17-09-2019

Kvindenetværk kan gøre forskellen

Der er mange veje til ledelse, og netværk kan være en af dem. Christina Jørgensen, der arbejder i MobilePay, er med i Women on Water, som Finansforbundet støtter med sponsorat.

 
Af Birgitte Aabo

​Et netværk, som opstår i sportens verden, kan vise sig særdeles nyttigt i arbejdssammenhæng. Women on Water (WOW) handler om sejlsport, men også om at sætte fokus på, at der er for få kvinder i både sejlsport og lederstillinger i erhvervslivet.

Derfor støtter Finansforbundet, som i øjeblikket sammen med Finanssektorens Arbejdsgiverforening arbejder på at kortlægge barrierer og muligheder for kvinder vej til topledelse i sektoren, WOW Sailing Regatta. Det sejles for andet år i kommende weekend, med over hundrede kvindelige deltagere, og skydes i gang med et netværksmøde om talent på fredag i Aarhus Sejlsportcenter.

Forskellig tilgang

Sammenkoblingen af sport og netværk, der rækker ind i arbejdslivet, giver masser af mening for 36-årige Christina Jørgensen, som arbejder i MobilePay som Chief Consultant. Hun deltog sidste år i WOW og oplevede, at der naturligt blev talt om mangt og meget i forbindelse med konkurrencen.

"Sejlsport kræver ofte ventetid på land mellem sejladserne, og det giver rig mulighed for at få talt om mange forskellige ting – der kan opstå både faglige og personlige netværk", siger Christina Jørgensen, der har sejlet, siden hun var barn.

Hun beskriver stemningen som præget af hjælpsomhed og støtte de deltagende kvinder imellem:

"Selv om der er masser af konkurrence mellem holdene, er der plads til at hjælpe hinanden. Konceptet skaber opmærksomhed om kvinder og sejlads, og får flere kvinder i bådene, giver dem selvtillid og gør dem attraktive som deltagere på de mandlige hold også", siger Christina Jørgensen, der mener, at de positive oplevelser kan overføres til arbejdslivet.

Netværk på tværs

Mænd har ofte samvær omkring sport, og hun synes, det giver god mening, at kvinder i større stil dyrker den type netværk.

"Der er ingen tvivl om, at det kan give et netværk, som den enkelte kan have gavn af i andre sammenhænge. Jeg synes WOW er et fantastisk koncept, dels fordi det samler så mange kvinder i en sport, der traditionelt er mandsdomineret - men også fordi det potentielt kan folde sig ud til et fagligt netværk, som går på tværs af mange fagligheder".

Selv oplever Christina Jørgensen ikke forskelsbehandling i sit arbejdsliv, men hun er sig bevidst, at der ikke er mange kvinder i de øvre ledelseslag. Hun mener, at en ændring blandt andet kræver større opmærksom på kvinder og mænds forskellige måde at agere på:

"Generelt er kvinder ofte lidt mere tilbageholdende, når de skal sælge sig selv. De gør det på en anden måde end mænd, men det betyder ikke, at kvinderne ikke er lige så gode til at performe".

Det er dog ikke kun gjort med gode evner, vurderer hun, det kræver også netværk at nå til tops i en stor organisation:

"Der er ingen tvivl om, at det også er vigtigt, at man har et netværk til at hjælpe sig, så de rette mennesker får øje på dig".

TAGS:

Arbejdsliv & Personlig udvikling