07-05-2019

Får du nok i løn?

Finansforbundets lønberegner, der er baseret på oplysninger fra mere end 17.000 finansansatte, kan give den enkelte et indtryk af, om hun eller han får en rimelig løn. Og så kan den være et godt redskab til næste lønsamtale.

 
Af Carsten Jørgensen

​Finansforbundet har netop opdateret lønberegneren på Finansforbundet.dk med de nyeste oplysninger om lønniveauet for mere end 60 forskellige jobfunktioner på det finansielle område.
Arbejder du eksempelvis som erhvervsrådgiver, kan du klikke dig ind på hjemmesiden og se, hvordan din løn ligger i forhold til det typiske niveau for andre erhvervsrådgivere.

"Lønberegneren er et redskab, man kan bruge til at blive opmærksom på, hvordan man ligger lønmæssigt i forhold til andre finansansatte i samme jobfunktion. Mange steder taler man ikke åbent om løn, hvilket kan være medvirkende til at bevare store lønforskelle mellem kolleger, der laver det samme. Vi håber, at lønberegneren også kan bidrage til, man taler åbent om sin løn med sine kolleger", siger Klaus Mosekjær Madsen, seniorøkonom i Finansforbundet.

"Du kan også bruge tallene fra lønberegneren, når du næste gang skal til lønsamtale med din leder", tilføjer han.

Tallene i lønberegneren er baseret på lønoplysninger fra mere end 17.000 finansansatte.

Løntallet i lønberegneren er defineret som fast løn inklusive faste tillæg, eksklusive arbejdsgivers pensionsbidrag og tillagt 1/12 af det gennemsnitlige årlige beløb, som modtages i engangstillæg med mere. Lønnen omfatter ikke overarbejdsbetaling.                 

 Se lønberegneren her.                                        

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår