Danske Bank fyringer er kortsigtede

Med begrundelser som at optimere kompetencer og ressourcer har Danske Bank i dag valgt at afskedige 43 medarbejdere i bankens Group IT og 3 i Group Operations, som en del af en plan om at lave en anden sammensætning af deres afdeling på tværs af landegrænser.

​"Den her fyringsrunde lugter langt væk af udflytning af arbejdspladser til fordel for billigere arbejdskraft. Og det kan undre, at netop Danske Bank ikke føler et større samfundsansvar i forhold til at skabe og sørge for at holde på de danske arbejdspladser – ikke mindst inden for it, hvor der bliver investeret så mange penge i nye digitale produkter og it-udvikling, og hvor vi i Danmark har en gylden chance for at blive frontløber i Norden inden for Fintech", siger Finansforbundets formand Kent Petersen og fortsætter:

"Det er ekstremt kortsigtet, når virksomheder alene kigger på lønomkostningerne i stedet for at investere i medarbejdernes kompetencer. Den finansielle sektor har nogle af de dygtigste og mest produktive medarbejdere, og det bør være i en enhver virksomheds interesse at fastholde de dygtige medarbejdere – ikke mindst fordi vi ser ind i en periode med mangel på arbejdskraft".

Kontakt Kent Petersen via Sabina Furbo 6120 0924.