15-09-2016

Copenhagen Fintech er i luften

Torsdag den 15. september – på den årlige Finans IT-dag – lanceredes foreningen Copenhagen Fintech, som skal styrke samarbejdet mellem nystartede Fintech-iværksættere. Sparekassen Sjælland, der er en af partnerne, mener, at den, ved at gå ind i samarbejdet, har indløst billet til fremtiden.

Af
Mette Marie Rosenkjær Andersen mra@finansforbundet.dk
 

Finansforbundets formand Kent Petersen er begejstret for etableringen af Copenhagen Fintech og har samtidig høje forventninger til foreningens fremtid.

"Som initiativtager til projektet og en af de drivende kræfter fremadrettet, er vi meget stolte af, at der med Copenhagen Fintech er samlet et meget stærkt hold, som skal løfte fintech i Danmark – og i første omgang med udgangspunkt i København. Her er det helt unikt, at både sektororganisationer, virksomheder og kommunen forener kræfterne mod et fælles mål om at understøtte startup-virksomheder inden for området. Det vil betyde et styrket innovationsmiljø, som kommer til at være et stort aktiv for både finanssektoren og for jobskabelse og vækst generelt", siger Kent Petersen.

På den årlige Finans IT-dag, som den 15. september blev afholdt i Industriens Hus, blev den nye forening Copenhagen Fintech præsenteret. Finansrådets direktør Ulrik Nødgaard bød velkommen og satte ord på Copenhagen Fintechs fremtidige vision, som er at gavne sammenholdet for Fintech-iværksættere.

Finansforbundet er partnere i projektet sammen med Finansrådet, Københavns Kommune, NETS, SDC, Spar Nord og Sparekassen Sjælland.

En billet til fremtiden

Sparekassen Sjælland er på opfordring af Finansforbundet gået ind i samarbejdet som ny partner Adm. direktør i Sparekassen Sjælland, Lars Petersson, giver udtryk for, at de er gået ind i samarbejdet for at komme helt tæt på iværksætterne.

"Vi synes, at projektet er rigtig spændende, og jeg er overbevist om, at ved at gå ind i projektet, har vi fået plads på forreste række til fremtidens teknologier. Det vil i kunne få meget glæde af i fremtiden. Vi vil kunne uddanne vores medarbejdere i samarbejde med iværksætterne og bruge det i den digitale sparekasse, som vi er i gang med at udvikle", siger administrerende direktør Lars Petersson

Udover at være partner i projektet, sidder direktør Lars Petersson i bestyrelsen for Copenhagen Fintech. Han tror på, at lanceringen af Copenhagen Fintech kan være første skridt på vejen til at trække mange arbejdspladser, iværksættere og virksomheder til København.

"Jeg tror på, at København kan blive Europas svar på Sillicon Vally indenfor Fintech "siger administrerende direktør Lars Petersson.

Chef for Udvikling og Digitalisering i Nordea Liv og Pension, Thomas Krogh Jensen, er ansat som ny direktør for Copenhagen Fintech fra 1. december 2016.

TAGS:

Finansiel sektor; Sektorens udvikling; Fintech