30-10-2018

Fintech-virksomhed 10-dobler medarbejderantal

På et år har den crowdfundingbaserede ejendomsplatform Brickshare ti-doblet antallet af medarbejdere og døren for medarbejdere er stadig åben. Det er meldingen fra fintech-virksomheden, som vil gøre ejendomsinvestering til allemandseje. 70 procent af investorerne er førstegangsinvestorer.

Af
Berit Villadsen bv@finansforbundet.dk
 

​Den crowdfundingbaserede ejendomsplatform Brickshare har vokseværk. I løbet af det seneste år er antallet af medarbejdere i den knap to år gamle fintech-virksomhed, som vil gøre ejendomsinvestering til allemandseje, vokset fra 2 til 20. Og ambitionerne er høje i virksomheden, som ved udgangen af tredje kvartal i år havde 100 mio. kr. i kapital under forvaltning.

"Vi har en målsætning om at have 1 mia. kr. i kapital under forvaltning ved udgangen af 2019. Vi er vokset som følge af en kapitalindsprøjtning fra Danmarks største venturekapitalfonde, PreSeed Ventures og SEED Capital, som har muliggjort en udvidelse af teamet og mere kapacitet til videreudvikling af platformen. Desuden oplever vi en stor interesse blandt investorerne. Vores hidtil største investeringsprojekt på Frederiksberg blev crowdfundet på otte dage", siger Rit Christensen, som er presseansvarlig i Brickshare og en af de senest ankomne medarbejdere.

For at blive investor skal du investere minimum 10.000 kroner i et af Brickshares udbudte ejendomsprojekter, som består af lejligheder, der bliver lejet ud. Som investor modtager du fire gange om året et udbytte fra din investering baseret på lejeindtægter fra det pågældende ejendomsprojekt.

Brickshare tiltrækker førstegangsinvestorer

Brickshare har over 1.100 investorer, og interessen for portalen er vokset markant. I løbet af det seneste år er antallet af brugere, som har oprettet en profil på portalen, og dermed har mulighed for at blive investor, vokset fra godt 700 til 6.000 brugere.

Ifølge Rit Christensen er den primære investormålgruppe i alderen 30-55 år. Hovedparten af investorerne er mænd. 20 procent er kvinder, men Brickshare arbejder på at få flere kvinder ombord. Fintech-virksomhedens målsætning er i fremtiden at kunne tilbyde folk at kunne investere helt ned til 1.000 kr. Og at dømme ud fra den nuværende investorsammensætning er virksomheden godt i gang med at åbne boligmarkedet op for alle.

"Vi arbejder på at skabe den bedste investeringsoplevelse for alle og ikke kun for de velhavende i samfundet. Det har vist sig, at mere end 70 procent af vores investorer er førstegangsinvestorer og ser os som et stærkt alternativ til at have pengene stående i banken eller diversificering af aktieporteføljen", siger Junaid Ahmad, som er CEO og grundlægger af Brickshare.

Danske Bank-profiler blandt medarbejderne

Brickshare har hentet profiler både fra tech- og banksektoren. Junaid Ahmad kommer fra en stilling i Danske Bank, det samme gør Head of Real Estate, Jens Christian Berner, og Tech Lead, Jacob Avlund arbejdede for June by Danske Bank. Og det er ikke tilfældigt, at de er rekrutteret fra den finansielle branche.

"Vi er en tech-platform, men der er en masse compliance i vores produkt vedrørende produkt-set-uppet, så det har været en fordel at hente stærke profiler fra bankverdenen ind, fordi de har en masse viden omkring complianceområdet", siger Rit Christensen.

TAGS:

Fintech & IT