem, og så er der nogen, der gerne vil snakke med et menneske".

 "Men vi kommer ikke til at tilknytte en bestemt person til hver enkelt kunde".

Lunar har i dag over 150.000 kunder, hvoraf størstedelen findes i Danmark og de øvrige i Sverige og Norge. Mere detaljeret vil man ikke kommunikere. Men det er en stigning på over 10.000 i løbet af den seneste måneds tid. "Vores målsætning er ret ambitiøs, og vi vil gerne tiltrække en million nordiske brugere", siger bankdirektøren, der dog ikke kan sige hvor mange af denne forventede million kunder, der skal være såkaldte helkunder eller primærkunder for at forretningen løber rundt.

Men fordi Lunar - i modsætning til eksempelvis den britiskbaserede neobank Revolut, der har rundet 50.000 kunder i Danmark - går efter at tilbyde en mere komplet palet af produkter, såsom boliglån, "forventer vi også, at langt langt flere kommer til at flytte NemKonto over hos og og bruge os som primær bank".

Kan lukrere på dårligt image

Direktør i virksomheden Efficiens og ekstern lektor på Copenhagen Business School (CBS) Per Østergaard Jacobsen er ikke i tvivl om, at neobanker som Lunar, Revolut og N26 er kommet for at blive. Også selvom de fleste neobanker endnu har til gode at vise investorerne sorte tal på bundlinjen - hos Lunar er det "målsætningen, at vi i slutningen af 2020 har måneder, hvor vi er profitable og kan betale vores egen løn".

"De har fat i den lange ende. Hvis du ser på deres omkostningsstruktur, så kan de til hver en tid outperforme samtlige traditionelle banker. Man skal se på udviklingen og potentialet. De starter jo typisk med de yngre generationer, mennesker der stort set er født med en mobiltelefon og platforme. Det er et godt udgangspunkt for fremtidig vækst og udvikling af produkt/service-portefølje", mener Per Østergaard Jacobsen.

Han siger, det vil være for besværligt for ham personligt at skifte fra sin nuværende traditionelle bank, fordi han har virksomhed og behov som for eksempel boliglån som neobanker som N26 eller Revolut endnu ikke tilbyder.

Men han tror ikke, at hans børn har behov for at kunne gå ned i en filialbank og se deres bankrådgiver dybt i øjnene, selv ved store økonomiske beslutninger: 

"Hvad skulle de gøre det for? Jeg ville ikke være i tvivl om, at hvis jeg skulle starte forfra, så ville jeg vælge en neobank", siger lektoren fra Department of Marketing på CBS.

"Det var måske en anden ting, hvis det var sådan, at vi elskede vores banker. Men grundlæggende synes mange, at de er nogle dumme svin. Banksektoren har været førende med deres amoralske og for nogle direkte griske adfærd. De har snydt og bedraget og opført sig uetisk, og det har de gjort ikke én gang, men gang på gang. Selv om ikke alle bankansatte er 'skurke' bliver der hurtigt generaliseret, og alle skåret over en kam. Så hvis der kommer nogen med et mere fordelagtigt tilbud, så er det ikke svært at få folk til at flytte".

Når ikke store erhvervskunder

Trods paletten af boliglån, aktiehandel og forsikringer - og det oprindelige slagnummer med gratis konto, gratis Mastercard og gebyrfri hævninger med meget lille valuta-markup i udlandet - er der dog én type kunder, som Lunar aldrig forventer at kunne snuppe fra de traditionelle banker.

Og det er de helt store virksomheder.

De traditionelle banker "har en kundekompleksitet, der er ekstremt stor. Deres kunder er jo ikke bare privatkunder med et realkreditlån. Det er ligeså meget ekstremt store komplekse erhvervskunder. I Lunar er vores kunder relativt simple, og derfor er det at bygge et system også relativt mere simpelt", siger Smith.

"Der hvor de traditionelle banker har en stor fordel er, at de har en stor balance, hvor de kan understøtte de store erhvervskunder og komplekse privatkunder. Den vej tror jeg aldrig sådan nogen som os kommer ned ad. Derfor tror jeg ikke så meget på, når man siger der kommer ikke til at være brug for traditionelle filialbanker. De vil have en berettigelse i at servicere de mere komplekse kunder". 

Læs mere om neobankerne i det kommende nummer af Magasinet Finans, der udkommer den 20. marts.

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår