29-02-2016 | Carsten Jørgensen , cjo@finansforbundet.dk  

Danske Bank fyrer 43 it-ansatte

Steen Lund Olsen, formand for den faglige personaleorganisation Danske Kreds, finder det mærkværdigt, at Danske Bank skiller sig af med 43 dygtige it-folk i en tid, hvor alle hylder digitaliseringen.


Danske Bank afskedigede mandag den 29. februar 43 medarbejdere i Group IT med begrundelsen, ”at der er behov for at justere it-organisationen, så den passer til de nuværende markedsbetingelser”. Afskedigelserne, der udelukkende rammer medarbejdere i Danmark og ikke i Litauen og Indien, hvor Danske Bank også beskæftiger mange it-folk, møder skarp kritik fra Danske Kreds – den faglige personaleorganisation i Danske Bank.

” I Danske Kreds kan vi kun tolke det som en nedprioritering af det danske samfundsansvar og danske arbejdspladser til fordel for billigere arbejdskraft i udlandet. Samtidig vælger man at gennemføre nedskæringerne benhårdt og uden at åbne for det tidligere benyttede afbødekatalog, der giver de berørte medarbejdere bedre muligheder for at komme godt videre. Vi stiller os ganske uforstående over for ledelsens dispositioner og mener ikke, at HR tager nok hensyn til medarbejdernes tarv – uanset om de har en fremtid i banken eller ej”, siger kredsformand Steen Lund Olsen.

Han undrer sig over, at koncernens ledelse den ene dag hylder digitaliseringen – senest da Thomas Borgen ved præsentationen af årsrapporten kaldte nye digitale lanceringer for et "nøgleområde" for banken i 2016 – og den næste dag sender en masse dygtige folk ud af døren, som ellers har været med til at udvikle og styrke koncernen på netop den dagsorden.

”Ruster vi banken til fremtiden, når vi på den måde nedprioriterer et af fremtidens primære udviklingsområder? Kan koncernen fastholde sektorens dygtigste medarbejdere, når de ikke prioriterer deres kompetenceområde? Vi ved det ikke, men alene tvivlen får os til at finde beslutningen problematisk”, lyder det fra Steen Lund Olsen.

Finansforbundet betegner fyringerne som kortsigtede.

”Det er ekstremt kortsigtet, når virksomheder alene kigger på lønomkostningerne i stedet for at investere i medarbejdernes kompetencer. Den finansielle sektor har nogle af de dygtigste og mest produktive medarbejdere, og det bør være i en enhver virksomheds interesse at fastholde de dygtige medarbejdere – ikke mindst fordi vi ser ind i en periode med mangel på arbejdskraft", siger forbundsformand Kent Petersen i en pressemeddelelse.

Ud over afskedigelserne i Group IT sagde Danske Bank mandag farvel til tre medarbejdere i Group Operations.