28-01-2020

EU’s børspoliti må ind i sag om tilsyns vejledning

Finansforbundet bakker op om at få ESMA – den europæiske børsmyndighed – til at tage stilling til Finanstilsynets kontroversielle vejledning, der åbner op for retsforfølgelse af værdipapirhandlere.

 
Af Carsten Jørgensen

Finanstilsynet har udgivet en ny vejledning om EU-forordningen om markedsmisbrug (MAR), som lægger op til, at en værdipapirhandler kan retsforfølges, hvis hun eller han har eller burde have en mistanke om, at kunden begår insiderhandel eller anden svindel, og værdipapirhandleren gennemfører handelsordren pligtskyldigt.

Vejledningen har mødt kraftig kritik fra Jesper Lau Hansen, professor i børsret ved Københavns Universitet. Han mener ikke, at der er belæg for at straffe en værdipapirhandler som medskyldig, blot fordi vedkommende udfører en handel for en mistænkelig kunde.

Børsmæglerforeningen, der er en del af Finans Danmark, har nu bedt den europæiske børsmyndighed ESMA om at tage stilling til, om Finanstilsynet har ret til at holde værdipapirhandlere strafferetsligt ansvarlige for at gennemføre mistænkelige handler til trods for, at de indberetter sagerne og deres mistanke.

Foreslog ESMA's inddragelse i høringssvar


Overfor Børsen Pro bifalder Jesper Lau Hansen løsningen med at få ESMA ind i sagen. Finansforbundet mener også, at det er en god idé at få den europæiske børsmyndighed til at tage stilling til Finanstilsynets vejledning.

"Vi foreslog det allerede i vores høringssvar til Finanstilsynet den 25. oktober forrige år. Med vejledningen og diskussionen af dens lovlighed i offentligheden ved vores medlemmer ikke, hvad der er op og ned i sagen", siger Finansforbundets næstformand Michael Budolfsen.

I øvrigt kræver EU-forordningen, at alle medlemslandene anvender reglerne ensartet, så ESMA bør have stor interesse i at kigge nærmere på Finanstilsynets særlige tolkning af reglerne.

Læs også artiklen  "Tilsyn: Værdipapirhandlere kan retsforfølges" her.
 

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår