30-04-2019

Dialog om fremtidens kompetencer 

Karrierecoaching og dialog med virksomhedernes ledelser og tillidsvalgte er på agendaen, når Finansforbundets bus i næste uge kører landet rundt og besøger ni finansvirksomheder.

Af
Naja Schyberg Petersen nsp@finansforbundet.dk
 

​Inspiration. Debat. Sparring. Tre ord, som vil være omdrejningspunktet for ni forskellige virksomheder i hele landet, når Finansforbundet kommer på besøg for at sætte fokus på kompetenceudvikling.

"Turen er blevet en tilbagevendende begivenhed for os, fordi vi oplever, at den skaber værdi for først og fremmest vores medlemmer, men også for virksomhederne og for os som organisation", siger Jonas Svava Iversen, politisk chef i Finansforbundet.

Forbundets 'kompetence-turné' løber fra mandag den 6. til den 10. maj og byder blandt andet på foredrag, dialogmøder og karrieresamtaler hos de tilmeldte virksomheder.

"Medlemmerne bliver mødt konkret på deres arbejdsplads og får tilbudt samtaler, karrieresparring eller andet, de har behov for. Samtidig kommer vi i tæt dialog med virksomhedernes ledelser og HR-funktioner om, hvordan vi kan være med til at styrke hinanden", siger Jonas Svava Iversen og tilføjer:

"Vi tager også turen for at få en tæt dialog med virksomhedernes ledelser og de tillidsvalgte i virksomhederne om, hvordan vi i fællesskab kan samarbejde om at styrke både medarbejdere og virksomhederne i forhold til udviklingen i kompetencebehov og -efterspørgsel".

Kompetenceudvikling i fokus

I forbindelse med virksomhedsbesøgene har Finansforbundet arrangeret en række tiltag, som virksomhederne frit har kunnet vælge ud fra. Flere virksomheder har blandt andet valgt Finansforbundets eget foredrag om fremtidens arbejdsmarked, som afholdes af forbundets egne konsulenter fra Work Life Investment - som også afholder workshoppen "Kickstart din udvikling!" hos flere virksomheder.

"Alt andet lige ønsker vi, at Finansforbundets medlemmer i en vis udstrækning selv er dem, der aktivt kan vælge den arbejdsretning og det jobindhold, som passer den enkelte bedst – at de kan være førstevælgere i eget arbejdsliv", siger karrierekonsulent i Finansforbundet Charlotte Lindgren.

Det vil være mulig for medlemmer at møde to af Finansforbundets udsendte i en stand hos virksomhederne. Her kan medlemmerne få viden om, hvad de kan få af støtte og værktøjer i Finansforbundet, så de bedre kan tage hånd om deres karriere og være proaktiv overfor det fremtidige arbejdsmarked.

"Udviklingen går stærkt og forandringerne er store, men det er også helt afgørende at skabe en fælles forståelse af udfordringerne hos virksomheder og medarbejdere – og man vel at mærke også er fælles om at tage de nødvendige initiativer for at ruste sig til fremtiden. Sidste års bustur førte til flere partnerskabsaftaler med de virksomheder, vi besøgte, og det giver os noget at arbejde videre med", siger Jonas Svava Iversen.

Foruden forbundets eget foredrag er der hos nogle virksomheder foredraget "Kompetence og karriere… er det overhovedet mig" ved David Karstensen eller foredraget "Hvordan sikrer jeg min egen udvikling samtidig med, at jeg bliver et aktiv for virksomheden" ved Michael Nørager.

Bussen besøger:

Mandag 6/5: Sydbank, Aabenraa

Tirsdag 7/5: Salling Bank, Skive

Tirsdag 7/5: Spar Nord Bank, Skive

Onsdag 8/5: Finanssektorens Uddannelsescenter, Skanderborg

Onsdag 8/5: Jyske Bank, Silkeborg

Torsdag 9/5: Nordea, Aarhus

Torsdag 9/5: Nykredit, Viby Jylland

Fredag 10/5: Danske Bank, Roskilde

Fredag 10/5: BEC, Roskilde

 

Hvis din virksomhed ikke er en af de ni udvalgte virksomheder, så husk at du som medlem af Finansforbundet har mulighed for at få professionel karriererådgivning og en times karrieresamtale. Læs mere her.

TAGS:

Kompetenceudvikling & Karriere