20-08-2019

Hver femte finansansat har en engelsk titel

Private Banker, Controller eller Product Owner? Hver femte finansansat har i dag en engelsk jobtitel. Det viser en medlemsundersøgelse, Finansforbundet har foretaget, som godt 17.000 medlemmer har deltaget i. Compliance og AML er nogle af de jobområder, der er i vækst.

 
Af Berit Villadsen

​Kortansvarlig eller Head of Cards? Hver femte finansansat har i dag en engelsk jobtitel. Det viser en medlemsundersøgelse, Finansforbundet har foretaget. Den mest brugte engelske titel er Private Banker, men Controller og Product Owner er også engelske titler, som er i vækst, viser undersøgelsen. Og der kommer flere engelske titler, mener Nikolaj Knudtzon fra rekrutteringsvirksomheden Mercuri Urval.

"Hele den forandringsverden, som banker hårdt på sektoren med innovation, digitalisering, agilitet og disruption, er jo baseret på engelske ord. Du kunne sagtens finde nogle danske ord for det, men det gør man ikke, for man tiltrækker ved at være med på beatet. Hvis ikke du skriver Scrum Master og Agile Coach, så sandsynliggør du ikke, at du er på den vej. Så vi skal til at vænne os til flere engelske titler", siger Nikolaj Knudtzon, som er international ledelseskonsulent i Mercuri Urval.

Godt 17.000 af Finansforbundets medlemmer deltog i undersøgelsen. Medlemmerne angav i alt mere end 2.700 forskellige titler. Tager man forbehold for stavefejl og forskellige stavemåder, var der iblandt de 2.700 titler en del gengangere. De klassiske titler som direktør, leder, afdelingschef, sekretær, it-udvikler, bogholder og stabsmedarbejder med mere bliver stadig brugt. Men der bliver færre af dem i takt med en øget specialisering.

Flere Product Owners

Ifølge undersøgelsen er Product Owner og Scrum Master titler, som vinder frem. It-området er et af de områder, som har mange engelske titler tilknyttet, hvor titlen gerne afspejler medarbejdernes specialiseringsgrad. Der er alt fra de mere brede titler som It Developer og Software Developer til de længere og mere funktionsbaserede titler som Lead IT Operational Performance Specialist og Calypso Configuration Manager.

En anden trend er, at der er blevet flere medarbejdere, som arbejder med compliance og hvidvaskbekæmpelse, i daglig tale kaldet AML (Anti Money Laundering). Begreberne compliance og AML indgår i et væld af forskellige titler – blandt andet i et bud på en af de længste titler i undersøgelsen, som er Senior AML & Sanctions Processing Specialist.

I det mere kuriøse hjørne er der sågar et par stykker, som uforvarende tager det helt store ansvar på deres skuldre og slet og ret kalder sig selv for hvidvaskansvarlig. Der er også engelske titler, som udfordrer kendskabet til den finansielle sektor, herunder titler som Incident Driver, Traffic Manager, Hotliner og Welcoming Specialist.

Færre "allround" rådgivere

Den mest populære titel i medlemsundersøgelsen er ikke overraskende titlen som rådgiver. En titel, som er blevet meget mere kompleks og specialiseret. Du kan være alt fra privatrådgiver, kunderådgiver og erhvervsrådgiver over investeringsrådgiver, formuerådgiver og kreditrådgiver til boligrådgiver, personlig rådgiver og så videre.

Og så er der enkelte, som stikker mere ud, som for eksempel forvaltningsrådgiver og retsforfølgningsrådgiver. Den øgede specialisering slår også igennem på boligområdet. Der knytter sig således flere titler til området som for eksempel boligrådgiver, boligsupporter, boligkonsulent, boligspecialist, boligmedarbejder og boligchef.


Seniortitlen er på retræte

Det amerikanske "senior-"begreb, som typiske refererer til en vis tyngde i stillingen, har også vundet indpas i rigtig mange titler. 12 procent af medlemmerne i Finansforbundets medlemsundersøgelse har en seniortitel. Der er alt fra senior-HR-specialist til senior-it-udvikler, seniorrådgiver, seniorsekretær, seniorrobotudvikler, ja, sågar seniorafvikler!

Nikolaj Knudtzon tror dog ikke, at vi vil se flere seniortitler i fremtiden, snarere tværtimod. Han mener, at begrebet er udtryk for en hierarkisk tankegang, som ikke passer ind i en verden, som bliver mere agil og innovativ. Han tror i stedet, at funktionstitler, som går på medarbejdernes reelle kompetencer, vil vinde frem i en cirkulær og mere udviklingsorienteret verden.

Topti over engelske titler

  1. Private Banker/Senior Private Banker
  2. Product Owner
  3. Controller
  4. Relationship Manager/Senior Relationship Manager
  5. Account Manager/Key Account Manager
  6. Business Analyst
  7. Scrum Master
  8. Senior Operations Officer
  9. Senior Business Developer
  10. Senior Software Developer.

De anderledes

  • Hotliner
  • Incident Driver/Incident Manager
  • Traffic Manager
  • Warehouse Assistent
  • Welcoming Advisor/Welcoming Specialist
  • Knowledge Coordinator.

TAGS:

Kompetenceudvikling & Karriere