27-11-2018

Kontant reaktion på hvidvask

”Det ligger ikke til os at hænge fem bankfolk på en strand eller at kramme nogen, fordi de er søde eller store. Vi er enormt dedikeret til at følge loven”, sagde Finanstilsynets direktør Jesper Berg, da han talte om tilsynets indsats mod hvidvask på et fyraftensmøde i Finansforbundet.

Af
Carsten Jørgensen cjo@finansforbundet.dk
 

​125.000 milliarder kroner. Cirka så stor er det transaktionsvolumen, der strømmer igennem den kendte betalingsstruktur i Danmark i løbet af et år.
Med så astronomiske tal -  svarende til 500 milliarder kroner gennem den kendte betalingsstruktur pr. bankdag - er det urealistisk at sætte Finanstilsynet til at føre hvidvasktilsyn på transaktionsniveau, lød det fra Finanstilsynets direktør Jesper Berg, da han onsdag den 21. november holdt foredrag i Finansforbundet om tilsynets arbejde i forhold til hvidvask.

"Tilsynet i forhold til hvidvask skal være risikobaseret, så man kigger forskelligt på en transaktion fra fru Jensen til Brugsen og en transaktion til eksempelvis Iran", sagde Jesper Berg til de 70 tilhørere og understregede, at Finanstilsynet blot fører tilsyn med et væsentligt led i kæden, nemlig de cirka 1.400 finansielle virksomheder.

Kunderne er det virksomhedernes opgave at overvåge, politiet efterforsker lovovertrædelser, skattemyndighederne undersøger sager om skattesnyd, og i sidste ende afgør domstolene, om reglerne er overtrådt.

"Vores tilsyn er baseret på det materiale, vi på forhånd har rekvireret fra virksomheden, interviews med de ansvarlige i virksomheden og stikprøve af 30-150 kundeengagementer, når vi er på stedet. Vi er ikke ufejlbarlige. Når du er ude at føre tilsyn med de ressourcer, vi har, kommer du til ind imellem at lave fejl", sagde Jesper Berg, hvor på han konstaterede, at i Finanstilsynets aktuelle tilsyn om hvidvask i Danske Bank er der ikke fundet nogle ting, som ikke er i overensstemmelse med måden, der skal føres tilsyn på.

Politisk pres

Fyraftensmødet kom os ind på det politiske pres, Jesper Berg og Finanstilsynet er udsat for. Selv afviste han, at han lod sig påvirke af udmeldinger fra diverse ministre og politikere.

"Det ligger ikke til os at hænge fem bankfolk på en strand eller at kramme nogen, fordi de er søde eller store. Vi er enormt dedikeret til at følge loven", sagde Jesper Berg.

Selv om tilsynet i den seneste tid måske har fremstået svagt og defensivt i mediernes dækning af hvidvask, er det ikke en position, som Finanstilsynets direktør kan genkende. Han fremhævede, at Danske Bank i 2016 var blevet tildelt en bøde på 12,5 millioner kroner for overtrædelse af hvidvaskloven (håndtering af korrespondentbanker), at der fortsat verserer en sag mod Nordea, efter Finanstilsynet i 2016 anmeldte storbanken til SØIK for overtrædelser af hvidvaskloven. I år er Københavns Andelskasse blevet anmeldt til SØIK for en række overtrædelser af hvidvasklovgivningen, og endelig er blot 15 af de 39 valutavekslingsvirksomheder, som søgte om en tilladelse til at bedrive valutaveksling, blevet godkendt.

I juni 2017 etablerede Finanstilsynet et særligt hvidvaskkontor med 15 ansatte, og det er flere end de øvrige nordiske landes finanstilsyn har sat af til opgaven.

Register for hvidvaskere

På fyraftensmødet drøftedes også hvordan indsatsen mod hvidvask kan blive endnu bedre. Jesper Berg anførte, at der de seneste år i bankerne er kommet øget fokus på compliance og hvidvask.

"Det er bankdirektørernes største skræk at blive taget på den forkerte fod på dette område. Men når du foretager risikobaseret overvågning af kunderne, kan der være en risiko for at du med hensyn til kundekendskab ikke altid kommer helt ud i hjørnerne", vurderede han.

En tilhører spurgte, om man ikke kunne oprette et register for personer og virksomheder, der havde bedrevet hvidvask, lidt i stil med RKI's register over skyldnere, og på den måde sætte en stopper for, at folk med en hvidvasksag i en bank blot kunne skifte bank og fortsætte med at hvidvaske?

"Der findes ikke sådan en liste i dag, og det er tvivlsomt, om man kan lave sådan en i forhold til GDPR. Men der er ikke tvivl om, at vi skal blive bedre til at benytte ny teknologi i forhold til at bekæmpe hvidvask. En lettelse for almindelige kunder kunne være, hvis de i banken kan nøjes med at identificere sig via NemiD i stedet for at medbringe fotokopi af deres pas", sagde Jesper Berg.

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår