04-01-2016 | Carsten Jørgensen , cjo@finansforbundet.dk  

Copenhagen Fintech Hub tager form

Flere nystartede fintech-virksomheder flytter i de kommende dage ind i Finansforbundets hus i København. ”Det er attraktivt at sidde i et miljø med virksomheder, der arbejder med de samme emner som os”, siger Michael Gronager, CEO i Chainalysis, der udvikler compliance-metoder i forhold til blockchains.


Kontorfællesskabet for nystartede fintech-virksomheder i Finansforbundets lokaler på Applebys Plads i København vokser i den kommende tid. Blockchain-virksomheden Last Move og konsulentvirksomheden Norfico, der flyttede ind i efteråret, får tirsdag den 5. januar selskab af Chainalysis og Crediwire.

”Vi flytter til Applebys Plads, fordi vi gerne vil være tæt på andre iværksættervirksomheder, der arbejder med det samme som os. Jeg tror på, vi kan inspirere hinanden og udvikle os sammen”, siger Michael Gronager, CEO i Chainalysis til Nyhedsbrevet Finans.

Chainalysis blev etableret for lidt over et år siden og har hovedsæde i New York. Michael Gronager deler sin arbejdstid mellem New York og København, og årsagen til, at han og en udvikler fra Chainalysis placerer sig i kontorfællesskabet i Finansforbundet, er at han kender Last Moves Simon Ousager og Frederik Krabbe fra blockchain-miljøet i København.

”Vi arbejder med compliance i forhold til blockchains, og lige nu er vi bedst i verden til at identificere, hvordan pengetransaktionerne er ud fra de data, der ligger oven på blockchain-teknologien. Vi samarbejder blandt andet med Barclays og en række banker i USA”, fortæller Michael Gronager.

Vil være del af Københavns fintechhub

Crediwire, der blev stiftet den 30. november 2015 og hidtil har haft adresse i Rocket Labs i Københavns Nordvest-kvarter, flytter også til Christianshavn.

”Det er fedt at starte noget op og at være med til at skabe ting. Vi vil gerne være blandt de første i Københavns fintech hub”, siger Nicholas Meilstrup, CEO i Crediwire, til Nyhedsbrevet Finans.

Sammen med to kolleger glæder han sig til at blive en del af det miljø, der kan udvikle nye services og produkter til finanssektoren.

”Crediwire arbejder med big data. Den ene målgruppe er små og mellemstore virksomheder, hvor vi indsamler og analyserer regnskabsdata til optimeringsformål. Den anden målgruppe er banker, hvor vi tilbyder at indsamle og analysere kundedata på små og mellemstore virksomheder til brug for kreditvurdering”, forklarer Nicholas Meilstrup.

Udover Crediwire og Chainalysis er yderlige to fintech-iværksættere på vej til at flytte ind i Finansforbundets lokaler.

Finansforbundets formand Kent Petersen glæder sig over den stigende interesse blandt fintech-iværksættere for at flytte sammen.

”Det er positivt, at seks forskellige nystartede fintech-virksomheder har valgt at bruge de rammer, vi stiller til rådighed for et kontorfællesskab, der kan styrke fokus på udviklingen af fintech. Jeg håber, at flere vil tage mod tilbuddet om at flytte ind i vores lokaler, så fintech-miljøet kan blive større og endnu stærkere”, siger Kent Petersen til Nyhedsbrevet Finans.