11-12-2018

Dialog om hvidvasksag langt ind i det nye år

Danske Bank er i gang med at forklare sig og sige undskyld til alle sine kunder. De mest kritiske 25.000 kunder er kontaktet, og nu inviteres de næste 150.000 til dialogmøder i filialerne.

Af
Birgitte Aabo baa@finansforbundet.dk
 

​Det kan kræve en dyb indånding at stille op til dialogmøde med en sal fuld af kunder, der vil have svar på, hvad der gik galt for Danske Bank i Estland. I øjeblikket stiller ledelsen i 95 filialer op til den type hvidvask-forklaringsmøder, og det varer længe, før banken er færdig med at sige undskyld.

"Det kommer til at strække sig langt ind i '19. Selvfølgelig er det ikke et drømmescenarie at skulle sige undskyld, men det er enormt vigtigt, at vi gør det og får sagt, at vi er frygtelig kede af det," siger Thomas Mitchell, privatkundedirektør i Danske Bank.

Han har selv ledet en stribe dialogmøder og oplever, at kunderne har udbytte af dem.

"Vi forklarer om sagen og lægger afstand til den - det der foregik var på ingen måde i orden. Formålet er at gøre kunderne trygge, vise dem en kæmpestor åbenhed og fortælle om, hvordan vi har sikret os imod, at noget lignende nogensinde kan ske igen."

Alle kunder får tilbuddet

Banken har haft kontakt med store erhvervskunder for at forklare sig, og er godt i gang med privatkunderne.

"De kunder, som tidligere har stillet spørgsmål om sagen og selv henvendt sig, har vi nu haft kontakt med. Det handler om 25.000 kunder, og nu har vi taget hul på dialogmøderne med invitation til 150.000 kunder. Derefter sender vi ud til næste bølge. Vi fortsætter til alle har fået tilbuddet," fortæller han.

På møderne er det den lokale ledelse, der fortæller, forklarer og undskylder, men rådgiverne er typisk også med og sidder rundt om ved bordene med kunderne. En af dem, der har prøvet det, er privatrådgiver Margrethe Holm Petersen fra filialen i Helsinge, og det var ikke en dårlig oplevelse:

"Kunderne var enormt spørgelystne ved vores første dialogmøde. Selv om der også falder hårde ord, retter de sig ikke mod rådgiverne. Kunderne kan godt skelne og er klar over, at vi som rådgivere ikke har haft noget med Estland-sagen at gøre."

TAGS:

Sektorens udvikling og vilkår