09-01-2018

Fintech bygger bro over Atlanten

Copenhagen FinTech har indgået en samarbejdsaftale med den canadiske provins Ontario, der huser Nordamerikas næststørste fintech-miljø. Der er et stort potentiale i aftalen for danske virksomheder, som gerne vil ind på det nordamerikanske marked, mener Thomas Krogh Jensen, CEO for Copenhagen FinTech.

Af
Rasmus Eiby Andersen rea@finansforbundet.dk
 

​En ny aftale mellem Copenhagen FinTech og den canadiske provins Ontario skal bygge bro mellem det danske og det canadiske fintech-miljø. I midten af december satte CEO for Copenhagen FinTech, Thomas Krogh Jensen, sin underskrift på aftalen sammen med Ontarios minister for forskning, videnskab og innovation, Reza Moridi.

Den danske ambassade i Canada kalder underskrivelsen for "en historisk dag for fintech-virksomheder og regeringerne i Danmark og Ontario." Selv siger Thomas Krogh Jensen, at der er et stort potentiale i aftalen.

"Canada er rigtig langt fremme på blandt andet AI-teknologien (kunstig intelligens red.). Generelt set har de i Toronto i Ontario det andet største af nordamerikanske fintech-økosystemer, og så er det også hjemsted for nogle super store banker. Derfor kan det være en god bagvej, hvis man gerne vil ind på det nordamerikanske marked", siger Thomas Krogh Jensen.

Konkret omhandler aftalen tre områder indenfor fintech, hvor der skal samarbejdes. Det er kunstig intelligens, blockchain og cybersecurity. Aftalen skal styrke samarbejdet mellem fintech-virksomhederne og forbedre deres muligheder for at skalere til markederne i de to lande. Men den skal i høj grad også understøtte en vidensudvikling landene imellem.

De har et meget veletableret innovationsøkosystem i Toronto, hvor de har store inkubatorer og acceleratorer i tæt forbindelse med universiteterne. Og universiteterne er sindssygt dygtige og optagede af blandt andet AI. Så aftalen skal også understøtte en række universitetssamarbejder mellem danske og canadiske universiteter", siger Thomas Krogh Jensen.

Stor interesse allerede

Kommunikations- og konsulentvirksomheden Norfico, der til dagligt har kontor i Copenhagen FinTech Lab, har været motor for den første dialog mellem aktørerne i de to lande. Allerede i 2016 begyndte de at gøde jorden mellem parterne, og det glæder nu partner i Norfico, Michael Juul Rugaard, at en endelig aftale er faldet på plads.

"Vi kan allerede mærke, at der er en stor interesse. Bare dagen efter, at aftalen var underskrevet, blev vi kontaktet af tre virksomheder fra Toronto, der var interesseret i at samarbejde med Danmark", fortæller Michael Juul Rugaard, der understreger, at det er Thomas Krogh Jensen og Copenhagen FinTech, der har trukket det store læs i forhold til aftalen.

Det bliver også Copenhagen FinTech, der i høj grad skal være med til at sikre samarbejdet fremadrettet.

"Vi får en rolle i at afdække, hvad det er, der sker derovre, og så kan vi komme tilbage og fortælle universiteter og virksomheder, hvad der rører sig, og dernæst koble de forskellige aktører med hinanden", siger Thomas Krogh Jensen og tilføjer:

"Konkret kigger vi lige nu på at lave nogle fælles studieture som en start, så virksomheder og universiteter kan møde hinanden og skabe kontakter. Dette kan også gælde de mere etablerede spillere, så de kan skabe samarbejder på tværs af Atlanten."

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår; Fintech & IT