26-04-2016 | Julie Søltoft Jeppesen , jsj@finansforbundet.dk  

København blåstemplet som fintech-centrum

Synlighed for fintechmiljøet i København er et vigtigt udbytte af fintechkonferencen Money20/20 Europe, som fandt sted i København fra 4.-7. april. ” Selvom der er flere fintech-virksomheder i Stockholm, bliver København i højere grad opfattet som et hub, fordi Money20/20 er foregået her, mener Kristian T. Sørensen fra konsulentfirmaet Norfico.


Synligheden for det Københavnske fintechmiljø er udover de gode muligheder for at netværke et vigtigt output af Money20/20 Europe, som gæstede Bella Center i København, fortæller Anette Broløs, direktør i CFIR.

”Altoverskyggende som udbytte af Money20/20 er den synlighed, vi har fået ud af konferencen. København har fået lov til at vise sig frem på et område, hvor vi kan noget. Også på internationalt niveau. Synligheden er i virkeligheden både for de, der kom til konferencen, men også for de, der overvejede at deltage, fulgte med i programmet eller overvejede at blive sponsorer”, siger Anette Broløs, direktør i CFIR, til Nyhedsbrevet Finans.

Også Kristian T. Sørensen, som er partner i konsulentvirksomheden Norfico, mener, at Money20/20 i høj grad er en platform, der kan være med til at brande København som fintech-miljø.

”Money20/20 er ikke bare et event. De har formået at skabe et brand og en platform, og dermed også noget, man kan hægte andre budskaber op på. Det, at København bliver en del af den platform, kan være med til at brande København og tiltrække virksomheder, som tænker, at når København kan være vært for så stort et event, burde man måske bosætte sin virksomhed der”, siger Kristian T. Sørensen.

København som fintech-nav

Selvom der ikke skal herske nogen tvivl om, at London er nummer et, når det kommer til antallet af fintechvirksomheder, og at Stockholm i Norden også har flere virksomheder end København, kan en konference som Money20/20 være med til at brande København som fintech hub, mener Kristian T. Sørensen.

”Der er ingen tvivl om, at London er nummer et, når vi taler fintech i Europa. Men London er også rigtig dyrt at etablere sig i, og derfor kigger nye virksomheder andre steder hen. Her er Money20/20 med til at blåstemple København på fintech-fronten. Så selvom der er flere fintech-virksomheder i Stockholm, bliver København i højere grad opfattet som et hub, fordi Money20/20 er foregået her”, siger han.

Han forklarer, at et hub kan sammenlignes lidt med et nav på et hjul, som selvfølgelig kun er kraftfuldt i kraft af sine forbindelser. Derfor er det ikke en konkurrence om, at blive Europas fintech-hub; det handler om, at fintech-virksomhederne skal samarbejde på tværs af både London, Stockholm, Berlin og Helsinki, som er stærke fintech-aktører.

”Hvis du tager et kort og tegner pile mellem de stærke fintech-byer, er det tydeligt, at København ligger rigtig godt. Så selvom vi ikke ender med at have flest fintech-virksomheder, kan vi gøre en masse for at forbinde de forskellige spillere. Derfor giver det også rigtig god mening, at Money20/20 Europe er lagt lige midt i det hele”, siger Kristian T. Sørensen.