15-10-2019

En vilje til forandring, vi kan lære af

Singapores handlekraft er imponerende. Selv om bystatens styreform sætter andre rammer end herhjemme, er der inspiration at hente, siger Finansforbundets formand, Kent Petersen.

Af
Birgitte Aabo baa@finansforbundet.dk
 

"Så er det sådan, vi gør!"

Når staten sætter et mål og drøfter det med arbejdsmarkedets parter i Singapore, er kursen stukket ud og følges tilsyneladende slavisk. I disse år arbejdes der ihærdigt på at blive den førende digitale nation i Asien, og den vilje til forandring, der forener parterne, giver hurtigt resultater. Blandt andet er 20.000 medarbejdere i finanssektoren efteruddannet i løbet af tre år.

"Den måde, man formår at få alle parter til at dele viljen til forandring på, er spændende at få indblik i og blive inspireret af", siger Kent Petersen, der sidste år stod i spidsen for en studietur til Singapore for en delegation fra den danske finanssektor.

Ansvar til alle

Forudsætningerne for at komme i mål med forandringer er anderledes i Danmark end i Singapore. Bystaten har været ledet af det samme politiske parti siden uafhængigheden i 1965 og har ført en økonomisk politik præget af statslige reguleringer og statsligt ejerskab over en række virksomheder.

Men man skal passe på med at dømme ud fra styreformen og kan sagtens lade sig inspirere af fremgangsmåden i forhold til eksempelvis trepartsforhandlinger, mener formanden:

"Deres trepartssystem er virkelig spændende. Det får alle med og ansvarliggør de enkelte områder på arbejdsmarkedet – ikke ligesom herhjemme, hvor en hovedorganisation repræsenterer mange områder og interesser og derfor ikke kan være lige optaget af dem alle".

Hånd om alle

Kent Petersen hæfter sig også ved, at selv om efteruddannelse og omskoling kører på højtryk i finanssektoren i Singapore – hvor alle borgere også har fået øremærket beløb af staten til efteruddannelse – er der en forståelse for, at ikke alle har evne eller lyst til den forandring.

"Selv om man er meget optaget af at nå målet, erkender man også, at ikke alle i sektoren kan flytte sig tilstrækkeligt til at være med. Man sørger for at tage hånd om dem og hjælpe dem til andet job – parterne arbejder sammen om at gøre det på en god måde".

Omfattende analysearbejde danner baggrund for de tiltag, der iværksættes i Singapore. Som nævnt andetsteds i temaet er alle funktioner i finanssektoren studeret under lup, og der er sat ord på, hvilke kompetencer den enkelte funktion kræver i dag, og – mere interessant – hvad den vil kræve i nær fremtid.

Den slags analyser er også gennemført i Finansforbundet, endnu ikke i samme detaljeringsgrad, men Kent Petersen ser det som naturligt at bygge videre på det eksisterende og give det enkelte medlem mulighed for at se sit eget job i krystalkuglen.

"I Singapore er der et tæt samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter for at afklare fremtidens kompetencer, hvilket vi kan lære noget af. Jo bedre samarbejdet er, des mere præcise kan vi være – til glæde for alle parter".


TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår