20-05-2019

Huse er fascinerende

Finansøkonomelev Mie Dyg Christensen fortæller, hun ’skød papegøjen 400 gange’, da hun kom i praktik hos Nybolig Palle Ørtoft i Nørresundby. Praktikken gav hende et selvtillidsboost og har hjulpet hende godt på vej mod sit drømmejob som ejendomsmægler.

 
Af Naja Schyberg Petersen

​Da Mie Dyg Christensen nåede 4. semester på finansøkonom-uddannelsen og skulle i praktik, var hun sikker på, at det skulle være hos et ejendomsmæglerfirma. Efter at have været til samtaler hos tre ejendomsmæglere faldt valget på Nybolig Palle Ørtoft i Nørresundby. Det valg har den 24-årige finansøkonom-studerende på ingen måde fortrudt.

"I min praktik ville jeg afprøve, om mine tanker om ejendomsmæglerfaget stemte overens med virkeligheden og få afprøvet mine forventninger. Det fik jeg afprøvet hos Nybolig Palle Ørtoft. Det virker til, at jeg har skudt papegøjen 400 gange med min praktikplads, fordi jeg har fået lov til så meget", siger Mie Dyg Christensen.

I de tre måneder, som praktikken hos ejendomsmæglerfirmaet varede, fik hun lov til selv at holde fremvisninger og i den forbindelse at have dialogen med både køber og sælger. Det gav ejendomsmægler-aspiranten mod og selvtillid.

"Jeg kan ikke lade være med at blive stolt over at få lov til at være deres ansigt udadtil. De har troet på mig og min faglighed, hvilket virkelig har givet et selvtillids-boost".

Huse er fascinerende

Det er en kombination af flere af Mie Dyg Christensens interesser, som er mundet ud i drømmen om at blive ejendomsmægler.

"Huse er fascinerende, og jeg har altid elsket boligprogrammer. Jeg kan også godt lide det konkurrencemæssige ved ejendomsmæglerfaget, hvor det handler om at være bedst og komme med resultater. Det er en fed branche og et spændende univers", siger hun.

Mie Dyg Christensen nævner programmer så som "Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed" og "Boligdrømme i Blinde" som nogle af de tv-programmer, hun holder af at se.

Hun er ligeledes fan af "Hammerslag", hvor hun også tidligere i selskab med andre har gættet priser på husene hjemme i privaten. For priserne gættes der stadig på – dog med et lidt andet grundlag, nu hvor hun har et bedre kendskab til faget.

Fortsat som trainee

Konkurrencementaliteten er ikke blot gældende for Mie Dyg Christensen på det professionelle niveau – det er et karaktertræk, som gennemtrænger hendes personlighed på flere områder.

"Jeg har altid spillet rigtig meget håndbold. Og jeg vil klart betegne mig selv som et konkurrencemenneske - også i forhold til at gå i skole. Derfor er jeg mega motiveret til at læse alle ting og blive dygtig til det hele hos Nybolig Palle Ørtoft", siger Mie Dyg Christensen, der efter sin afsluttede praktik, per den 1. april er fortsat som trainee hos Nybolig Palle Ørtoft i Hals.

Det er flere måneder tidligere end hendes studiefæller, da man normalvis færdiggør 4. semester, før man starter på den 2-årige periode som trainee. Det betyder blandt andet, at Mie Dyg Christensen nu skriver sin hovedopgave samtidig med et fuldtidsarbejde hos ejendomsmæglerfirmaet.

Indstilling til bedste praktikophold

Nybolig Palle Ørtoft var fra dag ét en fantastisk praktikplads, fortæller Mie Dyg Christensen. Hun kom med sine egne ord 'ind under deres vinger' og følte sig aldrig behandlet anderledes fra de andre medarbejdere.

"Mit råd til andre praktiksøgende er, at de ikke bare skal tage det første og det bedste, de kan få. Det er okay som praktiksøgende at stille krav i samtalerne med praktiksteder - men husk stadig at være ydmyg. Det er også vigtigt at mærke efter, om kemien er der, og om du kan se dig selv som en del af praktikstedet".

Mie Dyg Christensen var så begejstret for sin praktik, at hun gav Nybolig Palle Ørtoft et 'skulderklap' i form af en indstilling til Årets Dania-praktik 2019, som blev afholdt den 25. april.

I konkurrencen dystede 10 finalister ud af et felt på 70 indstillede praktikvirksomheder om at blive kåret som det bedste praktikophold. Mie Dyg Christensen argumenterede for, at Nybolig Palle Ørtoft i Nørresundby skulle vinde - hvilket de også endte med at gøre.

"Det er vigtigt for mig at vise dem, hvor glad jeg var for at være hos dem. Derfor mener jeg, at de fortjener, at hele Danmark hører, hvor fantastiske de er".

Nybolig Palle Ørtoft med Mie Dyg Christensen skal nu dyste mod finalisterne fra de syv øvrige erhvervsakademier i Danmark i Årets Erhvervsakademipraktik. Vinderen kåres tirsdag den 28. maj i Børssalen hos Dansk Erhverv i København.

TAGS:

Arbejdsliv & Personlig udvikling