11-02-2020

Hvis du tør dele følelser

Vi kan gøre ”elefanter” synlige ved at forstå og handle på det, vi mærker i vores daglige arbejde, det kan være i møder og grupper eller i projekter med andre mennesker, siger organisationspsykolog og ph.d. Lotte Svalgaard, forsker og forfatter til bogen ”Elefanten i rummet”.

 
Af Carsten Rasmussen  / Illustration: Mikkel Henssel

​Vi kender alle sammen "elefanten i rummet". Den, som alle kan se og mærke, men som ingen tør tale om.

Hvor tit har vi ikke deltaget i lange, kedelige møder på vores arbejdsplads, hvor tankerne vandrer, og i pausen ude ved kaffemaskinen brokker vi os lidt til kollegerne, men vi gør ikke noget ved det.

Organisationspsykolog Lotte Svalgaard har forsket i, hvordan vi er hurtige til at diskvalificere det, vi mærker, tænker og føler. Vi oplever det simpelt hen som besværligt at have med både egne og andres følelser at gøre.

Problemet er bare, at følelser er værdifulde kilder til information, der kan omsættes til indsigt, hvis vi vil forbedre arbejdsglæden og kreativiteten på arbejdspladsen.

For følelser er også data, siger Lotte Svalgaard og henviser til professor Shoshana Zuboff fra Harvard, der siger, at skiftet for erhvervslivets folk kommer i netop det øjeblik, hvor de indser, at det, de troede var blødt, er hårdt.

"Følelser er altid til stede og øver indflydelse på de beslutninger, vi tager", siger Lotte Svalgaard og forklarer, hvordan følelser informerer os både om os selv, om gruppen og om den opgave, som gruppen er ved at løse.

"Hvis du sidder i en gruppe og er rigtig frustreret, er det vigtigt at lytte til følelsen frem for at skubbe den fra dig", forklarer Lotte Svalgaard og uddyber:

"Hvad fortæller følelsen dig om det, der sker her og nu? Om den opgave, som gruppen er ved at løse – og om måden, gruppen arbejder sammen på? Hvad skal der lyttes til og stilles skarpt på? Og hvad skal du så tage dig af og tale til?"

Bevidst blindhed

Lotte Svalgaards indsigter er forskningsbaserede. Hun bad informanter – ledere og medarbejdere – på tværs af organisationer om at skrive dagbøger om de situationer, hvor de formåede at handle på det, de mærkede. Og situationer, hvor de ikke gjorde:

"Vi ser, og så lader vi. som om vi ikke ser", siger Lotte Svalgaard om det lille øjeblik af bevidst blindhed hos en leder eller medarbejder:

"Vi ser medarbejderen, der bliver fortvivlet over en beslutning, vi hører kollegaen, der ikke aner, hvad vi taler om, vi mærker uro i maven, når vi er med til at træffe den forkerte beslutning".

Som regel er vi gode til at skubbe følelsen til side og blandt andet tænke: "Det er sikkert kun mig, der har det sådan!", og så har vi bevidst undgået at gøre noget som helst, hvilket Lotte Svalgaard betegner som bevidst blindhed og undgåelse.

Meningsfuld handling

I dag er der mange bøger om, hvordan vi kan opnå et mere nærværende liv ved hjælp af mindfulness. Også Lotte Svalgaard er inspireret af mindfulness, og hun vil inspirere til mere "mindful handling" eller meningsfuld handling, hvor vi faktisk er i stand til at blive i og handle på det, vi mærker.

Hvis du vælger ikke at handle på det, du mærker, er spørgsmålet til dig selv, om det er det bedste valg for gruppen eller opgaven. Eller om du – hånden på hjertet – primært gør det, fordi det er det letteste for dig selv.

Dobbelt opmærksomhed

Ifølge Lotte Svalgaard er følelser som nævnt data, som vi skal prøve at fastholde længe nok til at skabe mening i dem og afkode deres betydning. Stil spørgsmål til dine egne mønstre, vaner og rutiner:

"Hvis du kommer hjem fra arbejdet og starter med at skælde ud over en sko i entréen, har det så noget at gøre med skoen – altså den reelle situation – eller noget, du bærer med hjem fra arbejdet?"

Vi kender det alle sammen, og vi gør det hele tiden. Konsekvensen af bevidst blindhed er ofte, at usunde beslutningsprocesser får lov til at fortsætte i det uendelige på arbejdspladserne.

Lotte Svalgaard er optaget af, hvordan vi kan forbedre trivsel og kreativitet på arbejdspladsen ved at være mere opmærksomme på det, vi mærker, tænker og føler.

Dobbelt opmærksomhed handler om, at mens vi løser en opgave sammen, har vi fuld opmærksomhed på samarbejdsprocesserne omkring opgaven. Vi skal med andre ord hjælpe hinanden til simultan opmærksomhed på, hvad vi arbejder sammen om – og hvordan vi arbejder sammen.

Der er en enorm kraft i en gruppe, hvor følelser bliver talt til, siger Lotte Svalgaard og giver eksempler på højt præsterende grupper, der formår at arbejde simultant med opgave og proces.

"For eksempel i Action Labs (forretningsorienteret aktionslæring), hvor nøglemedarbejdere arbejder med strategiske forretningsudfordringer, ser vi, at de grupper, der kan rumme en dobbelt opmærksomhed og bruge hinandens ressourcer, kommer frem til langt skarpere og mere innovative løsninger og forretningskoncepter".

"Ved at trække store og små elefanter frem og dele dem skaber vi tydelighed og transparens. Det gør det langt nemmere at navigere og at bruge alles ressourcer optimalt".

Fortæl din leder sandheden

Ifølge Lotte Svalgaard er et vigtigt spørgsmål i ethvert lederskab: Hvilken kultur vil jeg gerne skabe? Hvilken type af samtaler vil jeg gerne bidrage til – og hvilken type af samtaler vil jeg gerne have omkring mig?

"En leder er per definition den, der sætter dagsordenen, så jo mere lederen sætter scenen for og selv praktiserer den dobbelte opmærksomhed, jo mere tilgængeligt er det for andre at gøre det samme".

"Der er en enorm kraft i en gruppe, der tør tale lidt mere om det, vi mærker. Det bliver meget lettere at navigere for sådan en gruppe. Noget af det, ledere er mest afhængige af, er, at de har grupper og mennesker omkring sig, der tør fortælle dem, hvad de i virkeligheden synes. Hvad de ser og mærker".

TAGS:

Arbejdsliv & Personlig udvikling