27-03-2018

Europæisk mobilbank på vej til Danmark

N26 har på få år samlet en halv million kunder i 17 europæiske lande. Neobanken, der bruger ”automatiseret intelligens” til at træffe kreditbeslutninger, planlægger også at etablere sig i Danmark næste år, fortæller administrerende direktør Valentin Stalf.

 
Af Bjørn Willum, freelancejournalist

​Den 32-årige østriger ligner med sit lange hår, skægstubbe, lilla sokker, jeans, uldtrøje og blazer ikke lige arketypen på en bankdirektør – og hans medarbejdere omtaler ham konsekvent bare som Valentin.

Men man skal ikke tage fejl. Sammen med en jævnaldrende har Valentin Stalf stiftet N26, der på under tre år har fået en halv million kunder i 17 lande i eurozonen. Hovedsageligt i Tyskland, hvor den europæiske neobank har sit hovedkvarter, og Frankrig, hvor man på bare ét år har tiltrukket 200.000 kunder.

"I alle de markeder, hvor vi er til stede, vokser vi væsentligt hurtigere end nogen anden udfordrerbank. Vi er den klare mobilbankmarkedsleder og vokser hurtigere end konkurrenterne målt på antal kunder og transaktionsvolumener", siger Valentin Stalf i et interview med Magasinet Finans i Paris.

Den hurtigtvoksende bank planlægger et indtog på det britiske marked i år.
"Når det er sat i værk, vil vi også begynde at gå ind i andre markeder i Europa, der ikke bruger euro som valuta. Så jeg mener, at andre nordiske lande som Danmark og Sverige vil være interessante for os at gå ind i efter vores lancering i Storbritannien", siger han, med henvisning til at man allerede er til stede i Finland.
"Vi kan ikke bekræfte en tidslinje i øjeblikket, men muligvis i løbet af 2019".

Kreditbehandling på sekunder

N26 slår sig som andre neobanker op på lave eller ingen gebyrer, nem kontooprettelse, og at alt kan klares fra mobilen. Man har også indgået et partnerskab med fintechvirksomheden TransferWise, der gør det muligt via bankens app at sende penge til konti i anden valuta med meget lille valutamarkup.

Og så har man fra begyndelsen satset hårdt på, hvad Valentin Stalf kalder "automatiseret intelligens", hvor computere ved hjælp af tekstgenkendelse analyserer dokumenter og håndterer kreditansøgninger.

Hvor hurtigt kan I behandle en kreditansøgning?

"Det gør vi i realtid, så noget i retning af fem sekunder", siger Valentin Stalf og tager sin mobiltelefon frem og åbner N26's app. Han bruger aftrykket fra sin tommelfinger til at logge på sin egen konto og begynder med pegefingeren at justere på grænsen for sin kassekredit, mens appen løbende vurderer hans kreditværdighed. "Hvis man har en konto hos os og ønsker en kassekredit, kan man aktivere den i realtid, og pengene vil være der i realtid, så du kan bruge dem".

Computeren tager beslutningen

Men hvem tager den beslutning – der kan jo ikke sidde en person hos jer og tage den beslutning så hurtigt?

"Det er noget, som alle tror", svarer han med et grin og stirrer mig ind i øjnene. "Men tror du virkelig, at den person, der sidder i bankfilialen, træffer beslutning om din kredit alene? Han eller hun taster dine data ind i en computer, og så forbereder computeren i bund og grund beslutningen".

Men hvis jeg nu ønskede et forbrugslån, så ville I jo være nødt til at gå mine bankudskrifter igennem for at tjekke min løn – kan jeres computere virkelig det?

"Helt sikkert. Hvis du ikke har været kunde hos os i årevis, giver du os adgangskoderne til din traditionelle bankkonto. Desuden er vi forbundet til kreditdatabaser i for eksempel Tyskland og Frankrig. Vi har en datamaskine, der øjeblikkeligt kan læse ud af din historik, at du har, lad os sige 3.000 euro i indkomst hver måned, men kun bruger 2.000 euro, så du har 1.000 euro til at betale af på din kredit. Så kan vi beregne, hvorvidt du har råd til kreditten. Det er ret nemt.

Men hvis du taler med nogle af de traditionelle banker, finder du ofte ud af, at de ikke engang kan få fat i alle disse data. De har dem et eller andet sted, men de kan ikke stille dem op i rækker, og de har ikke datamaskinen til at gøre brug af dataene. Det er en af grundene til, at de manuelt bliver nødt til at taste al data fra din udprintede lønseddel ind i en formular, mens vi gør det automatisk".

Alt i skyen

I begyndelsen lejede N26 software og serverplads hos en partnerbank, men for et år siden lagde man hele it-strukturen op i en "cloud". Af to årsager, forklarer Valentin Stalf:

"Skyen er generelt meget mere sikker end noget som helst andet. Alle store virksomheder fra Apple og Google til Amazon kører alle systemer i skyen. Jeg tror, at det kun er virksomheder, der er gået glip af den tekniske revolution, der stadig har servere på jorden, som er langt mindre sikre, fordi man kan bryde ind, ødelægge dem eller tage dem. Det er alt sammen umuligt, hvis man kører systemerne i skyen", lyder den skråsikre dom over bankernes nuværende it-systemer.

"En anden stor fordel er, at det er meget mere skalerbart, så det har ingen betydning, om du har 5 millioner kunder eller 10 millioner kunder. Det fører til langt mere konkurrencedygtige basisomkostninger. Vores teknologiomkostninger er en tyvendedel af mange andre bankers".

Valentin Stalf er overbevist om, at de traditionelle banker er på vej mod alvorlige problemer med deres mange filialer og gamle it-systemer. "De traditionelle banker vil få massive problemer med at transformere sig. Vores overordnede omkostningsstruktur er måske en femtedel af en traditionel banks. De vil blive nødt til at lægge mange kræfter i at ændre deres basisomkostninger, og det vil give dem meget lidt tid til at fokusere på andre ting som innovation", mener Valentin Stalf og forudser "massive ændringer" af den brugeroplevelse, neobanker som N26 kan tilbyde, inden for de næste to år.

"Mange af de nyskabelser, vi har arbejdet på de seneste år eller de seneste seks måneder, vil først blive rullet ud i løbet af i år. Jeg tror, fremtidens bank vil være smartere på mobilen med bedre anbefalinger, end man kan få i en bankfilial. Udfordringen for fremtidens bank er at give fantastisk

kundeservice i stor skala til en lav pris. Det er kun muligt med automatiseret intelligens".  

TAGS:

Fintech & IT