07-06-2016

De unge og vækst er i fokus på Folkemødet

Folkemødet på Bornholm vil igen i år danne arena for en lang række vigtige politiske debatter. Øget vækst i landdistrikterne, fagforeningens betydning for de unges fremtid og øget fokus på vækst i forbindelse med fintech er temaer, der vil fylde i Finansteltet, som blandt andet Finansforbundet og Finansrådet står bag.

Af
Julie Søltoft Jeppesen jsj@finansforbundet.dk
 

Den politiske festival Folkemødet finder endnu en gang sted på Bornholm, denne gang fra. 16.-19. juni. Og endnu en gang åbner det for mulighed for at komme med vigtige pointer til dagsordenen.

Derfor mener formand for Finansforbundet, Kent Petersen, også, at det er rigtig vigtigt, at Finansforbundet er repræsenteret på Folkemødet til de mange debatter, der vedrører den finansielle sektor og dens medarbejdere.

"Folkemødet er blevet et sted, hvor der samles rigtig mange beslutningstagere hvert år til nogle spændende dage med plads til debat, åbenhed og synspunkter. Vi er værter i Finansteltet sammen med Finansrådet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening, hvor vi vil tage fat på rigtig mange centrale temaer, der rører sig i sektoren nu – og som vil tegne den fremtid, vi ser ind i", siger Kent Petersen.

Et emne, der bestemt vil være med til at tegne fremtiden, er fintech. Også på Folkemødet vil der være fokus på, hvad fintech kan betyde for væksten i sektoren. Derfor afholder Finansforbundet d. 17. juni bl.a. en debat med titlen: 'Kreativ ødelæggelse i finanssektoren'.

Her vil Kent Petersen, formand for Finansforbundet med Lars Seier Christensen, stifter af Seier Capital, Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet, Bo Nilsson, CEO i NETS Holding A/S, Asger Trier Bing, stifter af Lendino og Ken Villum Clausen, CEO i Lunar Way debatterer forskellige spørgsmål, der relaterer sig til fintechs fremtid.

Vækst i yderkanten og de unges fremtid

Fintech er bestemt ikke det eneste, der skal skabe vækst i Danmarks finanssektor. Der skal nemlig også skabes vækst i landdistrikterne. Derfor har Finansforbundet og Lokale Pengeinstitutter (LOPI) inviteret Erhvervs- og Vækstminister, Troels Lund Poulsen og formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Husted Damsgaard til debat og idéudvikling med næstformand i Finansforbundet, Michael Budolfsen og formand for LOPI, Claus E. Petersen d. 18. juni i Finansteltet.

De skal blandt andet debattere, hvordan "udkantsdanmark" kan blive til "vækstdanmark", og hvilken rolle pengeinstitutternes lokale tilstedeværelse spiller, når det kommer til finansiering og vækstmiljø i lokalområderne.

Formand Kent Petersen mener også, at Folkemødet er en oplagt mulighed for at sætte fokus på temaer, der berører arbejdsmarkedet mere generelt.  

"Samtidig er der også en masse andre debatter og arrangementer på Folkemødet, der vedrører arbejdsmarkedet og medarbejdernes forhold i bredere forstand. Her er også helt centrale områder, som vi gerne markere vores synspunkter og indgå i dialog omkring. Folkemødet er en oplagt mulighed for at etablere kontakter, samarbejder og udveksle holdninger. Det ser vi frem til", siger Kent Petersen.

Blandt andet er også de unge og deres fremtid er til debat. Den 29. april til 1. maj. Mødtes 20 unge med forskellige uddannelsesbaggrund i Finansforbundet for sammen at idéudvikle på, hvad der skal til for at understøtte deres ønsker for fremtidens arbejdsliv.

Weekendens vinderidéen, som bestod i, at fagforeningens primære rolle i fremtiden er at støtte op omkring medlemmernes og deres arbejdspladsers udvikling, er blevet finpudset til Folkemødet, hvor forslaget sættes til debat mellem Solveig Ørteby, næstformand i Finansforbundet, Rasmus K. Jakobsen, ungdomskonsulent i LO, Bente Sorgenfrey, formand for FTF, David Karstensen, partner i SparkCph, en del af de unge idéudviklere og deltagerne i eventet i Folkets Hus d. 18. juni.

Læs mere på Finansteltet.dk her.

TAGS:

Finansiel sektor; Sektorens udvikling; Arbejdsmarked; Sektorvilkår